Svar: Søvnproblemer med 4,5 måned baby
Kære Lærke
Tak for dit brev og velkommen til - tillykke med den lille dreng og tak for dine søde ord om min brevkasse, samt at I har købt min bog om børn og søvn, tak :)
Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med jeres dreng lige nu, og samtidig ændrer hans søvn sammensætning. Dette kan forklare, hvorfor han har svært ved nogle gange at sove mere end 45 minutter af gangen, ligesom det også forklarer, hvorfor han om natten kan ligge og klynke, småpludre osv.
Han har en alder nu, hvor han interesserer sig mere for verden, omgivelserne, og begynder at følge med øjnene, skelne mere bevidst mellem om han er hjemme eller ude, om han er i favn hos mor eller hos en fremmed osv. Og det er netop denne lyst til at opleve verden som gør, at han har svært ved at sove længere lure, ligesom han også drømmer mere. For alt hvad han oplever i løbet af dagen skal bearbejdes, når han sover.
Helt små børn skifter søvnstadie mellem 30-60 minutter - og det er rigtig fint, at I det sidste stykke tid har indført fast putteritual, en fast måde at putte på. Det skaber genkendelighed og tryghed, han ved hvad der skal ske og vil have lettere ved at overgive sig til søvnen. Det er også rigtig godt, at I forsøger at arbejde på en tre lurs rytme, så han sover formiddagslur, middagslur og eftermiddagslur og at I i forbindelse hermed forsøger at køre efter samme rutiner - igen genkendelighed og tryghed.
Det lyder som om at han får den mængde søvn, som han har behov for, når man lægger timerne han sover sammen. Og med den alder har, vil jeg normalt ikke anbefale, at I vækker ham om morgenen, men at I i stedet forsøger at følge hans rytme… Men der er jo ikke regler uden undtagelse og hos jer tænker jeg faktisk, at det måske vil hjælpe jer, hvis I kan starte dagen til samme tid hver dag. Så dagen f.eks. altid starter kl 8 og hvis han nogle dage ikke vågner af sig selv, så må I gerne vække ham. Naturligvis stille, roligt, kærligt og nænsomt. Når jeg anbefaler dette lige nu, så er det fordi jeg tænker at hvis dagen starter til en fast tid, så vil hans rytme resten af dagen passe sig bedre ind. I vil bedre kunne lægge ham til fast formiddagslur og middagslur - og I vil stille og roligt kunne arbejde på, at han så rent faktisk er træt og parat til at sove, når han bliver lagt til at sove om aftenen.
Selvom det er helt normalt at børn i denne alder sover sent og måske først går til ro for natten sen aften, så lyder det som om at han når at blive lidt overtræt og faktisk kommer til at sove lidt for sent om aftenen - og jeg tænker, at I med et fast stå op tidspunkt kan være heldige at rykke hele hans rytme en lille smule frem, så han begynder at kunne blive puttet kl 22 og sove der i stedet for, at han først sover når klokken er 24… Det kunne være rart for jer alle tre:)
Det vil naturligt hjælpe jer, når han bliver ældre, begynder med skemad flere gange dagligt osv, som også vil hjælpe til med mere rytme - men i det små kan I godt arbejde på en fast rytme fra morgenstunden nu…
Det er rigtig fint observeret, at han lige nu falder bedst i søvn, hvis han liggere i sin seng. Det må han naturligvis gerne - det er ikke altid sådan og det kan også ændre sig igen, men lige nu lyder det som om, at han lettere kan overgive sig til søvnen, når han ikke ligger sammen med jer og det er helt okay:) Da han samtidig får flaske, så synes jeg I skal prøve at udnytte dette og derfor give ham flasken i sengen, hvor I ønsker han skal sove.
Det lyder nemlig som om at han reagerer på det skift, der er mellem jeres favn og ned hvor ...
... han skal sove - også selvom I svøber ham og prøver at minimere skiftet, så vågner han op, når han kommer i seng og bliver ked af det og har svært ved at sove igen, hvorfor putningen trækker ud. Prøv derfor at skifte ble, gøre ham klar til natten, evt. svøbe ham (afhænger af om det hjælper ham, eller om det irriterer ham med den alder han har nu) osv. og putte ham i seng og give ham flasken der. Meget gerne elevere hans hovedgærde, så han ikke ligger helt fladt - for at skåne hans ører. Det kan I gøre ved at komme en lille pude, et sammenrullet håndklæde eller lignende ind under madrassen i hovedenden, så hele madrassen løftes lidt op. Lad ham falde helt til ro og lige nu også gerne falde i søvn med sin flaske, stå ved ham, lad ham mærke jeres hænder på kroppen, vip ham lidt, så han lulles i søvn på denne måde - men uden at I skal flytte ham undervejs og se om det kan hjælpe ham lige nu.
Prøv om I kan arbejde på en rytme, hvor han sover ca 10 timer om natten og 5 timer samlet i løbet af dagen… Og bibehold det I fornemmer fungerer lige nu med ca 2-2.5 times aktivitet mellem hver lur, det lyder fint:)
Vær opmærksom på at børn i denne alder godt kan have tendens til at slatspise lidt i løbet af dagen, netop fordi han er så opmærksom på, hvad der sker omkring ham. Han slipper måske flasken, kikker på jer, smiler, tager fat og spiser lidt igen, slipper igen, ligger og pludrer, spiser lidt igen, slipper og kikker efter far der kommer ind af døren osv. Og spiser så ikke mere… Det er helt naturligt for alderen, men kan være forklaringen på at han vågner hyppigere om natten. Du skriver, at han kun spiser en gang om natten efterhånden og at det derfor ikke er sult der vækker ham - men vær opmærksom på, at han godt kan have behov for at blive fyldt lidt ekstra op i løbet af dagen, for ikke at søge det om natten…. Nogle gange kan det hjælpe at I om dagen lægger en skiftning ind undervejs i måltidet, så han får mælk, bliver skiftet og tilbydes flaske igen, hvorefter han så godt fyldt op med mælk er mere klar til at sove.
Det lyder ikke som om at I gør noget forkert, snarere som et udviklingsspring, som lige nu forstyrrer søvnen lidt både dag og nat og at tiden derfor også vil arbejde for jer. Når det er sagt, så er det dog vigtigt at I stadig forsøger at holde fast i lidt rytme og rutiner dagen igennem…
Hvis han lige nu sover bedre i sin barnevogn om dagen, så må I meget gerne udnytte dette og så vidt muligt putte ham udenfor. De dage, hvor han af forskellig årsag ikke kan sove ude, så kan han evt. puttes i barnevognen indendøre (køligt rum og mindre tøj) eller du kan lægge dig med ham i dobbeltsengen. Netop på grund af hans alder kan det at I sover sammen midt på dagen være med til at holde ham sovende. Han kan mærke dig, fornemme dig og hvis han giver tegn på at ville vågne op efter ca 45 minutter, så kan du være klar med dine hænder, nærhed, beroligende ord, en sut eller måske en ekstra tår på flasken (fordi han kan have tendens til at have slatspist lidt), hvorefter han så vil komme videre i søvnen og derved få et længere søvnstræk.
Og ja, så vil der naturligt også være dage, hvor han blot sover 45 minutter, vågner op og virker frisk og tydeligt ikke vil sove mere og det skal I naturligvis acceptere. Men rytmen med en kort formiddagslur, en længere middagslur og en kort 3. lur lyder som en rigtig god rytme og som I så vidt muligt gerne må forsøge at bibeholde. I er på rette spor:)
Håber I kan bruge dette lidt videre og rigtig meget held og lykke!
Glæder mig til at følge jeres lille familie:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Pas godt på babynumsen i sommervarmen
Varme sommerdage er dejlige, men de kan hurtigt genere de små babynumser. Varme, fugt og friktion er desværre en sikker opskrift på en rød og irriteret hud under bleen.
For at bevare en normal og sund hud i bleområdet, er det vigtigt at tænke daglig forebyggelse ved bleskift. ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
7. juli 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen. Vi har haft - og har fortsat store udfordringer med vores...
7. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen, Tak for besvarelsen på sidste brev. Det, som du har foreslået i...
2. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig dreng på 4,5 måned. Han er en stor dreng på 9,9...
4. juni 2025 | Sovevaner | 4 år, 2 mdr.
Lange putninger + sover uroligt i mor og fars seng
Hej Helen Tak for dine tidligere svar på vores henvendelser. Dem er vi meget...
23. maj 2025 | Sovevaner | 15 mdr.
Problemer med rytme og dagslure
Kære Helen Vores søn på snart 16 mdr er landet i en meget dårlig søvnrytme....
Viden om børn:
Bleskift
Et nyfødt barn skal have skiftet ble ofte, i begyndelsen er det mellem 6 og 10 gange i døgnet.
Før bleskift er det rigtig godt, hvis man har samlet de ting man skal bruge sammen, så det er klar: vaskefad, vaskeklude, rene bleer, håndklæde, undertøj osv.
Spæde børn kan ikke lide at få alt tøjet af, så når bleen skal skiftes, så vil dit barn være mere rolig, hvis du lader det beholde noget af tøjet på imens. Det er derfor smart med bodystockings og lignende som kan...
Klip i mellemkødet (Episiotomi)
I forbindelse med en fødsel kan det være nødvendigt at klippe kvinden i mellemkødet så barnet bedre kan komme ud. Dette kaldes en episiotomi og jordemoderen klipper i det stykke der er mellem skeden og endetarmsåbningen. Man kan også briste spontant.
Uanset om man brister eller bliver klippet, så vil man blive syet sammen, for at såret gror rigtig sammen igen.
Det er altid vigtigt at skylle såret efter hvert toiletbesøg den første tid efter fødslen, for at undgå...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak for dine tidligere svar som er virkelig brugbare.
Jeg er glad for din tilgang til barnet. Synes det kan virke meget frustrerende at der stilles store krav til de små og at der er en holdning til at man bare skal tage "kampen" med dem og dermed have sig et ulykkeligt barn. Så hvor er jeg glad for at have dig!
Med venlig hilsen
Pernille, mor til dreng på 6 måneder