Svar: Daligdagsudfordring

---

Kære M

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dejlige 4 årige datter.

Det er rigtig dejligt, at I møder hendes så fint som I gør - og ja, det kunne godt lyde som om at hun er "særligt sensitiv" - i hvert fald er der flere af disse personlighedstræk, som kommer frem i den beskrivelse du giver, og det giver jo også god mening, at du fornemmer det samme hos dig selv og derfor forsøger at møde hende og anerkende dette. Super!

Når man er 4 år gammel, så vil man ofte meget gerne tale med om forskellige ting, vil meget gerne have, at ens egen mening tæller, og det har stor betydning, at man føler sig lyttet til og inddraget. Mange fireårige kan f.eks. udbryde frustreret og ked af det "du bestemmer bare altid alting" - hvilket ikke nødvendigvis er rigtigt, men det er vigtigt for dem at have følelsen af medbestemmelse.

Det betyder også, at børn i denne alder nogle gange gerne vil diskutere og visse ting skal de naturligvis have lov til at bestemme, og det kan være rigtig godt, hvis man nogle gange kan indgå kompromis, så hun hører og får fornemmelsen af, at man netop ved at indgå dialog kan nå frem til en fælles løsning - det bliver altså ikke nødvendigvis som mor/far siger, eller som jeg siger - vi finder en middelvej.

Og her kommer det naturligt ind, hvorvidt I så skal acceptere, at hun vil hjælpes af en forælder og ikke en anden. Nogle gange vil det naturligt gå hurtigere, hvis den ene hjælper, og man ikke tager diskussionen, og sådan må det være. Men andre gange, så er det faktisk en god idé at holde fast i, at nu er det, som det er. Selvfølgelig ikke, hvis det er kørt fuldstændig af sporet og den forældre, som skal hjælpe helt har "mistet tålmodigheden". Men generelt, er det ganske udmærket at holde fast i, at I naturligvis kan hjælpe hende færdig med tøjet. I skal her naturligvis lytte til hendes protester "jeg kan godt forstå du gerne vil have mor", eller "jeg ved godt det ikke er rart, når jeg bliver sur", så hun hører, at I forstår hende, men samtidig holde fast i "nu hjælper jeg dig, og så kan du komme hen til mor bagefter".

Det er ret vigtigt, at I forældre fremstår som en enhed. Det betyder, at hun ikke må tvivle på, at I mener det samme, eller holder sammen. Selvom I er forskellige, så er I overordet ens, hvad gælder regler osv. Hun skal altså have en oplevelse af, at hun ikke kan spørge den ene af jer og få nej, og så gå hen til den anden af jer og få et ja. Derfor skal I generelt være opmærksomme på, hvordan I reagerer og bakker hinanden op - og her spiller det naturligt ind, om I blot accepterer et "jeg vil hellere have far, hvis mor bliver lidt sur" osv.

Jeg er faktisk mest tilhænger af det far siger, at I skal holde fast i, at nu hjælper I hende, og at I gerne vil hjælpe hende færdig. Naturligvis på en god og omsorgsfuld måde - ikke med gråd, skrig og kamp. Men så hun forstår, at sådan er det lige nu.

Man taler om tre typer af forældre, 3 ...

---

---

... måder at opdrage på:

De autoritære forældre, som lægger vægt på myndighed og kontrol. Der er klare forventninger til, hvordan barnet skal opføre sig og hvis barnet ikke gør, som hun har fået besked på, så falder der en straf. Det kunne f.eks. være, når man siger "hvis du ikke tager jakke på nu, så kommer du ikke ud!" eller lignende. Udgangspunktet er at barnet skal gøre, som det får besked på, fordi vi voksne ved bedst.

De eftergivende forældre, som stiller meget få krav til barnet. Hun får lov til det meste og bryder hun reglerne, så er der ofte ikke nogen konsekvens. Det kunne f.eks. være situationer, hvor man siger nej, nej, nej - og så ender med at sige "jamen, så gør det da!". De eftergivende forældre er ofte meget lyttende, men har rigtig svært ved at sætte grænser og stille krav. Udgangspunktet her er, at vi så vidt muligt skal forsøge at være gode venner.

---

---

De myndige forældre, som sætter klare grænser for barnets opførsel. Her lægges vægt på at forklare, hvorfor det er nødvendigt med regler, og man har realistiske forventninger til sit barn. Man stiller krav, som passer til barnets alder og udvikling og er realistisk omkring, hvad man forventer. Man lytter, indgår i dialog og finder en løsning, som tilgodeser begge parter - og hvis tingene er nødt til at være, som vi voksne vil (sådan er det jo nogle gange), så viser vi barnet, at vi forstår, at barnet vil noget andet, men forklarer, hvorfor tingene stadig er nødt til at være, som vi siger. Udgangspunktet her er derfor, hvordan vi kan finde en løsning som tilgodeser os begge.

Og det er netop myndige forældre, som I skal forsøge at være - ikke hverken eftergivende, hvor jeres datter får lov til at bestemme det meste, - men heller ikke autoritære, hvor I tvinger hende til ting og "truer" med straf, hvis hun ikke gør, som I siger. Og når du skriver "Jeg synes egentlig, det er okay, og at vi så skal bytte, fordi jeg mener det er den bedste løsning for alle, men min mand mener at vi skal holde fast i, at den, der starter med at hjælpe hende hjælper hende færdig" - så lyder det faktisk som om, at du hælder til at være lidt for eftergivende, og at det vigtigste for dig er, at I er gode venner… derfor er det rigtigt, når din mand mener, at det skal være okay at holde fast i at "nu hjælper jeg dig skat", men det må naturligvis ikke kamme over til at blive autoritært, hvor man så presser hende til at få tøj på, mod hendes vilje og hvor det bliver en magtkamp - som hun er dømt til at tabe. Så er det bedre at lade den anden forælder tage over.

Generelt skal I dog forsøge at undgå at havne i alt for mange at disse situationer og her kan det være en god idé at bruge humor. Netop i 4 års alderen begynder børn at opleve humor og kan bruge humor - og det kan være værd at udnytte. Men lidt sjov, leg og fjolleri, kan man nogle gange gå rigtig langt i denne alder:)

Håber I kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---