Brev:
Bange dreng - 3 år, 5 mdr.
Kære Helen.
For 14 dage siden var vi en uge sydpå – bare min mand, vores dreng på snart 3 ½ år og jeg (+ lillesøster i maven :o)). Vi havde en dejlig dejlig uge med tid og ro til at være sammen og tage det i vores drengs og familiens fælles tempo…
Men en af de sidste nætter dernede sov vores dreng meget dårligt – han vågnede og var ked af det af flere omgange, urolig, kom over til os og ligge i vores seng osv. Og siden den nat er der sket noget med ham… Om morgenen efter den nat blev han ved med at tale om, at der havde været et uhyre om natten. Vi snakkede lidt med ham om, at det nok var noget, han havde drømt, eller at man godt nogle gange kunne tro, at noget lignede en ting i mørket, og så var det i virkeligheden noget helt andet (som i et bestemt Peter Pedal-afsnit om mørke, han har set mange gange). Vi snakkede desuden med ham om, at jeg havde været oppe at tisse nogle gange i løbet af natten, og at naboen var kommet hjem på et tidspunkt (der var meget lydt, så det kunne godt buldre lidt). Men det blev ved med at fylde rigtig meget hos ham resten af ferien. Han turde næsten ikke bevæge sig ned i den ende af ferielejligheden, hvor soveværelset lå, kommenterede tit at uhyret kunne kigge ind af lemmen på hoveddøren til lejligheden og ville i det hele taget være helt op og ned af os hele tiden, når vi var i lejligheden (frem for fx at sidde i sofaen og se lidt på sin Ipad, mens vi sad 2 meter væk med åben dør på terrassen, hvilket han godt kunne helt uproblematisk i starten af ferien).
Mønsteret er desværre fortsat, efter vi er kommet hjem. Der er ikke umiddelbart noget, når han er i børnehave, men her hjemme kan vi ikke gå nogen steder, uden at han er med os lige ved siden af hele tiden – aller helst havende os i hånden. Nogle gange gælder det også bare at sidde ved spisebordet i køkkenet og så rejse sig for at gå med os over til køleskabet, selvom han egentligt er i gang med noget. Hvis en af os er i et rum med ham, hvor vi lige skal gøre noget færdigt, og han ønsker at komme hen til den anden af os, tager han benene på nakken og løber ind i det andet rum… Generelt har vi en oplevelse af, at han hele tiden er meget årvågen, på stikkerne og en smule i alarmberedskab – at han med andre ord ikke lader sig opsluge på samme måde af det, han er i gang med, men hele tiden har opmærksomheden rettet mod, hvad der også sker omkring ham. Han stivner også tit ved alverdens lyde og spørger, hvad det er – fx en bil på vejen, min mand i køkkenet, et dørtrin, der knirker etc.
Et langt stykke hen af vejen er han fortsat glad, snakkende, syngende, drillende m.m., som han plejer at være (når bare vi er lige ved siden af), men vi kan også mærke, at han forståeligt nok er lidt mere sprød nogle gange og generelt mere træt (falder i søvn på 5 minutter om aftenen, hvilket er virkeligt hurtigt for ham). Det er så synd, at han ikke kan føle sig fri og tryg hjemme, og han er normalt bare så aktiv, energisk, interagerende, uadvendt, initiativrig m.m.…
Det er ikke kommet helt ud af det blå. Der har bestemt været en række forløbere. Han har i et godt stykke tid været bange for mørke – fx ved ikke at ville gå ind i et rum alene, hvor lyset er slukket, også selvom han godt ved, at han bare skal tænde på kontakten. Han har også nogle gange godt kunnet kommentere de mørke vinduer om morgenen og eftermiddagen/aftenen, når det er mørkt udenfor. Desuden har han i et godt stykke tid elsket at lege rollelege, hvor han er forskellige dyrebørn (en hundehvalp, en ræveunge m.m.) og jeg hans mor, som han fx kommer og drikker mælk hos… Han har desuden altid været et barn med et stort kontaktbehov, fysisk og på alle andre måder, og har derfor altid godt kunnet lide og har været tryggest ved at være tæt på os (skrev også til dig om noget af dette for lidt tid siden). Men jeg synes, at vi var kommet rigtig langt i ...
... forhold til tidligere… Han var rent faktisk begyndt nogle gange at lege bare 5 minutter alene med noget på sit værelse, var begyndt at sidde selv i fx stuen nogle gange og se tv, mens jeg tog et hurtigt bad, og min mand og jeg var faktisk lige begyndt for første gang nogensinde at tale om, at tiden virkede god til, at han måske kunne lære at falde i søvn selv uden os ved siden af… Og nu må man sige, at vi pludselig er milevidt fra alt dette igen.
Hvad tror du, det handler om? Er det et naturligt udviklingsstadie? Hvis jeg læser lidt om det, minder det faktisk mest om noget, du andet steds har beskrevet for 6 års alderen, og der er jo en betydelig forskel til vores dreng.. Kan det alternativt være en tidlig reaktion på forandring og lillesøsters komme (om 3 måneder)? Han virker ellers så glad og positiv omkring alt dét… Hoppede op og ned af glæde, da vi i sin tid fortalte ham, at han skulle være storebror, kysser spontant maven nogle gange, prutter på den for at drille hende lidt, taler om at hun skal med os til gymnastik, spørger, hvor hun skal sidde ved bordet, fortæller at hun gerne må komme med i bad og få hans gamle babytøj, at han kan ae hende, hvis hun er ked, og har fx også spurgt mig nogle gange om jeg har husket at sove på ryggen, så lillesøster ikke bliver klemt :o)
Vi har været meget opmærksomme på, at det ikke skulle fylde alt for meget, så vi nævner det ikke så tit, med mindre han selv bringer noget om det på banen, og læser ellers nogle bøger om at blive storebror med ham, hvis han selv vælger de bøger blandt de andre. Vi forsøger også at gøre sådan, at visse uundgåelige begrænsninger for mig ikke skyldes lillesøster (det kan tids nok komme!) – mor har bare ikke så mange muskler længere, nu hvor han er blevet en stor dreng; jeg har en tyk mave o.lign… Men derfor er det jo stadig en stor ting, og han kan jo nok godt fornemme, at der snart skal ske noget meget spændende men også anderledes og nyt.
Jeg håber, at du kan hjælpe os med, hvordan vi bedst møder og hjælper vores lille dreng lige nu? De sidste uger har vi forsøgt at gøre ham så tryg som mulig. Vi lader ham komme med rundt og også holde i hånden, hvis det er det, han vil. Tænder lys om morgenen i alle rum. Vi har rykket hans seng helt over ved siden af vores (han sover i sin egen seng i et fælles soveværelse, da vi bedst kan lide det sådan) og lader ham også komme over imellem os, hvis han bliver ved med at insistere og være ked i løbet af natten. Vi forsøger ikke begge at gå alt for langt væk, når han sover, hvis han skulle vågne. Vi har nemlig prøvet, at han godt kunne blive helt panisk, hvis han vågnede, og vi ikke var der…
Jeg har også forsøgt at snakke lidt med ham om, hvad et uhyre er, og hvordan man kan få det til at gå væk. Hertil svarer han, at det er et meget meget stort dyr med store tænder, men at man kan få det til at gå væk med et sværd.
Men hvordan forklarer man en 3-årig, at nogen ting ikke findes i virkeligheden – kun i vores hoveder, i vores fantasi? På samme måde som drager, dinosaurer o.lign., som jo for ham er meget nærværende og håndgribelige i bøger, legetøj m.m. Det bliver nemt sådan en dum vekslen imellem at fortælle, de ikke er rigtige og ikke findes, men også nogle gange mere komme til at italesætte, at der ikke bor uhyrer her hos os, i Danmark etc. (men som jo bare understøtter tanken om, at de er til).
På samme måde synes vi også, det er rigtig svært, hvordan vi på en god og hensigtsmæssig måde får givet ham al den tryghed og nærhed, han har brug for lige nu, men samtidig får signaleret til ham, at der faktisk i virkeligheden ikke er noget at være bange for, og at vi fx egentligt er helt trygge ved og okay med at lade ham sidde i et rum, mens vi lige kortvarigt går ind i et andet for at hente noget…
Vi glæder os utroligt meget til at høre fra dig!
Mange hilsener,
M.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
13. oktober 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.
Kære Helen. Vi har storesøster på snart 5 år og tvillinger (pige+dreng) på 3...
22. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Afhængig af sut - 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg har spurgt før angående brug af sut, men jeg har brug for...
10. september 2025 | Diverse | 3 år, 6 mdr.
Kære Helen Tak for din inspirerende brevkasse. Det er så dejligt at læse...
9. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.
Hej Helen. Så er vi godt igang med 3-års alderen her hjemme og vores datter...
5. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.
Kære Helen Min datter er en smule sensitiv og bliver let overvældet og træt...
Viden om børn:
Fisk og børn
Det er vigtigt at børn tilbydes fisk. Gerne flere gange om ugen, det vil sige næsten hver dag til frokost og et par gange til aftensmad.
Det er vigtigt at børn tilbydes forskellige typer af fisk. De fede fisk er især laks, sild og makrel. De mere magre fisk er skrubbe, rødspætte, sej og torsk. Fisk er rige på næringsstoffer som D-vitamin, selen og omega-3-fedtsyrer, som er meget vigtige for udviklingen af barnets hjerne.
Er dit barn mellem 0-14 år, er det vigtigt,...
Tilstoppet tårekanal
Mange nyfødte børn har en tilstoppet tårekanal. Barnet ser ud som om, at det har søvnklatter i øjenkrogen hele tiden, eller at øjnene konstant virker fugtige.
Tårekanalen er en tynd kanal, som løber fra den inderste øjenkrog til næsen. Det er bl.a. den, der får os til at snøfte, når vi græder.
Tårer er 'øjnenes sprinkleranlæg'. Tårerne løber i en konstant strøm fra øverste, yderste øjenkrog ned og renser øjnene. Øjenvipperne er en slags 'vinduesviskere', og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire