Svar: Du får ret, jeg får fred

---

Kære Pia

Tak for dit brev og ja, det giver bestemt mening:)

I har to meget forskellige drenge, forskellige i temperament og det spiller naturligvis ind. De har også 5 års forskel i alder, hvilket betyder at storebror på mange måder vil tage hensyn til sin yngre bror, fordi han med de alder han er, er i stand til at se tingene i et lidt større perspektiv - dette sammen holdt med deres forskellige personlighed gør naturligt, at storebror nogle gange vælger løsningen "du får ret og jeg får fred" og det kan faktisk ses som en styrke.

Det behøver ikke nødvendigvis betyde, at storebror ikke er i stand til at stå fast på hvad han vil og synes er vigtigt - faktisk kan det godt være en styrke og et bevis på, at han har en rigtig god fornemmelse af, hvilke kampe der er værd at kæmpe og hvilke kampe man skal lade passere - og jeg tænker at du et eller andet sted, skal prøve at se det sådan og altså se det som noget positivt.

Du skal naturligvis sikre dig, at han ikke altid trækker sig, at han ikke er konfliktsky og dermed reagerer på en måde, hvor det til sidst bliver for hårdt for ham at bære. Han må ikke give alle ret altid og slet ikke, hvis han føler at hans grænser overskrides. Det er vigtigt, at han har en grundlæggende følelse af at hans behov og følelser er ligeså vigtige som lillebrors eller andres og at han derfor nogle gange godt må holde på sin ret, hvis det er noget, der betyder meget for ham. Men hans evne til at kunne sige "pyt med det" lyder til at være godt udviklet og det er en god evne at have…

6 årige børn kan godt nogle gange have en følelse af ikke helt at slå til. Det at starte i skole giver en masse godt, men det giver også nogle gange en usikkerhed. Der er mange ting man skal, der er nye forventninger, nye krav, nye regler for leg og det er spændende og godt, men det er også rigtig svært. Og mange børn oplever i denne alder netop forskelligheden mellem dem og andre, at nogen er hurtige til at lære bogstaver og tal og andre har sværere ved det. At nogen altid har legekammerater og andre altid skal spørge om nogen vil lege eller om de må være med i en leg. Tidligere har hjemmet være omdrejningspunktet, det har været verdens base - det er det stadig, men verden er større nu - der er rigtig mange legekammerater, der er skole, fritidshjem, lærere, pædagoger og måske ...

---

---

... fritidsaktiviteter. Og et er på den måde naturligt at jeres ældste dreng hjemme søger at skabe lidt "orden i kaos".

Rollen han har derhjemme er af stor betydning. Det er vigtigt, at han føler at han har en særlig plads og han vil elske at drøfte og diskutere ting med jer. Han vil også helst vinde, hvis I f.eks. spiller spil, men samtidig vil han være meget bevidst om, at det ikke er rart at tabe - og her kommer hensynet til lillebror ind. Han vil naturligt have en samhørighedsfølelse med lillebror - en slags drengene mod forældrene - vi børn holder sammen mod de voksne og igen er det helt naturligt og et sundhedstegn.

Og ja, du har fuldstændig ret når du skriver "det virker helt oprigtigt som om han simpelthen ikke kan holde ud, at V bliver ked af et nej" - det kan han ikke holde ud og derfor tager han sin lillebror i forsvar, for drengene holder sammen.

---

---

Du har naturligvis ret i at det er jer voksne som opdrager, og at storebror ikke på den måde skal blande sig, men have lov til at være barn, lege og være ubekymret. Og det er derfor rigtig fint, at du nogle gange siger "jeg tager mig af det her, det er min opgave". Men det vil også være rigtig godt, at du anerkender, at han støtter sin lillebror og at dette er positivt, ligesom det vil være rigtig godt, at du sætter ord på de ting, som han er medbestemmende om og hvor hans mening tæller. Så du også sætter ord på der, hvor du gerne vil have at han blander sig og har en mening.

Du kan naturligvis også nogle gange prøve at tale lidt til hans forståelse og dermed evne til at kunne tænke lidt fremad - hvis han låner guitaren til lillebror, så er der risiko for at den går i stykker. Ikke fordi lillebror vil ødelægge den bevidst, men fordi når man kun er knap 2 år, så kan man ikke passe på tingene på samme måde, som når man er 6.5 år.. Og tale med storebror om, at når du nogle gange synes at han skal sige nej, så er det fordi du ved, at han vil blive ked af det, hvis hans ting går i stykker… Eller når udfordringen kommer ved bordet, hvor V. leger med maden, så kan du forklare, at I siger nej, fordi V. jo skal lære at spise pænt og spise med bestik, ligesom M. har lært - og måske forklare M. at hvis han gerne vil hjælpe, så kan det være en god idé, at han viser ham, hvordan man skal gøre…

Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---