Svar: Usikker dreng

---

Kære Mette

Tak for dit brev :)

Har du overvejet om S kan være det man kalder for særlig sensitiv?At være særligt sensitiv er et karaktertræk - og ikke en diagnose. Og det er vigtigt at slå fast, at de særligt sensitive børn hverken er særligt sarte eller skrøbelige. Derimod er de bærere af det gen, der giver en særlig sensitivitet - og hvad betyder så det?

Jo, det handler blandt andet om at man bearbejder indtryk med større dybde. De særligt sensitive børn vil ofte reagere i store forsamlinger, de bryder sig ofte ikke om hvis flere mennesker er samlet på et sted, de har det bedst i trygge sammer, i forsamlinger eller grupper af mennesker som de kan overskue.

Særligt sensitive børn bliver også ofte meget påvirkede af andres følelser. Hvis din dreng er særligt sensitiv, så vil han nogle gange registrere at du er ked af det, stresset, i dårligt humør - før du selv er opmærksom på det. Samtidig bliver disse børns humør og overskud meget let smittet af deres omgivelser - hvis man som familie er inde i en stresset periode, så vil det særligt sensitive barn ofte også hurtigt virke ude af balance...

Disse børn tænker også rigtig meget over tingene. De tænker ofte store tanker, dybe tanker og kan bekymre sig om en masse ting, som andre børn slet ikke overvejer. Et særligt sensitivt barn har ofte svært ved at sige ”pyt med det”. Hvis disse børn oplever uretfærdighed, så vil det reagere på det - det bliver ked af det, også på andres vegne. Det er altså ikke kun, hvis det går ud over dem, de er ligeså meget, hvis det går ud over andre, at de reagere. De mærker og fornemmer, når andre behandles dårligt og det gør dem oprigtigt kede af det.

Og så er disse børn faktisk også ofte perfektionister og i dette ligger en meget stor evne til at tænke realistisk. De særligt sensitive børn har det ofte ikke ret godt med at springe ud i noget, for de tænker rigtig meget og er helt klar over, at de måske ikke klarer det hele første gang eller anden gang - eller måske aldrig lærer det. De ser ikke tingene rosenrødt, men realistisk, og det er nogle gange rigtig svært, fordi man jo skal erkende, at man naturligt ikke kan alt - og et særligt sensitivt barn vil allerhelst gøre det rigtigt i første forsøg.

Og når de en gang imellem prøver, så mærker de jo at de ...

---

---

... havde ret "se, nu tegnede jeg jo uden for stregerne, jeg sagde det jo, jeg kan ikke!" og bliver bekræftet i det de vidste - og det gør ondt. Det er på mange måder smerteligt. Og ja, du har her helt ret i at det bedste du kan gøre er at give ham så meget selvværd som muligt - netop ved at fortælle ham igen og igen, at han er noget særligt og at ingen nogensinde kan tage hans plads - og også ved at støtte ham i at det er okay at prøve og nogle gange begå fejl. At alt ikke behøver være helt perfekt, at ting også kan være "godt nok".

Prøv at lægge mærke til hvordan du selv er i hverdagen - er det vigtigt for dig at ting er perfekte eller har du selv en mere afslappet holdning til ting? Og hvad med S´s far, hvordan er han?

Det at være særligt sensitiv er arveligt og hvis man har et særligt sensitivt barn, så vil mor eller far ofte også have dette karaktertræk – og hvis ikke forældrene har det, så ses det ofte hos bedsteforældre eller hos forældres søskende.

---

---

Og han vil spejle sig i jer og I det han oplever i hverdagen og måske er det en god øvelse for jer nogle gange at sige højt "det blev ikke helt så godt, som jeg havde tænkt, men det er godt nok" eller lignende, så han hører, at ting ikke behøver være perfekte. Nogle gange kan du også bede ham om hjælpe "jeg kan ikke selv, vil du hjælpe mig" - så I får fokus på at sammen kan I godt, ligesom du så nogle gange naturligt hjælper ham, når han siger "jeg kan ikke mor, du skal gøre det" og du så kan sige "skal vi ikke hjælpe hinanden?". På den måde tager du ikke over, men når I gør det sammen, så får han stille og roligt troen på at han også kan forsøge selv.

Det kan også være en rigtig god idé at huske ham på andre små situationer eller ting, som han ikke har kunne, men som han har lært, så han mindes om, at nogle gange lykkes det faktisk, selvom han troede at det var svært. Ligesom det kan være en god idé at give ham en slags "mantra" en lille sætning han kan sige til sig selv "jeg kan, jeg ved jeg kan" eller lignende, som hjælper ham til at prøve, når han nogle gange synes det er svært :)

Der findes en god bog, som du kan have glæde af at læse - den hedder "særligt sensitive børn" og den er skrevet af Elaine Aron.

Håber dette kan hjælpe lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---