Brev:

Reaktion hos en storebror - er problemet forældrene?

Hej Helen,

Jeg henvender mig til dig ang. min store dreng M.. Han er jo blevet storebror igen i december, er blevet 6 år og startet i SFO.

Vi oplever at vi på det seneste ofte føler at han ikke længere er den dreng vi kender og som vi har haft tæt inde på livet i 4,5 år før den første søster kom til verden. Det skal siges at uanset hvordan jeg forklarer det her, så ved vi godt at vi har en stor del af ansvaret for hans velbefindende også. Ligeledes er min mand og jeg ikke altid enige om, hvad der er normal opførsel og hvad der ikke er. Jeg skriver derfor det følgende hovedsageligt ud fra mit perspektiv.

M. har siden 2008 været min lille baby, han er en stor mors dreng og jeg er bange for at jeg har “ødelagt” noget i ham ved at give ham 2 små søstre.
Han er en følsom dreng, med meget temperament. Han kender forskel på rigtigt og forkert, har altid været loyal og kærlig og er enormt dygtig på mange områder.
Han har jo også sine svagheder, og disse ser efterhånden ud til at overskygge det meste, især for os når overskuddet ikke altid er det største med 3 børn i huset.

Der hvor problemerne ofte opstår og det føles som om han får en kortslutning er bl.a. ved sengetid hvor han vil diskutere hvor længe siden det er siden mor børstede tænder og puttede ham, selvom jeg måske gjorde det dagen før. Putter jeg de 2 andre og min mand skal putte M. så eskalerer situationen ofte så meget at M. skriger, sparker, slår og spytter - alt min mand gør er forkert og M. har meget svært ved at acceptere hvad han siger. Da min mand ikke forstår disse udbrud hæver han også stemmen, tager fat i ham for at få ham til at slappe af og sætte sig ned eller andet, og jeg ved at dette på ingen måde er noget M. bryder sig om og derfor bliver situationen bare værre og værre. I forhold til hans far så sker dette altså ofte og det er opslidende for forholdet mellem far og søn som kun kan betegnes som overfladisk.

Derudover har vi meget store problemer med at trænge igennem til ham når han får et nej. Jeg er klar over at det måske er alderen, men vi er også af den holdning at han jo må lære hvordan tingene er og selvom det måske ikke er lige med det samme så skal det heller ikke tage 1 år.

M. får ofte nej i forhold til om han kysser for meget på de små, løfter på dem, løber hen mod dem mens han råber højt, tager deres legetøj mm. Han elsker sine søstre, men kan ikke altid finde ud af hvor grænsen går.
Det kan også være når vi er ude og han så råber når han skal være dæmpet, løber rundt når vi beder ham gå pænt, plager, klager over han ikke har fået først, fået ligeså meget og meget andet.
Han er begyndt at svare igen og være ...

... respektløs, bl.a. også overfor bedsteforældre. Dette er nok det værste for det er her vi føler at vi ikke kan få ham tilbage på rette spor.

I bund og grund føler vi lidt at vi har fået opdraget en møgforkælet dreng som ikke kan se længere end til egen næsetip og vi aner ikke hvordan vi kommer videre.
Vi er også kommet så langt ud at vi har svært ved at forklare ham tingene pænt. Vi vrisser ad ham, siger bl.a. “hvorfor skal du ALTID være sådan/gøre sådan?”, “gider du ikke bo hos os siden du opfører dig sådan?” og meget andet - meget bebrejdende og nedsættende. Det er pinligt og vi er på ingen måde stolte af den måde vi er endt med at være overfor ham.

Samtidig med storebror-rollen er vi også begyndt at stille krav til ham i forhold til at han skal hjælpe os, han skal være en stor dreng - men beder vi ham om for meget og skal vi lytte til når han har fået nok, eller er det blot endnu et tegn på at han i 4,5 år har været første barn, første barnebarn og første oldebarn? Altså lidt for forkælet?

Pyh, jeg synes slet ikke jeg får fortalt alt det som er vigtigt, men jeg håber at det kan åbne op for nogle flere tanker omkring det.

Pointen er at jeg elsker min søn overalt, vi har et specielt bånd ham og mig - og det skræmmer mig at jeg og min mand kan være ved at sætte det hele over styr - at vi får ødelagt denne godmodige, glade, veltilpasse, lidt generte og fjollede dreng som han i bund og grund er.

Jeg har spurgt min mand om vi ville have godt af at besøge en familieterapeut eller få nogen hjem som kan vurdere vores familiedynamik. Dette er dog ikke populært hos min mand der mener at vi sagtens selv kan klare problemerne.

For et år siden vidste børnehaven ikke om de ville sende ham videre i systemet og der blev overvejet psykolog - vi fik dog arbejdet med problemerne og 3 måneder senere var han skoleklar. Siden er det gået stærkt med udviklingen - han er udadvendt og tør snakke med både børn og voksne han ikke kender, han er blevet meget mere selvstændig og kan en masse selv, han tør også prøve alt det vilde i Legoland i år i modsætning til sidst - han virker bare ufatteligt stor på meget kort tid.

Håber at du kan finde hoved og hale i mit brev - det kører rundt i hovedet på mig samtidig med småproblemer med de små. Nogen gange tænker jeg at vi måske bare har for høje krav til vores børn og det er derfor de reagerer som de gør på alle vores nej’er. Vi ønsker det bedste for vores børn, men måske er lidt mindre opdragelse godt nok?

Jeg har brug for hjælp og min mand har nok lidt brug for hjælp til at indse at vi har brug for hjælp.

Med venlig hilsen
En dybt frustreret mor til 3 skønne og vidt forskellige børn

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

13. maj 2025 | Sovevaner | 7 år

Samsovning - div. spørgsmål

Kære Helen Vi har to dejlige drenge, der netop er fyldt 7 år og 9 år. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: