Svar: Amning - får han nok mad?
Kære Gry
Tak for dit brev :)
Det er rigtig godt - og også vigtigt - at du er opmærksom på hvordan din amning fungerer og din mælkeproduktion, når du har brystimplantater. Mange kvinder vil kunne amme, selvom de har brystimplantater, men du vil godt kunne opleve, at du ikke danner helt så meget mælk og derfor skal amme ham hyppigere, for at han får nok. Det kan du dog sagtens gøre - det behøver ikke være noget problem, men det kan være forklaringen på, at du synes han "tømmer brystet hurtigt" og "hurtigt virker sulten igen". Det er her en stor fordel, at dine implantater ligger under brystmusklen, fordi det ofte giver større lagerkapacitet.
Så længe han trives, tager rigtig godt på og udvikler sig fint, så må du tro på, at han får den mængde mælk, som han har behov for. Og det lyder sådan. Han har indtil videre taget rigtig fint på og du oplever også, at han efter amning kan falde saligt i søvn i din favn. Det er rigtig godt:)
Det kunne dog lyde som om, at du skal arbejde lidt på at få ham til at bøvse. Så han kommer af med luften, og så han måske ikke vil gylpe så meget. Det lyder lidt som om, at han nogle gange bliver irriteret ved brystet på grund af luft, ligesom luften efterfølgende også kan gøre, at han så gylper lidt…
Prøv derfor når han, når han slipper brystet efter 7-10 minutter, kan komme af med en bøvs. Prøv at holde ham op over din skulder, så hans ryg er så lige som muligt og klap forsigtig med dine hænder på blenumsen og op over ryggen, for på den måde at hjælpe luften op og ud. Prøv også at holde ham siddende foran dig, hvor du holder ham under hans arme, så hans ryg igen bliver holdt lige og du støtter ham med dine lår (dine fødder stemt mod sofabordet). Så kan I have lidt øjenkontakt og pludre imens I venter på at luften skal komme op.
Hvis han ikke kommer af med en bøvs inden for 3 minutter, men bare sover og tydeligt er træt, så må du putter ham og lade ham sove. Så vil du måske opleve, at han vågner, begynder at knirke, smaske, småklynke osv. 20-40 minutter senere, fordi han der skal af med luften. Her kan du så tage ham op, hjælpe ham med bøvsen og putte ham igen, evt. med en sut, eller du kan prøve at lade ham ligge, sikre dig at hans hoved er drejet til siden. Han vil måske bøvse og der også gylpe lidt og vil så komme videre i søvnen.
Det er rigtig fint, at du efter en pause forsøger at tillbyde brystet igen, gerne med en ny ammestilling og netop giver det som et tilbud. Hvis han igen afviser brystet, så skal du ikke presse ham til at spise, men acceptere at han lige nu ikke vil have mere.
Bruger han sut? Du må gerne forsøge med en sut, det kan nogle gange hjælpe og give lidt ro, at han efter at have spist hos dig, får en sut. Det at sutte hjælper mælken igennem hans mave- tarmsystem og det virker samtidig beroligende. Det kan godt tænkes, at han har fået mælk nok og ikke er mere sulten, men at han stadig har brug for at sutte lidt. Han kan derfor søge brystet, for at få dækket sit suttebehov, men ...
... kan blive irriteret, fordi han jo så samtidig får mælk - og her kan sutten nogle gange have en beroligende effekt.
Det du skal være opmærksom på er, at han ikke må sutte så meget på sutten, at han ikke dier tilstrækkeligt ved brystet - og du skal især være opmærksom fordi han jo som sagt godt kan have behov for lidt hyppigere måltider hos dig, fordi du har brystimplantater. Pas derfor på med at holde ham hen med sutten - men prøv samtidig om ikke sutten også kan give jer lidt ro :)
Tegn på at barnet trives med amning er:
Det er vigtigt, at du kan mærke at du har mælk. Brysterne skal føles tunge og når din søn har spist hos dig, skal de virke mere bløde og eftergivelige. Det lyder til at være tilfældet hos jer og det vil være helt normalt, hvis du oplever at have mere mælk om morgenen end om aftenen:)
Når din søn spiser hos dig, kan du høre og se at han spiser med en god rytme. I begyndelsen spiser han hurtigt, men stille og roligt mere rytmisk og du kan høre at han synker mælken. Du kan også se mælk i mundvigene på ham, både når han spiser og når han slipper. Det lyder også til at være tilfældet hos jer:)
Han vil melde sig selv til måltiderne og du lægger ham til brystet, når han har lyst. En gang imellem dier han kortvarigt og tager kun toppen for at slukke sin tørst, men de fleste gange vil han die i længere tid, hvor du fornemmer at han spiser et egentligt måltid. Det lyder som om, at du har helt styr på dette:)
Du skal regne med at amme mindst 6 gange i døgnet (hovedmåltider), meget gerne mere, hvis han viser behov for det. Da du har brystimplantater vil 8 gange hos jer måske være passende, hvilket svarere til at han vil die ca. hver 3. time.
Du kan også se at hans mave fungerer godt. Afføringen er grødet, gul og kommer fortsat hyppigt. De fleste børn er ældre inden der begynder at kunne gå flere dage imellem deres afføringer. Han må ikke have svært ved at komme af med afføringen. Han tisser mindst 6-8 gange i døgnet (svarende til det du ammer) og urinen er klar. Tit tisser han måske lige når han får bleen af … Det fungerer også i forhold til det du fortæller:)
Han skal tage fint på, og må meget gerne tage 200-250 gram på om ugen, hvilket du i dit tidligere brev fortalte at han gjorde. Dette følger han således også:)
Derudover skal han virke glad, rolig og tilfreds. Han spiser og sover og når han er vågen, så har han overskud til at pludre og være i kontakt med dig. Han kan endnu ikke være vågen i mere end et par timer af gangen, så skal han have mad og sove igen. Men når han er vågen, så er han aktiv og interesseret i omgivelserne og især i dit ansigt og din stemme…. Og det lyder også til at være sådan hos jer..:)
Så umiddelbart lyder det som om, at du har fint med mælk og han lyder til at trives. Prøv at give ham lidt pauser, hjælp ham med at komme af med luften, prøv med forskellige ammestillinger, prøv med en sut for at se om det er hans suttebehov, mere end mælkebehov, som skal dækkes:)
Rigtig meget held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?
En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby
Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
25. august 2026 | Amning | 10 mdr.
Hej Helen Efter 10 måneder med en amning, ingen troede var mulig, så tror...
6. juli 2026 | Amning | 1 mdr.
Kære Helen Jeg håber, du kan hjælpe mig med nogle bekymringer omkring min...
Viden om børn:
Vugge - møbel
En vugge er en lille babyseng, der kan vugges/gynges. At bruge en vugge har mange fordele, da det er med til at stimulere barnets ligevægtsorgan og dermed har betydning for barnets videre udvikling. Samtidig er en vugge ofte mindre end en tremmeseng, hvilket er med til at gøre den tryg for baby at sove i - mange børn kan sove i en vugge de første 3-4 måneder.
Der findes mange forskellige vugger på markedet, og i mange familier er en vugge også noget, der går i arv. Nogle vugger...
Colostrum (råmælk)
Colostrum er navnet på den mælk der dannes i brystet umiddelbart efter fødslen. Dette kaldes også råmælk og alle kvinder vil danne råmælk, også selvom de føder for tidligt.
Råmælken er meget proteinrig og indeholder antistoffer som er med til at bekytte barnet mod sygdomme og beskytte imunforsvaret. Antistofferne beskytter mod sygdomme ved at beklæde tarmsystemet indvendigt, så bakterier mv. trænger ind i tarmen.
Colostrum er fed og gullig. Den kommer i små...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Endnu engang ros til dig. Det varmer virkelig mit hjerte at læse dine svar til andre. Din grundighed tåler ingen sammenligning og findes ikke hos mange andre! Mange forældre og børn kan prise sig lykkelig for at have dig!
Glæder mig til at læse din bog.
Mange varme hilsner fra
Sophus og mor








