Annonce

Annonce

Svar: 2 år og vil ikke falde i søvn!


17. juni 2014

Kategori:
Alder:
2 år

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære meget trætte forældre :)

Tak for jeres brev og hvor dejligt at høre at jeres lille dreng stortrives på alle måder. Det lyder til at være en rigtig god dagplejer han er hos og han har en rigtig god hverdag der, skønt!

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer og så må I selv vælge lidt til og fra, hvad I tænker kan bruges hos jer lige nu :)

Du skriver at I varierer jeres stå op tidspunkt efter hvad tid du møder på arbejde - så nogle dage, står I op kl 5.50, andre dage kl 7. Der er altså en variation på godt en time - det kan måske godt gå, modsat så vil det naturligt også kunne påvirke resten af dagens rytme - og dermed hvordan jeres dreng er i stand til at overgive sig til søvnen, når han puttes om aftenen. Hvis han nogen morgener står senere op, så sover han måske senere middagslur og skal derfor senere i seng de dage. Det kan også være at han de dage, hvor han står tidligere op måske sover længere middagslur og det vil så igen påvirke hans putning om aftenen… Så generelt kan det være en god idé ikke at variere stå op tidspunktet for meget (helst kun en halv times forskel som tommelfingerregel…).

Det gennemsnitlige søvnbehov for en toårig er 13 timer i døgnet. Og det betyder at hvis jeres dreng f.eks. sover 2-2.5 time til middag og han står op ca 06.30, så vil hans puttetidspunkt om aftenen være ca 19-19.30. Og måske skal I derfor putte ham lidt senere, end I putter ham lige nu…

Det er korrekt at han godt kan begynde at protestere mod tremmerne i sin seng. Ofte vil han forsøge at klatre over og på den måde vise tegn til at han vil ud af sengen. For mange sker dette dog først ved 2.5-3 års alderen. Nogle børn finder dog stor ro ved at få en åben seng. For det første fordi de mærker at de kan stige ud af sengen og det giver dem en tryghed - men derudover så giver en åben seng også mulighed for at I kan sidde på sengekanten og I derfor kan have lidt mere fysisk kontakt end I har lige nu, hvor tremmerne er imellem jer. Det at I kan sidde på sengen og han kan lægge sine ben op på jer, og mærke jer, imens I sidder og læser historie osv. vil godt kunne gøre ham mere rolig og dermed mere tryg ved at sove - og derfor vil han få lettere ved at overgive sig til søvnen.

En åben seng vil dog også betyde muligheden for at stige ud og søge jer om aftenen efter han er puttet, så I gentagende gange er nødt til at følge ham tilbage i seng igen og igen og igen og igen. I skal her naturligvis sikre jer at hans puttetidspunkt igen er korrekt, ligesom I også skal prøve at vurdere, om han lige nu blot har ekstra meget brug for jer, brug for at I sidder der, når han skal sove. Det kan være værd at bruge 10-15 minutter på at sidde der og han så falder trygt i søvn, fremfor at gå og han så begynder at forbinde det med at sove, men noget som ikke er rart.

Hvis han gentagende gange har oplevet at I går og han er blevet ked af det, så vil man godt kunne komme ind i en situation, hvor han ligger og kæmper mod søvnen. Selvom I så sidder der, så vil han ikke sove, men vil ligge og holde øje med jer, holde øje med om I går og ligeså snart I bevæger jer, flytter lidt på jer, så slår han øjnene op eller holder ekstra fast i jeres hånd. I en sådan situation er I nødt til at blive der og netop blive, så han efter noget tid finder ...


Annonce

... ud af, at det er okay. I går ikke fra ham og han kan være helt tryg.

Han kan sagtens have en periode lige nu, hvor han har brug for den ekstra nærhed og hvor der som sagt er tale om en periode, hvilket betyder at det går over igen. Børn i 2 års alderen kan være bange for mange ting - nogen er bange for små dyr, insekter osv. og de kan også være bange for mørke i denne alder. Børn kan altså godt klynge sig lidt ekstra i 2 års alderen, fordi der udviklingsmæssigt sker rigtig meget.

Børn i denne alder er og også meget bevidste og han ved nu godt, at når han er puttet i sin seng, så sidder mor og far og hygger i stuen - og han vil naturligt ikke ligge alene, han vil være sammen med jer, han vil tage del i det hyggelige og rare.

Her kan det være en god idé at bruge det, som jeg kalder for "stryge-tøj-metoden".

I skal naturligvis som nu give jeres dreng den tryghed og nærhed han viser behov for, når han skal sove. Det er fint med putteritualet, med at læse bog, synge godnatsang osv. Men i stedet for at sidde hos ham og holde i hånden hele tiden eller at gå fra ham og han så bliver ked af det, så kan I stille jer i nærheden og lave noget praktisk. Det kan være at tage strygebræt, strygejern og vasketøj med på værelset eller lige uden for værelset. Det er vigtigt at han kan se jer fra sin seng, så han ikke behøver rejse sig, for at se om I er der. Og I skal her så tale med ham, så han kan høre at I også er der.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Når I er i gang med noget praktisk, som at lægge tøj sammen eller stå og stryge tøj, så signalerer I at der ikke sker noget spændende nu. Mor og far har noget kedeligt at lave, der er ikke noget sjov for dig. Netop fordi han begynder at have en bevidsthed om at I hygger sammen, når han sover og han derfor kan føle sig udenfor, så er det vigtigt at vise ham, at han ikke går glip af noget. At det I laver, når han sover er kedeligt og at han derfor ligeså godt kan lægge sig til at sove.

I kan samtidig med at I står og stryger betrygge ham og fortælle, hvad han skal nu "jeg er lige her, læg du dig ned skat". Netop det at have noget praktisk at tage sig til sender også et signal til ham om, at I ikke bare sidder og venter på at han skal sove. Han kan kalde på dig "Moaar ...?!" og du kan svare igen "ja, jeg er lige her, mor står lige og stryger", "læg dig ned skat, nat-nat" eller lignende. Så I stadig er der, betrygger, beroliger osv. men samtidig holder fast i at det er sengetid for ham nu.

På samme måde kan I udnytte det at skulle lave noget praktisk – f.eks. gå frem og tilbage med rent tøj som skal lægges på plads – I har nemlig et formål med at gå frem og tilbage og det er noget helt andet end at vente på at han sover. I kan f.eks. sige "Jeg henter lige noget af dit tøj, så kommer jeg igen" i stedet for "nu skal du lægge dig til at sove og så kommer jeg igen". Det sender nogle andre signaler og gør samtidig at han vil være mere rolig ved at være i sin seng.

I kan altså stille og roligt få vænnet ham til at være i sengen og være tryg ved dette uden at I behøver holde i hånd til han sover og når han er tryg ved dette, så kan I begynde at forlade værelset, når han er puttet og bare lige kikke ind til ham en gang imellem:)

Jeg håber I kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år

2 år og søvn

Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...

Læs hele brevet og Helens svar


6. juli 2026 | Sovevaner | 1 mdr.

Søvn 6 ugers baby

Hej igen Helen, Hermed forlængelse af mit tidligere brev ang...

Læs hele brevet og Helens svar


20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.

Vil ikke sove i tremmeseng

Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...

Læs hele brevet og Helens svar


13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Mudrede nætter og manglende søvn

Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnhjul og vågentid

Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Ruskevold

Nogle gange sker det, at man i overskrifter kan læse om børn, der er blevet rusket af deres forældre. Men lige meget, hvor meget eller hvor længe et barn græder eller skriger, så må man aldrig slå eller ruske sit barn.

Et spædbarn der ruskes kan få blødninger i hjernen, som kan medføre hjerneskade eller død.

Kommer du i en situation, hvor du kan mærke at du ikke kan klare barnets gråd og hvor du kan risikere at gøre dit barn ondt, så læg barnet i seng, lift eller...

Læs mere i Babylex

Spinalbedøvelse

Spinalbedøvelse er en bedøvelsesform, som bruges ved blandt andet kejsersnit. Man lægger bedøvelsen ind via en kanyle, som føres ind i rygmarvskanalen og kvinden bedøves fuldt fra taljen og ned.

Bedøvelsen gør som regel ikke særlig ondt at få lagt, og det tager meget kort tid at lægge den. Spinalbedøvelse har den fordel at kvinden er vågen under kejsersnittet og derfor kan følge med i fødslen af barnet - og også se barnet med det samme, barnet kommer ud. Der sættes en skærm op,...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om amning og flaske, hjæper dig med at få et mæt og tilfreds barn.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen!

Tusind tak for dit tip om "drilleblæren" og "drillenumsen". Det var lige i øjet!

Pludselig blev af-med-ble et projekt, som vores datter kunne forholde sig til og føle sig som en del af. Lige fra den håbefulde: "Vi skal nok få krammet på den drilleblære, ikk?" til den lettere truende: "Jeg har sagt til drillenumsen, at hvis den ikke opfører sig ordenligt, så ringer jeg til politiet, også kommer den i fængsel".

Så nu er hun uden ble (om dagen) og siger fint til selv og overholder de faste toilettider - om morgenen og aftenen og efter måltider - uden (ret meget) brok.

Tak for hjælpen. Det er stor lettelse for os ikke at skulle skændes med hende om den åndssvage ble.

Venlig hilsen

Helt Utrolig Lettet


Annonce