Annonce

Annonce

Svar: Søvn (om dagen)


22. august 2014

Kategori:
Alder:
2 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Jannie

Tak for dit brev og stort tillykke med den lille pige :)

Hvor er det dejligt at læse, at du har så fin en fornemmelse af både din lille datter og af dig selv - og vigtigheden i at hun får sovet lidt om dagen. Det er vigtigt for dig og det er vigtigt for hende:)

Hun er stadig så lille, at du endnu ikke kan skabe en fast rytme for hende. Det gør det naturligt ekstra hårdt, at du er nødt til at følge hendes mønster. Du kan dog godt begynde at indføre lidt små rutiner som du allerede gør - amme hende, pludre med hende, lege lidt osv. og så skifte hende, - meget gerne svøbe hende - og så amme hende igen og derefter putte hende.

Det at være svøbt vil give hende fornemmelsen af tryghed og at være tæt - men det vil være af et klæde og ikke af dine arme og det vil kunne hjælpe hende til at sove bedre i liften/sengen/barnevognen og på afstand din favn. Det er helt naturligt at hun sover bedst i strækviklen. Når hun ligger i den, så minder det om tiden i livmoderen, hun kan fornemme dig, din vejrtrækning, dit hjertet og hun føler sig fuldstændig tæt på dig og omsluttet. Og det er lidt det samme, du skal forsøge at skabe, samme fornemmelse, når hun skal sove på afstand af dig og her hjælper det ofte at svøbe hende.

Bevægelse har også meget at sige, det at blive vugget vil naturligt virke beroligende. I din mave, har hun mærket dine bevægelser, når du har gået rundt og derfor falder hun naturligt bedst til ro, når du går med hende. Nogle gange virker det rigtig godt at trille med barnevognen, andre gange kan det være bedre med en slyngevugge, babykøje, hængevugge, eller måske en sansegynge.

Fordelen ved en slyngevugge, babykøje eller hængevugge er, at hun i den vil være lidt omsluttet og ligge i sin lille hule, så hvis du fornemmer at det er vigtigt for hende at være "puttet og skærmet", så kan det være en god idé. En sansegynge kan hænges lavt over gulvet og med en madras på - her vil hun også kunne blive bevæget og lullet til ro, mens hun vil kunne ligge og kikke sig omkring. Det er en fordel for de børn, som protesterer mod svøb og skærmning, som rigtig gerne vil følge med, men som samtidig har brug for lidt bevægelse for at kunne sove.

Så er der muligheden med beroligende lyde. Du kan købe CD´er eller downloade hvid lyd, hverdagslyde, livmoderlyd, hjertebanken som alt sammen kan virke beroligene og hjælpe din datter med at falde til ro og overgive sig til søvnen. Du kan lade det spille til hun har sovet lidt og får sin første opvågning, så kan hun høre at lyden stadig er der og vil måske så bedre kunne komme videre i søvnen igen. Du kan også købe f.eks. en doodoo bamse eller lignende, som kan afspille beroligende lyd.

Duften af dig vil have betydning. Hun kender din duft, duften af din mælk og det beroliger hende, når hun kan dufte at du er tæt på hende. Du kan derfor sove med en stofble, sutteklud eller lignende hos dig, bruge den når du ammer hende osv. så den dufter af dig og lade den følge med hende fra din favn og ned i sengen, når hun skal sove.

Deruover så er det vigtigt at du kender til hendes bevidsthedstadier. Små børn har lidt forskellige måder at vise tegn på træthed og tegn på lyst til at pludre, lege osv.:

Stille årvågenhed: Din datter ligger og kikker. Ganske ...


Annonce

... stille studerer omgivelserne, lyspletten på væggen, dit ansigt og dine bevægelser. Hun ligger helt stille, følger med øjnene, men uden at dreje sit hoved.

Aktiv årvågenhed: Din datter bevæger sig lidt mere, hun kigger mere aktivt rundt, kommer med små lyde, knirker lidt, vægrer sig måske lidt mod kontakt, begynder at virke lidt søgende, sulten eller har behov for hjælp til at koble lidt fra, vender blikket væk og fortæller at hun har brug for lidt ro. Det er ikke det samme som at hun har behov for at sove.

Gråd: Din datter begynder at græde, hun har været aktiv, er ved at blive træt, er irritabel eller begynder at mærke at hun nu er ved at være sulten. Måske vil hun gerne løftes lidt op, har brug for hjælp til at skifte stilling, få en ny ble, måske behov for bare at ligge lidt for sig selv og lade alle de indtryk hun har fået bundfælle sig.

Døsig: Nu er din datter træt og har brug for at blive puttet. (Signalerne på døsighed ses også lige der, hvor hun er ved at vågne op fra en lur). Hun bevæger sig, øjnene holder op med at fokusere, virker lidt matte, hun rynker panden, spidser munden, smasker, øjenlågene er ved at falde i og hun ruller med øjnene. Det er i denne periode at hun skal puttes eller gerne lige lidt før. Ved at putte hende på dette tidspunkt, så giver du hende mulighed for at få en længere sammenhængende søvn.

Jeres rytme om dagen skal altså handle om at hun skal ammes, skiftes, ammes og puttes. Mælk indgår som en fast del af hendes putteritual og derudover så må du gerne svøbe hende, vugge hende, putte med klud der dufter af dig, evt. en sut, beroligende ord, hjertelyd osv. Hvad du nu fornemmer vil virke bedst.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Du skal prøve at lægge mærke til hendes bevidsthedstilstand - nogle gange putter du hende måske lidt for tidligt, hvor hun egentlig befinder sig i "stille årvågenhed" og bare har brug for at ligge og kigge lidt ... Andre gange, så putter du hende måske lidt for sent, så hun bliver overtræt og har svært ved at finde ro, og så kræver det lidt ekstra at få hende til at overgive sig til søvnen… Du gør det dog rigtig fint og det bliver naturligt lettere at få skabt rytme og dermed også overblik, når hun bliver ældre:)

Du fortæller at I lige nu ofte går til ro for natten kl 20 og hvis det lige nu er nødvendigt, så må det naturligvis være sådan - det fortsætter højst sandsynligt ikke. Du skal dog overveje hvor lang en nattesøvn hun får i forhold til hvor meget hun kan forventes at sove sammenlagt.

Hvis vi siger at hendes søvnbehov f.eks. er 16 timer i døgnet og hun sover nattesøvn fra kl 20-08, altså tolv timers nattesøvn naturligt afbrudt af mælk, så vil hun naturligt ikke kunne sove mere end 4 timer i løbet af dagen og vil derfor sove 4 små lure af en times varighed… Hvis hun skal sove mere om dagen, så vil hendes nattesøvn derfor naturligt blive lidt kortere… Igen vil det sansynligvis ændre sig i takt med at hun bliver ældre, men det vil være naturligt at se på hendes samlede søvnbehov over hele døgnet, for at vurdere om hun egentlig sover det du kan forvente:)

Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre, og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie:)

Jeg vil derudover anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og søvn".

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare

Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnhjul og vågentid

Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...

Læs hele brevet og Helens svar


19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.

Søvn og ked baby

Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.

Gråd ved putningen og nat

Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...

Læs hele brevet og Helens svar


6. april 2026 | Sovevaner | 2 år, 3 mdr.

Lur og sovetid aften

Kære Helen. Jeg har en skøn og glad pige på 2 år og 3 mdr. Vi har de seneste...

Læs hele brevet og Helens svar


17. marts 2026 | Sovevaner | 7 mdr.

Gå fra 3 til 2 lurer og god vågentid

Kære Helen Min datter er 7,5 måned og jeg føler nu at hun er klar til at...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Allergi børn

Børn fødes ikke med allergi, men alle børn kan få allergi, og det er vigtigt at forebygge allergi i hverdagen.

Allergi er ofte en arvelig sygdom, som tit knytter sig til astma, høfeber, børneeksem og fødevareallergi. Hvis forældre eller søskende har allergi eller har haft behandlingskrævende allergi, så vil risikoen for, at et nyt lille barn også får allergi være større. Men selvom I ikke har allergi i familien, vil der være 5-10% risiko for, at jeres barn udvikler allergi.

Læs mere i Babylex

Steriltvandspapler

Steriltvandspapler bruges som smertestillende til fødende kvinder. Det er små indsprøjtninger af helt rent vand, som man lægger ind under huden i lænden.

Det svier, når de lægges ind og der lægges i alt 4 små steriltvandspapler ind. Når de først er lagt, oplever de fleste at de har god smertelindring. Virkningen kommer af, at stikkene afleder smerteimpulser, som netop er høje i lænden, når man har veer.

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Denne gang skriver jeg bare for at udtrykke min taknemmelighed over det store arbejde du gør for at informere alle os "usikre mødre".

Normalt anser jeg mig selv for at være relativt velinformeret om de emner, der interesserer mig .....- men jeg må indrømme, at det at blive mor har ført en helt uventet usikkerhed med sig.

Når det man ønsker aller mest er at give sit barn den bedste start på livet - og man bare ikke er sikker på, hvad der er det bedste at gøre, er det fantastisk at kunne rådføre sig hos dig.

Jeg har læst stakke af bøger, Sundhedsstyrelsens anbefalinger, diverse artikler og lavet utallige google-søgninger (hvor jeg i øvrigt ofte lander på din side) om børnerelaterede emner - og alligevel bliver jeg tit i tvivl.

Trods mange spørgsmål fra min side svarer du tålmodigt, grundigt og engageret på det hele - og det betyder meget for mig som nybagt mor at få en kommentar med på vejen :-)

Mit medlemskab hos netsundhedsplejerske.dk er en rigtig god investering - og min søn får en mindre bekymret mor med i købet ;-)

God sommer


Annonce