Svar: Problemer med at sove
Kære frustrerede mor
Tak for dit brev, hvor dejligt at høre fra dig igen - velkommen tilbage og tillykke med at I har fået en dejlig lillebror :)
Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med jeres lille dreng i øjenblikket og det påvirker naturligt hans søvn - både at det er svært at overgive sig til søvnen og også at han har svært ved at sove roligt, når han endelig sover og mange børn vil i denne alder også sove mindre, end vi normalt skønner at de har behov for. Det handler om at han lige nu er i separationsfasen - den mærkes især i 8-10 måneders alderen, og det handler om at han lige nu øver sin selvstændighed, øver sig i at bruge sig rigtig meget motorisk og oplever verden større og på en helt ny måde.
Han er måske begyndt at krybe og kravle, gør måske tegn til at ville rejse sig. Han sidder på gulvet, sidder fysisk længere væk fra dig, kikker efter dig, forsøger måske at bevæge sig hen mod dig, og bevæge sig lidt væk fra dig, vender sig, kikker efter dig, skal lige tjekke at du er der, måske have et lille kram og er så klar til igen at udforske verden mere og mere på egen hånd.
Han begynder at virke lidt afstandstagende, når I har gæster eller er på besøg hos andre. Han vil helst være på skødet, vil helst studere verden, omgivelserne, andre personer på afstand og græder måske, hvis nogen henvender sig for direkte til ham. Hvis du går fra ham - f.eks. lader ham være i stuen og du går ud i køkkenet, eller hvis du går på badeværelset eller lignende og han ikke kan se dig, så bliver han måske ked af det og når du kommer tilbage, så lyser han op i et kæmpe smil, lykkelig over at du er der, at du ikke var forsvundet:)
Det er hele denne udvikling, som gør, at han lige nu har svært ved at sove. Det er svært at slippe dagen og alle oplevelserne, det er svært at overgive sig til søvnen. Ofte oplever man at børn i denne alder protestere over at blive puttet. De vil ikke lægge sig ned, selvom de tydeligt er trætte, de vil følge med i hvad der sker, næsten som en slags "dagen skal ikke soves væk" og derfor sover de ofte mindre.
Den store motoriske udvikling, der sker med ham om dagen, vil naturligt også påvirke hans nætter. Han øver sig motorisk, øver sig i at kravle, skifte stilling, rejse sig osv. både når han er vågen og også når han sover. Derfor ser man tit at børn i denne alder i søvne får sig lagt op i kravlestilling, de vender og drejer sig, klynker, græder, protesterer over at "ligge forkert" og har brug for hjælp til at blive lagt ned igen. Man kalder det "headbanging", når barnet gentagende gange kan findes liggende i kravlestilling og slå hovedet ind i gavlen på sengen.
Og natten er også fyldt med uro på grund af drømme. Alt hvad han oplever om dagen, skal naturligt bearbejdes i søvne og dermed i drømme. Og det betyder at han også af den grund kan ligge uroligt, snakke i søvne, græde i søvne, nogle gange også grine i søvne - fordi der er mange ting at bearbejde...
Det er derfor et eller andet sted naturligt at du lige nu pludselig oplever det svært at få din dreng til at sove. Og når han endelig sover, så sover han måske ekstra uroligt. ...
... Men når det er sagt, så har du naturligvis ret i at det er en rigtig god idé at arbejde på en nogenlunde fast dagsrytme - fordi det vil hjælpe både dig og ham på sigt.
Det har stor betydning for hans indre ur, at han har en nogenlunde fast rytme. Det har betydning for hans fornemmelse for hvornår han er træt og skal sove og betydning for hans fornemmelse for, hvornår han skal være aktiv.
Det lyder fint med de ca 2 x 1.5 time i løbet af dagen. Da han går sent i seng og står tidligt op, så vil han naturligt have brug for de ca 3 timer samlet i løbet af dagen. Måske kan du dog arbejde lidt på at han sover en lille smule længere om morgenen - dette ved evt. at indføre en godnatgrød, som en fast del af hans putteritual, så du sikrer dig at han ikke vågner, fordi han er sulten… Hvis han står lidt senere op, så vil han naturligt kunne sove lidt senere i løbet af dagen og eftermiddagen bliver på den måde ikke så lang og svær for jer at komme igennem :)
Mit forslag til en dagsplan kunne se således ud:
Morgen 7: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 8.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur kl 9 og sover her ca 1.5 time
Frokost 11-11.30: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med grøntsagsmos med kød eller fisk, det kan være rester fra aftensmaden eller mos fra glas. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur ca kl 13
Eftermiddag 15.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. En lille portion tykmælk med revne æbler, frugtmos, rugbrødsdrys, vand af kop.
Før aftensmad: Tilbydes lidt kogte grøntsager, et par rugbrødshapsere eller lignende i hånden at gumle på.
Aften 18: Udgangspunktet er familiemad, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være moset mad og mad i stykker og maden skal smage af noget. Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød i køkkenet f.eks. kl 19.30 sammen med lidt mælk af en kop.
Flaske og puttes til natten ca kl 20
Sen aften 23: Flaske, det der også kaldes et drømme måltid og sover uden yderligere mælk til næste morgen tidlig, hvor dagen så starter med grød.
Som du kan se så indgår i der i denne plan en godnatgrød adskilt fra aftensmaden og som en fast del af putteritualet, grøden mætter ham lidt ekstra, så han måske kan sove lidt længere før han vågner og er sulten. På samme måde er det vigtigt at du ikke giver din dreng grød meget tidlig morgen, når han vågner, fordi du her så også vænner ham til at vågne, fordi han skal have grød… Prøv derfor at servere morgengrøden på et tidspunkt som du tænker umiddelbart vil passe bedst ind i jeres rytme både nu og fremover.
Det er rigtig fint, at du om dagen sætter ham i barnevognen og lader ham sidde, kikke på verden osv. og først lægger ham, når han viser sig parat. Prøv at lægge mærke til tidspunktet. Det kan give dig en idé om, hvornår han reelt er parat til at blive puttet :)
Jeg håber at ovenstående hjælper lidt videre på vej og også giver lidt idé om, hvad der sker hos jer lige nu :)
Rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
Viden om børn:
Sikkerhed i hjemmet
Det er i hjemmet, at de fleste ulykker sker, og når dit barn begynder at kravle, rejse sig og bevæge sig rundt i hjemmet, så er det vigtigt at du sikrer dig, at jeres hjem er et trygt sted at færdes.
Dit barn skal have lov til at undersøge og opleve verden omkring sig. Derfor skal du sikre at dit barn kan gøre dette.
Alle rum kan være farlige og kan kræve et ekstra sikkerhedstjek - især skal du være opmærksom på køkkenet, badeværelset og stuen.
Gå...
Fisk og børn
Det er vigtigt at børn tilbydes fisk. Gerne flere gange om ugen, det vil sige næsten hver dag til frokost og et par gange til aftensmad.
Det er vigtigt at børn tilbydes forskellige typer af fisk. De fede fisk er især laks, sild og makrel. De mere magre fisk er skrubbe, rødspætte, sej og torsk. Fisk er rige på næringsstoffer som D-vitamin, selen og omega-3-fedtsyrer, som er meget vigtige for udviklingen af barnets hjerne.
Er dit barn mellem 0-14 år, er det vigtigt,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.









