Svar: Svært ved at få baby 9 mdr til at spise fast føde
Kære Max´mor
Tak for dit brev og velkommen til :) Der er flere ting som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig - og naturligvis også svare på alle dine spørgsmål:)
Det er helt normalt at børn i 8-10 måneders alderen lukker munden for skeen og det skaber ofte stor frustration hos os forældre - du ved jo, hvor vigtigt det er, at Max får mad og spiser varieret:) At han lukker munden for skeen handler ikke om kræsenhed, men om lyst til at ville spise selv, lyst til at styre måltidet mere selv. Derfor er det vigtigt, at du tilbyder ham mad, som han selv kan sidde med. Det kan være større stykker, men også gerne små hapsere, så han kan øve sig i at spise med pincetgreb.
Når han lukker munden, så er det fordi han kan - og med den alder han har, så ved han godt, at dette gør noget ved dig. Han kan godt mærke, at du bliver bekymret og han oplever at I reagerer forskelligt - I forsøger alt muligt for at få ham til at spise. I har f.eks. prøvet med 4-5 forskellige retter, har forsøgt at give ham mad imens han kravler rundt på gulvet osv. Måske sidder I og diskuterer hen over middagsbordet, hvad I nu skal gøre… Jeg vil anbefale dig meget at læse min artikel "Lukker munden for skeen", som du finder i artikelsamlingen. Artiklen er fra 3. juli 2012.
Hos jer spiller mælkeindtaget også ind. Jeres dreng bliver ammet alt for meget. Det går ikke, at du ammer ham fordi du tænker at "så får han jo noget". Mælken tager pladsen og appetitten, så han ikke spiser rigtig mad. Når han foretrækker det usunde du giver ham, så er det både fordi det er sødt - og de fleste af os kan godt spise sødt, selvom vi er mætte… - og så er det let tilgængeligt. Det er let at spise is, yoghurt, peanutbutter osv. hvor det at spise rigtig mad, mad i stykker kræver meget mere koncentration, og han fravælger naturligt dette, når maven er fyldt op med mælk. Yoghurt er også "mælk" og derfor ikke en god erstatning for amning - grød og mos er bedre og vigtigere for ham:)
Han bør ikke ammes mere end 3 gange i døgnet og når han bliver 10 måneder bør du skrue ned til 2 amninger. De tre amninger kan ligge f.eks. før middagslur, aften og sen aften. De to amninger kan ligge før middagslur og aften eller aften og sen aften. Det er vigtigt, at du ikke ammer ham mere end dette, da det så vil fjerne appetitten og lysten til rigtig mad.
Og så til dine spørgsmål:
- Du bør tilbyde ham mange små måltider hele dagen igennem, så hvis han ikke spiser så meget til det ene måltid, så spiser han nok lidt mere til det næste. Der er ikke noget minimumskrav lige nu - det vigtiste er at han spiser, får hyppige måltider, spiser lidt fra alle fødevarer grupper. Så betyder det mindre om han spiser ½ eller 1 ½ dl. grød eller mos.
- En positiv spiseoplevelse skabes ved at I spiser sammen, sidder sammen ved bordet og spiser samme mad. Det skal være hyggeligt at spise, så han skal ikke presses til at spise, men guides og hjælpes. Når han smatter maden ud mellem fingrene, så fortæl ham, hvad I vil ha ham til "ind i munden skat, ind i munden". Sæt ord på maden, og at I kan lide det "mmm mam mam, smager godt", så han hører, at det at spise er noget, I også nyder. Hjælp ham med lidt på en ske, gaffel eller med jeres fingre. Og giv ham også madro. Ro til selv at prøve, forsøge sig frem. Han er for lille til at spise med en ske, men kan godt lære at spise med en gaffel. Prøv med to gafler, så du hjælper ham med den ene og han selv spiser med den anden og byt undervejs.
- Han skal ikke have usund mad, men skal have almindelig god og sund næring, hvor du sikrer ham smagsvariation - og dermed også gerne noget, som er lidt sødt. Det vil sige, at han gerne må få lidt revet frugt eller frugtmos på sin grød eller som dessert, ligesom han kan få ovnbagte rodfrugter, som har en naturlig sødme. Han må gerne få sovs, hvilket mange børn rigtig godt kan lide. Maden skal smage af noget og du skal ikke lave specielretter til ham. ...
... Han bør spise helt almindelige børnevenlige retter som pasta med kødsovs, boller i karry, kartoffelmos og millionbøf, frikadeller, laks, rødspættefilet osv...
Hvis det er svært med familiemaden, fordi I ikke spiser sammen, så prøv at variere mellem hjemmelavet og færdiglavet mad. Brug rester fra jeres aftensmad til frokost og suppler med mos fra glas. Vælger du at købe babymos til ham, så skal det være retter beregnet til børn fra mindst 8 måneder. Det samme gælder grød - han skal ikke have risgrød dagligt. Både fordi det indeholder arsen, som kan give risiko for kræft, men også fordi det er for "lind en grød". Han bør tilbydes havregrød, flerkornsgrød, mysligrød med den alder han har. Altså grød med mere bid og som hans mave også kan arbejde med:)
- Du bør i denne situation sætter amningerne betydeligt ned, så han lige nu ammes 3 gange i døgnet - før middagslur, aften og sen aften. Og det vil være rigtig godt at far tager over, som I allerede er begyndt på:)
- Jeg synes at I lige nu skal bibeholde amning sen aften. Når du har ammet ham godt der, så ved du at han er fyldt godt op med mælk og ikke behøver yderligere og så tager far over. Far kan trøste, berolige, give masser af nærhed, tæt fysisk kontakt osv. men kan ikke amme, så dette er udelukket. Og så er det amningen tidlig morgen, som nu springes over. Jeres dreng skal ikke ammes om morgenen, i stedet må I stå op, tilbyde ham lidt vand og ellers så starter dagen med en morgengrød. Det er vigtigt, at grøden ikke serveres allerede når han vågner, da han ikke skal lære at spise grød kl 05.30, men f.eks. først serveres omkring kl 7, hvis det er dette tidspunkt som vil passe for jeres dagsplan fremover...
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Morgen 7-7.30: Havregrød, evt med lidt fint revne æbler eller frugtmos som topping, vand af kop.
Puttes til lur
Formiddag 9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos, vand af kop.
Frokost 11.30: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, hjælpes med at spise med fingrene eller med gaffel. Suppleres med grøntsagsmos. Det kan være mos fra glas eller rester fra aftensmaden. Må også gerne blive suppleret med lidt kogte pastaskruer, små stykker af frikadelle eller lign. Vand af kop.
Ammes og puttes til middgslur ca 12.30
Eftermiddag 14.30-15: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos, vand af kop.
Skal ikke ammes om eftermiddagen og måske kan powernappen springes over… hvis han har brug for luren er det dog okay, det kan også gøre, at I måske kan spise sammen om aftenen... - men du bør ikke amme ham inden…
Aften 17-18: Kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker og også moset mad. Frikadellen kan gives i stykker og kartofler moses med sovs og gives med gaffel eller ske. Maden skal smage af noget, og det skal være almindelige børnevenlige retter. Hvis I ikke kan spise sammen, må du give ham rester fra aftenen før eller prøve med middagsret fra glas. Alternativt skal du lave maden tidligt og så må I spise varmemad. Laver du f.eks. lasagne, frikadeller, boller i karry eller lignende kan det godt laves tidligere, og I kan stadig spise det samme. Du kan også forsøge at ændre på hans rytme, så hans spisetid fremover bliver senere, så I netop spiser sammen, det vil naturligvis være bedst på sigt…
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes en godnatgrød, som fast del af putteritualet. Den kan gives ca. kl 19 og kan være f.eks. havregrød, flerkornsgrød eller mysligrød. Evt. sammen med lidt banan. Det ligger godt i maven og vil være med til at sikre, at han ikke behøver ekstra amning om natten.
Ammes og puttes til natten ca. 19.30
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt og sover herefter uden yderligere mælk til næste morgen, hvor dagen så starter med grød.
Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre :)
Rigtig meget held og lykke med "projekt nedtrap amning og større appetit":)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
16. april 2026 | Kost og ernæring | 17 mdr.
Hej Helen Jeg søger lidt gode råd ift vores søns madvaner. Han har...
4. marts 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Vil kun ammes i søvn og afviser oftest flaske med MME
Kære Helen Jeg har en datter på 8,5 måneder, hvis våde bleer efterhånden er...
5. februar 2026 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen Jeg har læst, at NAN modermælkserstatning kaldes tilbage, og jeg...
3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.
Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...
27. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen, Det kunne være rart med rådgivning og gode forslag i forhold...
Viden om børn:
Rygning
Når mødre ryger passerer nikotin og andre giftige stoffer fra tobakken over til barnet via modermælken. Derfør bør kvinder der ammer ikke ryge.
Passiv rygning er farligt. Det er vigtigt at det lille barn ikke udsættes for tobaksrøg. Det er vigtigt at begge forældre er bevidst om at have et ansvar i forhold til at beskytte barnet mod tobaksrøg. Vokser et barn op i et hjem, hvor den ene eller begge forældre ryger, har barnet stor risiko for at få mellemørebetændelse og udvikle...
Ufrivillig natlig vandladning
Når børn tisser i sengen om natten, så kalder man det ufrivillig natlig vandladning, sengevædning eller Enuresis. Og der kan være flere årsager til at børn tisser i sengen om natten.
1. Arvelighed. Hvis mor og/eller far har tisset i sengen om natten, så er sandsynligheden for at barnet kommer til det større.
2. Hormoner. Det antidiuretiske hormon (ADH) udskilles fra hjernen om natten og skal nedsætte urinproduktionen om natten. Men nogle børn er lidt længere tid...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tusind tak for din plan for dagen, både hvad angår søvn og mad. Det er lykkes os at overholde din plan og det har været guld værd. Nu sover vi alle sammen meget bedre om natten.
De sidste 3 uger, har han faktisk kunne sove fra kl. 20 til 06 hver nat - og det er fantastisk, før vågnede han en gang i timen!
Tak fra drengens forældre









