Brev:
Min søn på 2 år vil ikke sove
Hej Helen.
Jeg skriver til dig, fordi at jeg bare er så ked af det. Jeg er dybt ulykkelig over min søns sovemønstre.
Min søn blev 2 år i december 2013. For det meste har han altid været tryg og glad for at komme i seng. Vi har dog haft perioder hvor det har været lidt sværere og så har vi siddet hos ham indtil han sov. Men det har hurtigt være ovre igen. Men lige nu er det helt umuligt. Jeg har prøvet alt.
Jeg læser mig frem til fornuftigt metoder og forsøger ihærdigt at bruge alt min viden og det læsestof der er omkring børn og søvn. Han ser ikke tv inden han skal sove. Vi køre samme rutine hver dag. Men hygge og nærhed, samt mange berøringer inden sengetid. Jeg sørger for han er mæt, har fået rigeligt at drikke. Vi tager nattøj på, børste tænder, læser bog og jeg nynner en stille sang. Jeg sætter også ord på dagens oplevelser og fortæller jeg elsker ham, samt kysser ham godnat. Vi starter kl 19.30 og så er han helt puttet kl. 20.00. Han sover dagligt til middag fra cirka 12 til 14.00. Når jeg så slukker lyset, så går det galt.
Jeg har også tit en natlampe tændt eller lys i gangen. Men uden effekt. Så snart jeg siger godnat, så rejser han sig op i sengen, kaster sutten, dynen, bamsen og begynder at græde meget højt. Hvis jeg lægger mig hos ham ligger han og sparker ned i sengen, vender og drejer sig og kaster igen alle tingene på gulvet. Så samler jeg det op og han lægger sig igen. Der går max 3 min så gør han det igen og sådan kan jeg fortsætte i 1 time eller 2. Jeg har også prøvet at tage han op igen fordi jeg har tænkt han ikke var træt, men det samme sker igen når jeg lægger ham 30 min efter. Så det er jeg stoppet med, da jeg syntes det bliver alt for sent han sover.
Hvis jeg går når jeg har sagt godnat går han helt i panik og tårerne vælter ud af ham. Han bliver bund ulykkelig, så det gør jeg ikke. Har indimellem lagt tøj sammen, så han kan se og høre mig. Men så sidder han bare op og følger med og græder når han har siddet længe nok. Også selvom jeg siger at han trygt kan sove, at jeg passer på ham og gør ...
... klart at jeg lige er i nærheden. Jeg har også prøvet at spille afslapnngsmusik eller have en cd med historie til at køre inde på værelset. Forsøgte også med en bog nede i sengen på et tidspunkt. Men lige lidt hjælper det.
Når det har været helt ulideligt og trukket ud i flere timer har jeg til sidst taget ham ind i min seng og så sover han med det samme og det er nok kun sket 5 gange i løbet af hans liv. Så det siger jo mig at han er tryg der og sovet hurtig. Men jeg ville bare være ked af at vænne ham til min dobbeltseng og at han kun kan sove der sammen med mig, når han fra han var 6 måneder altid har sovet på eget værelse.
Jeg forstår ikke hvorfor han bliver så ked af det. Jeg er jo lige ved siden af ham, trøster ham og giver ham så meget kærlighed. Sengen har altid været rar og skøn, men jeg er bange for, at jeg nu har ødelagt det ved, at han tager så lang tid om at sove nu. Jeg er bange for han forbinder det med noget dårligt nu. Jeg kan ikke finde ud af om han er træt på det tidspunkt længere. Men dagplejerne og dagplejepædagogen vil ikke skære noget af middagsluren af.
Jeg føler mig så alene med det her og jeg føler jeg kan snakke med nogen om det. Så kommer folk bare med deres kloge ord, at han skal have fast rutine, masser af tryghed eller bare græde ud. Alt sammen noget jeg ikke kan bruge til noget. Det var bedre at de anerkendte, at jeg har det svært og kunne se jeg var oprigtig ked af det og bare lytte.
Hvad tænker du om det hele ? Burde jeg bare lade ham sove i min seng? Tænker du at det er endnu en periode? Kan det være tremmesengen han ikke er tryg i længere? Bør jeg blive ved at samle alle de ting op han kaster ? Kan jeg gøre noget for han ikke skal kaste tingene? Syntes du at han skal op hvis han ikke sover på 15 min? Jeg kan sagtens tage beslutninger og vise min voksenrolle. Hele dagen respektere han faktisk når jeg sætter grænser eller der er noget jeg ikke vil have han gør og det sker med en anerkendende tilgang. Men der sker bare noget når han skal sove og jeg ved ikke hvordan vi kommer videre.
Hilsen
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.
Søvnunderskud og lange putninger
Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...
21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.
Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...
18. oktober 2025 | Opdragelse | 20 mdr.
Lur og temperament udfordringer
Kære Helen, Jeg skriver til dig fordi jeg oplever et par udfordringer med...
2. maj 2025 | Sovevaner | 21 mdr.
Kære Helen, Vi håber, du kan hjælpe os med at skabe en kortere og endnu...
2. maj 2025 | Udstyr | 22 mdr.
Kære Helen Som du ved, så har vi store udfordringer med storesøsters (22mdr)...
Viden om børn:
Klumpfod
Når børn fødes med en fod, der er bøjet indad, hvor fodsålen peger bagud og fodryggen fremad, så kalder man det klumpfod. Der er ca. 1 ud af 1000 børn der fødes med klumpfod og ca. halvdelen af disse har misdannelsen på begge fødder.
Man ved ikke hvorfor nogle børn fødes med klumpfod, men der er en vis arvelig tilbøjelighed. Man siger at risikoen for at føde et barn med klumpfod øges med en faktor 30, hvis en søster eller bror har lidelsen.
Drenge fødes hyppigere...
Ymer og ylette
Sundhedsstyrelsen fraråder, at børn under 12 måneder får ymer og ylette, da proteinindholdet er for højt.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for kampen i medierne mod ’skrig dig i søvn’ metoden. Den er godt nok sej!
Jeg videresendte dit indlæg fra din egen side til en kollega, som var grædefærdig af tvivl over om hun var en dum og dårlig mor, når hun bare blev ved med at gå ind til sin grædende søn om aftenen. Hun var simpelthen så lettet og følte sig så godt bakket op. Hun havde fået mange ’gode råd’ fra venner og familie, som også havde forsikret hende om at hun både forkælede barnet og gjorde det utrygt (?!?) med sin inkonsekvens og blødsødenhed.
Det er en vigtig, vigtig kamp du kæmper for at få spredt et væsentligt budskab!