Svar: Barn på 10 mdr. vil pludselig ikke spise
Kære bekymrede mor og far
Tak for jeres brev :)
Det er helt normalt, at jeres datter pludselig ikke spiser særlig meget. Hendes tandfrembrud og ømme gummer kan naturligvis spille ind, men det handler højst sandsynligt også om hendes alder. De fleste børn i jeres datters alder lukker munden for skeen…
Det handler om, at hun lige nu udvikler mere og mere selvstændighed. Hun har meget mere vilje og vil gerne styre flere ting selv. I mærker det i forskellige situationer - når hun f.eks. skal ligge på puslebordet og have skifte ble, så stritter hun mod, vil ikke ligge ned, sparker fra sig. Det samme, når hun skal have en ekstra trøje på eller have sko på fødderne - hun protesterer og vil ikke. Og så gør hun det også i forhold til maden - hun lukker munden, drejer hovedet og siger på den måde pænt nej.
Når det handler om at få ble eller sko eller jakke på, så kan I tvinge hende. I er fysisk større og stærkere end hun er og I kan på den måde trumfe jeres vilje igennem. Når det kommer til at spise, så er det noget andet. I kan ikke tvinge hende til at spise og netop her, har hun derfor alle muligheder for at vise at hun bestemmer, at hun er sin egen lille person med sin egen vilje.
Der er ingen tvivl om at børn meget tydeligt mærker, at vi forældre har det svært med, at de ikke spiser ... Nogle forældre begynder at lave anden mad og sørge for specielle retter, andre lokker med belønning, med legetøj, forsøger at aflede, forsøger at presse skeen ind i munden osv. Måske diskuterer I hen over bordet og hen over hovedet på jeres datter, hvilken taktik I nu skal benytte jer af. Det hele naturligvis af bekymring for at hun ikke får nok at spise, kommer ud af trivsel osv.
Det er ganske forståeligt. Der er jo ikke noget vigtigere end at sikre vores børns trivsel og ved ved jo, at hun skal have både mad og væske nok… men prøv om I kan tage det roligt og sige til jer selv, at hun ikke mangler noget og at hun nok skal få, hvad hun har behov for :)
Det bedste I kan gøre, er at tilbyde hende mad, som hun selv kan sidde med og så give hende madro. Prøv at fjerne fokus fra, hvor meget og hvordan hun spiser og lad hende prøve sig frem. Hun er for lille til at spise med en ske selv, her må I stadig hjælpe hende og forsøge om I en gang imellem kan få lov:) Men fingrene fungerer fint og det samme gør en gaffel. Hun må gerne lære at spise med gaffel nu og det vil hun måske synes er sjovt… Fokus skal ikke være på maden, men på at det skal være rart at spise, at det skal være hyggeligt. Det er vigtigt for hendes spiselyst fremover.
At hun lige nu viser mere selvstændighed og lukker munden betyder nemlig ikke, at hun ikke vil spise, men det kan godt være et udtryk for, at hun vil spise selv. Derfor er det her, at I lige nu skal forsøge at møde hende:) Jeg kan se på jeres dagsplan at I allerede er gode til at give hende mad i stykker og mad med bid. Det er rigtig godt, bliv ved med det, men prøv med nye fødevarer, nye bidder af mad, som hun ikke har fået før.
Giv hende mad, som smager af noget og når I forsøger med mos, så prøv at mose kartofler, grøntsager, giv ris osv. sammen med sovs. Hun må gerne få sovs med den alder hun har, og det kan være en god måde at få hendes interesse vagt igen. Mange børn kan rigtig godt lide sovs. Kartofler kan moses med sovs og frikadellen gives i stykker.
Det vil være naturligt, at hun nu undersøger maden på anden vis - ud over at hun undersøger, hvad hendes afvisning gør ved jer, så undersøger hun også maden. Hun kan derfor godt tage maden ind i munden, ...
... tygge på den og tage den ud igen. Hun kan også finde på at smatte maden mellem fingrene, for at finde ud af, hvordan det føles. Hun undersøger maden for at lære en masse nyt om både konsitens, smag, udseende og også jeres reaktion.
Skæld derfor ikke ud og pres hende ikke til at spise, men prøv at motivere hende til det I gerne vil have hende til "ind i munden skat, ind i munden", så maden havner der:) Sæt ord på at mad er noget I nyder "hmm, mam mam mam, smager godt" og tilbyd hende også at smage jeres mad, ligesom I kan spise lidt fra hendes tallerken "hmm, mor smage din mad, mam mam, vil du smage min, se her..".
Hun trives godt, hun er en fin pige i både vægt og længde og lyder ikke til at mangle noget. Hun er rigtig godt igang med sin udvikling, så hold fast i dette:)
Det vil være rigtig godt, hvis hun får 400 ml mme dagligt. Hvis hun ikke kan drikke dette på to flasker, må I tilbyder hende de tre flasker som nu:) Hvis flaskerne ligger før middagslur, aften og sen aften og hun ikke drikker mere end 400 ml i alt, så burde det ikke påvirke hendes appetit unødigt. Det ser umiddelbart ud som om, at jeres flasker ligger før formiddagslur, før middagslur og sen aften. Det vil sige, at hun ikke får flaske før hun puttes om aftenen… Det kan være en fordel, at flasken om formiddagen fjernes og i stedet gives om aftenen, netop for at give plads til lidt mere mad i maven om dagen.
Hvordan det går med vuggestuen må I se til den tid… Det kan sagtens tænkes, at hun vil spejle sig i de andre børn og nyde at spise sammen med dem, så hun i vuggestuen vil spise mere og spise bedre end hun gør der hjemme. Det er set før:)
Det kan også være, at hun slet ikke vil spise, fordi alt er så nyt og spændende, at hun ikke kan overskue måltidet, men så kan hun stadig få en flaske før hun puttes til sin middagslur og stille og roligt vil hun så vænne sig til alt det nye og begynde at spise i institutionen. Husk på at pædagogerne er vant til at tage sig af børn og hjælpe dem med at spise:)
Giv hende ikke mme af kop men vand, som hun er glad for at drikke. Vand er den bedste tørstslukker og hun kan godt få sit mælkebehov dækket via flasken. Derudover får hun jo også mme i sin grød og mos og bliver på den måde fint dækket ind, også selvom hun lige nu ikke spiser så meget.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Morgen 7: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur
Frokost 12: Rugbrød med smørbart pålæg, suppleres med godt kogte pastaskruer, kogte grøntsager, ½ hårdkogt æg, stykker af frikadelle (kød eller fiskedelle) mv. Må også meget gerne få varm mad til frokost - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Det kan være rester fra aftensmaden eller en middagsret fra glas. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur
Eftermiddag 16.30: Kogte grøntsager, frugt, frugtmos, pandekage osv. som du giver nu. Vand af kop.
Aften 18: Udgangspunktet er familiemaden, almindelige børnevenlige retter som pasta med kødsovs, boller i karry, kartoffelmos og millionbøf, lasagne (kød eller lakselasagne), frikadeller (kød eller fiskedeller), rødspætter, laks fra ovnen osv. Mad der smager af ngoet og der skal være både mos og mad i stykker. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca. 20 (det kan være bedre, at hun tilbydes flasken her end om formiddagen:))
Sen aften 23: Flaske
Jeg håber at ovenstående hjælper jer lidt videre :) Og også giver lidt ro med på vejen.
Fortsat held og lykke med hende!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.
Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...
27. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen, Det kunne være rart med rådgivning og gode forslag i forhold...
20. november 2025 | Kost og ernæring | 13 mdr.
Hej Helen. Jeg har et spørgsmål ift anbefalingerne omkring mælkeprodukt....
3. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi har spørgsmål til: 1) hvordan...
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
Viden om børn:
Babynest
En babynest er oprindeligt en svensk opfindelse, som efterhånden har spredt sig over hele verden. Også i Danmark er det meget populært at bruge en nest til sit barn.
En babynest kaldes også en babyrede, og den bruges til at lægge dit barn i, når du gerne vil have, at dit barn skal føle sig omsluttet og holdt, og du ikke selv kan have dit barn i armene. Det vil sige, at hver gang du lægger dit barn fra dig, fordi du f.eks. skal ordne vasketøj, lave mad, tale i telefon eller...
Kravle
De fleste børn begynder at kravle, når de er mellem 8-12 måneder gamle. Nogle børn kravler dog allerede i 6 måneders alderen, og andre børn springer kravlestadiet helt over.
Det er vigtigt, at barnet kravler, da det har stor betydning for barnets motoriske udvikling og kunnen senere i livet. Når barnet kravler styrkes armmusklerne, og barnet øver sig i at holde hovedet oppe og i at bevæge det frit i alle retninger. Det sker små rytmiske bevægelser i ryggen, som er vigtigt for at...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen!
Tusind tak for dit tip om "drilleblæren" og "drillenumsen". Det var lige i øjet!
Pludselig blev af-med-ble et projekt, som vores datter kunne forholde sig til og føle sig som en del af. Lige fra den håbefulde: "Vi skal nok få krammet på den drilleblære, ikk?" til den lettere truende: "Jeg har sagt til drillenumsen, at hvis den ikke opfører sig ordenligt, så ringer jeg til politiet, også kommer den i fængsel".
Så nu er hun uden ble (om dagen) og siger fint til selv og overholder de faste toilettider - om morgenen og aftenen og efter måltider - uden (ret meget) brok.
Tak for hjælpen. Det er stor lettelse for os ikke at skulle skændes med hende om den åndssvage ble.
Venlig hilsen
Helt Utrolig Lettet







