Annonce

Annonce

Svar: Brystet som søvnassociation


6. januar 2015

Kategori:
Alder:
7 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det er, som du selv er inde på, en forudsætning for at undvære mælk midt nat, at jeres datter får mad nok hele dagen igennem. Det er rigtig fint, at hun tilbydes skemad tre gange dagligt, men du må meget gerne begynde at tilbyde hende lidt mellemmåltider også, så hun også får lidt mad formiddag og eftermiddag, sammen med vand af kop.

I 7 måneders alderen anbefaler jeg 4 amninger i døgnet - tidlig morgen, inden middagslur, aften og sen aften. Når amningerne ligger her, så sikrer det at hun får væske hen over døgnet og samtidig at der er plads i maven til mere rigtig mad. Du må gerne forsøge at øge hendes indtag af grød og mos lidt. Det vil være rigtig godt, hvis du kan få hende til at spise lidt større portioner… Du skal naturligvis ikke presse hende, men prøv om du ved at servere nye retter kan appellere til lidt mere appetit. Hun må gerne få mad, som smager af noget - grovere grødtyper som f.eks. havregrød og flerkornsgrød, ligesom hun skal have grøntsagsmos og kød og fisk, der tager udgangspunkt i jeres mad. Hun må f.eks. gerne få lidt sovs på sin mos, det kan være lidt tomatsovs eller du kan lave f.eks. boller i karry eller rødspætte med mild karrysovs. Ris er med til at give lidt bid og samtidig giver sovs i maden god smag (pas på med salt i sovsen).

Der kan naturligvis også være en sammenhæng mellem hendes indtag af skemad om dagen og hendes hyppige søgning af brystet om natten. Tingene hænger jo sammen, så jo mindre hun spiser om dagen, jo mere vil hun søge brystet om natten og jo mere hun søger brystet om natten, jo mindre spiser hun om dagen… Det kan være en svær cirkel at bryde, men du må forsøge.

Der kan naturligvis også være en sammenhæng mellem måden jeres datter falder i søvn på og hendes søgning mod brystet. Du har helt ret i at hvis hun er vant til at falde i søvn med brystet i munden og i din favn og derfra lægges over i seng, så vil hun kunne vågne hele natten igennem og vil ikke kunne komme videre i søvnen, før hun så atter tilbydes bryst og favn - det handler om søvnassociationer. Det lyder dog som om at I faktiskarbejder meget godt med dette, for du fortæller, at du om dagen forsøger at få hende til at sove uden at hun har brystet i munden og at du ofte triller hende en tur i stedet - og det er super fint! Prøv om du om formiddagen kan komme helt væk fra at amme hende, og i stedet tilbyde et mellemmåltid før hun skal sove.

At hun trappes ned til fire amninger i døgnet behøver ikke betyde, at hun vil søge brystet ekstra om natten. Faktisk vil det nogle gange gøre, at hun spiser mere effektivt, når hun så ammes og netop kommer ind i en rytme, hvor hun spiser godt, slipper brystet, kan puttes og sove videre.

Og når du putter hende, så vil det netop være rigtig godt, at du forsøger at amme hende godt og flytter hende fra din favn og ned i seng, før hun sover helt. Du kan om aftenen forsøge at amme hende af to omgange, så du ammer, skifter hende, ammer hende igen og derefter putter hende i seng. Stå lidt ved hende, lad hende mærke dine hænder, din ro osv. Og se om du kan lulle hende ind i søvnen, der hvor hun ligger. Hun skal ikke puttes vågen, men lige slippe brystet og nå at registrere, at hun falder i søvn uden bryst og uden at være i din favn.

Sen aften eller først på natten ammer du hende så igen. Her skal du igen være opmærksom på at amme hende effektivt og derefter flyttes hun så tilbage til egen seng igen, hvor hun så gerne skal sove til næste morgen tidlig uden at få mælk. Da I har flyttet hende på eget værelse, vil det betyde, at du nok skal sætte dig med hende på værelset og amme hende siddende og derefter putte hende tilbage i egen seng. Du kan godt arbejde på at amme hende sen aften før du selv går i seng - hvis du kan holde dig vågen :) Så du får hende fyldt godt op med mælk før midnat og dermed undgår at blive vækket kl 01-02, hvor du selv sover allerbedst….

En plan for dagen ser således ud:

Tidlig morgen 05: Ammes og sover videre - må gerne sove videre i din seng tidlig morgen, det kan være dejligt at vågne op ved siden af mor:)

Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.

Formiddag 9: Frisk blød frugt i hånden, at sutte på selv, frugtmos (jerntilskud), vand af ...


Annonce

... kop.

Puttes til formiddagslur uden at blive ammet først. Det har den fordel, at hun lærer at sove uden brystet og at hun måske vil spise lidt mere grøntsagsmos til frokost...

Frokost 11.30: Ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden og du følger efter med grøntsagsmos med kød eller fisk. Det kan være hjemmelavet eller det kan være mos fra glas eller frost. Prøv at variere, så hendes nysgerrighed pirkes og så hun får forskellige smagsoplevelser. Vand af kop.

Ammes og puttes til middagslur

Eftermiddag 15-16: Tilbydes frisk blød frugt i hånden og du følger efter med lidt flerkornsgrød med frugtmos som topping, vand af kop.

Amningen her springes nu over - men - hvis du synes det fungerer bedre for jer at bibeholde denne amning lidt, så er det okay i en overgang. Det er bedre at sikre hendes behov for mælk/væske om eftermiddagen end at gøre det kl 03 om natten…:)

Aften 17.30: Tilbydes ristede rugbrødsbjælker, en kartoffelbåd eller andet i hånden og du følger efter med grøntsagsmos med kød eller fisk. Udgangspunktet bliver mere og mere familiemaden og altså de retter, som I andre spiser. Vand af kop.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Ammes, skiftes, ammes og puttes til natten ca kl 19 - tidspunktet kan variere efter hvor lang og hvor sen en middagslur hun tager

Sen aften 23.30: Ammes rigtig godt og puttes tilbage til egen seng, hvor hun så hjælpes med at sove videre - og stille og roligt skal hun så lære at sove uden brystet natten igennem.

Når og hvis hun vågner om natten og søger brystet, så skal du forsøge at afkorte amningen mere og mere. Du skal altså gøre amningen kortere, så hun tilsidst kan undvære mælken. Det betyder at du skal lade hende die, men så forsøge at lirke brystet ud af munden på hende. I starten søger hun det igen, og det får hun, dier igen, falder til ro og du lirker det atter ud. Det skal du måske gøre 5 gange og det er helt okay.

Samtidig med at du gør dette, så beroliger du hende ved at holde hende i hånden, kærtegne hende, holde din hånd på hendes hofte, når hun ligger ved siden af dig, så hun lulles lidt, beroliges lidt og stille og roligt skal hun så lære at komme videre i søvnen netop med disse kærtegn og uden at du behøver give brystet. Brystet lirkes altså ud, og erstattes af de andre ting og stille og roligt kan brystet helt undværes.

Det betyder også at hun måske vil have behov for at sove tæt ved dig, så hun stadig kan mærke dig, beroliges af dine hænder og har dig helt tæt på - men hvor det er brystet som forsvinder. Det kan dog også være, at hun godt vil kunne sove i egen seng i værelset, uden at du behøver tage hende op, men ved at du i stedet forsøger at lade hende finde roen med dine hænder, kærtegn, stillingsskift osv. når hun tydeligt viser behov for det. Det er meget forskelligt, hvor meget nærhed børn har behov for - nogle børn har brug for at mærke mor og far rigtig meget, andre børn sover bedre, når mor og brystet ikke er i nærheden, når duften af mælk ikke er der. I må derfor forsøge jer lidt frem.

Man kan desværre ikke sætte alder på "dårlige søvnvaner". Nogle børn ammes i søvn og falder på den måde så trygt i søvn, at de sover uden problemer til næste morgen tidlig. Hvor andre børn føler behov for brystet hele natten, når de er faldet i søvn med brystet. Der er ingen faste regler her og man kan derfor heller ikke sige, at børn aldrig må falde i søvn med brystet, for det må de gerne, hvis det fungerer godt:) Man skal som udgangspunkt ikke ændrer noget som fungerer… Men du skal naturligvis overveje om det er brystet eller nærhed, hun har behov for. Du skriver, at det ikke er en mulighed at lade far tage over, men hvis det er nærheden hun søger, så kan det faktisk nogle gange hjælpe at far kommer på banen. Han kan jo give sammen nærhed, tryghed og fysiske ro - og han dufter ikke af mælk. Han appellerer derfor ikke til at der skal ammes og derfor vil han måske nogle gange kunne have held med at få lillepigen til at sove om natten… Lige nu lyder det dog som om at du skal arbejde på at få hendes indtag af mad og vand om dagen sat lidt op, have fokus på fire effektive amninger og se om du så gradvist kan trappe ud af amningen om natten.

Jeg håber, du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Pas godt på babynumsen i sommervarmen

Varme sommerdage er dejlige, men de kan hurtigt genere de små babynumser. Varme, fugt og friktion er desværre en sikker opskrift på en rød og irriteret hud under bleen.

For at bevare en normal og sund hud i bleområdet, er det vigtigt at tænke daglig forebyggelse ved bleskift. ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

7. juli 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Søvn - terroristen

Kære Helen. Vi har haft - og har fortsat store udfordringer med vores...

Læs hele brevet og Helens svar


7. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvn og barnevogn pt. 2

Hej Helen, Tak for besvarelsen på sidste brev. Det, som du har foreslået i...

Læs hele brevet og Helens svar


2. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvn og barnevogn

Hej Helen, Jeg har en dejlig dreng på 4,5 måned. Han er en stor dreng på 9,9...

Læs hele brevet og Helens svar


4. juni 2025 | Sovevaner | 4 år, 2 mdr.

Lange putninger + sover uroligt i mor og fars seng

Hej Helen Tak for dine tidligere svar på vores henvendelser. Dem er vi meget...

Læs hele brevet og Helens svar


23. maj 2025 | Sovevaner | 15 mdr.

Problemer med rytme og dagslure

Kære Helen Vores søn på snart 16 mdr er landet i en meget dårlig søvnrytme....

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Forkølelse

Hvis det lille barn er forkølet, kan han/hun få besvær med at spise, da det er svært at få vejret ordentligt igennem næsen. Det betyder også, at barnet kan have svært ved at sove.

Her er et par gode råd:

- Hæv hovedenden, der hvor barnet sover, med et par bøger eller et sammenrullet håndklæde under madrassen

- Brug lidt modermælk eller saltvand som næsedråber. Dryp det direkte ned i næsen. Du kan evt. bruge en lille ske eller en pipette. Saltvand og...

Læs mere i Babylex

Muslingeskaller - brystvorte

Du kan købe muslingeskaller, også kaldet ammeskaller. Disse blev introduceret i Danmark omkring år 2000 og var meget populære. Senere blev de frarådet, fordi mange fik problemer med svampeinfektion i brystet netop i forbindelse med brug af ammeskallerne.

Da skallerne bæres direkte på brystet og inde i BH´en, skulle de have en helende virkning på ømme og revnede brystvorter - men skulle altså samtidig også kunne medføre svampeinfektion. Virkningen af ammeskaller/muslingeskaller...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

... mange tak for dit sidste svar vedrørende vores problemer med skemaden. Vi er kommet godt videre, bl.a også inspireret af dit dejligt detaljerede svar, og Ingrid spiser nu som bliver hun betalt for det.

Kh Karen (og Ingrid)


Annonce