Svar: Afhængig af bryst til at falde i søvn
Kære trætte mor
Tak for dit brev:)
Dejligt at høre at dagsplanen har hjulpet jer lidt videre, og jeg vil naturligvis gerne dele lidt flere tanker med jer omkring, hvordan I så kommer videre herfra:)
For det første kan det være helt okay at jeres datter lige nu, med den alder hun har, ammes, puttes og efter 30-45 minutter vågner op og ammes igen - hvis det så betyder at hun derefter er i stand til at sove et længere søvnstræk. Rigtig mange børn vil i 8-10 måneders alderen have behov for brystet lidt ekstra, for at finde ro og overgive sig til søvnen og kan altså godt have en kort opvågning, hvor de så med lidt ekstra mælk og tryghed er i stand til at sove videre.
Det kan altså være en fordel at du her ammer hende i stedet for at far traver rundt med hende på armen og hun ender med at blive ked af det og alle bliver mere og mere frustrerede. Men når det er sagt, så lyder det også som om at jeres datter måske er ved at blive uhensigtsmæssig afhængig af brystet.
Det er helt normalt at små børn falder i søvn med bryst eller flaske, det er helt naturligt at få mælk som del af putteritualet og det er et trygt og dejligt ritual for små børn at have. Men nogle gange bliver det, som startede som et godt ritual uhensigtsmæssigt. Det gælder f.eks. hvis jeres datter begynder at vågne op og søge brystet igen og igen og ikke er i stand til at komme videre i søvnen, uden at du tilbyder hende brystet eller har hende i din favn, hver gang hun vågner. Så har hun fået det jeg kalder for et søvnassociationsproblem.
Søvnassociationer er de rutiner vi forbinder med at skulle sove. Ting vi har behov for, for at kunne falde i søvn. Voksne læser f.eks. nogle gange en bog før de kan lægge sig til at sove og for små børn er søvnassociationen ofte at få bryst eller flaske, få en sut, sutteklud eller blive vugget. Det er altså de ting de forbinder med at skulle sove, det er det der gør dem rolige og får dem til at overgive sig til søvnen.
Der er gode søvnassociationer:
Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.
Der er mindre gode søvnassociationer:
Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.
De gode søvnassociationer er gode, fordi de handler om at lære barnet at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng og forbinder sengen med det sted, hvor man skal sove. De mindre gode søvnassociationer er mindre gode, fordi de gør barnet afhængig af den voksne. Hvis jeres datter med den alder hun har nu, er afhængig af bryst eller afhængig af at være i din eller fars favn og blive vugget for at kunne sove, så er det en uhensigtsmæssig søvnassociation. For det betyder at hun ikke er i stand til at komme videre i søvnen uden at du tilbyder hende bryst igen og igen hele natten igennem. Og det lyder faktisk som om at det kunne være tilfældet hos jer.
Derfor er det vigtigt at du nu arbejder på at adskille bryst og søvn. I første omgang om dagen - hun skal f.eks. ikke ammes før formiddagsluren, og måden du putter hende på der, skal du forsøge at efterligne om aftenen. Hun må dog stadig gerne blive ammet inden middagsluren, men du skal her prøve at trække brystet til dig og sætte noget andet i stedet, så hun ikke falder i søvn med brystet i munden, men lige når at registrere hvor hun ligger og i stedet kan sove med dine hænder, nærhed, beroligende ord, kærtegn osv. Om dagen kan du evt. sætte ...
... hende i barnevognen og trille hende i en tur, så hun på en måde lærer at sove uden at have brystet og uden at være i favn, men stadig lulles i søvn.
En kold tyrker betyder at du fjerner brystet, trygheden og det nære, alt det hun kender og fra den ene dag til den anden forventer at hun kan sove uden - og det kan hun naturligvis ikke og det skal hun vel heller ikke... Det synes jeg er rigtigt synd for hende. For mig er det altid et spørgsmål om at ændre de vaner man har skabt, men samtidig give hende nogle nye gode rutiner, som er ligeså trygge og rare og som på sigt vil være gode for hende.
Det er her en forudsætning at hun får mad og mælk nok hele dagen igennem og det vil være rigtig godt at I giver hende en godnatgrød, som en fast del af putteritualet, ligesom du som sagt også gerne må amme hende en ekstra gang om aftenen, hvis det skønnes at være behovet lige nu. Det er vigtigt at du er helt sikker på at hun ikke søger brystet, fordi hun har et reelt behov for mad/væske. En aftenrutine kan være aftensmad kl 18, herefter kommer hun i bad, så tilbydes hun en godnatgrød kl 19.30, herefter ammes hun og så putter du hende i seng - men hvor hun lige når at registrere at hun ikke har brystet i munden. Hun får stadig mælk, men beroliges og lulles ind i søvnen med hænder, kærtegn, nærhed osv.
Du kan godt i en overgang vælge at amme hende liggende i din seng, så hun stadig får masser af nærhed og fysisk kontakt og falder i søvn tæt med dig - du behøver ikke lige nu amme og flytte hende i seng hvis du mærker, at hun har brug for nærheden. Du kan amme hende liggende og lade hende falde i søvn i din seng og du må i princippet godt lade hende blive liggende der til du ammer ingen inden du selv går i seng - og her flytter du hende så over i egen seng.
På sigt vil det være godt at hun puttes i egen seng og forbinder sin seng med stedet, hvor hun sover, men lige nu lyder det som om at du skal tage en ting af gangen og i første omgang lære hende at falde i søvn uden brystet men stadig med dig ved sin side og så flytte hende derefter. Og når hun kan det, så kan hun flyttes direkte fra amning og ned i sengen, hvor hun så kan sove videre.
Prøv derfor lige nu om du kan amme hende og lirke brystet ud af munden på hende, så hun ender med at slippe brystet, smile til dig og trille om på siden og falde i søvn. De første mange gange du gør det, vil hun naturligt protestere, og så giver du hende brystet igen, får ro på og forsøger igen og igen at lirke brystet ud og stille og roligt skulle hun så gerne begynde at acceptere at brystet ikke behøver være i munden for at falde i søvn.
I kan naturligvis godt forsøge med en flaske, for at se om far så kan komme mere på banen - det kan være lettere for far, hvis hun vil tage en flaske inden middagsluren og det kan samtidig give dig lidt roligere aftener. En flaske kan med fordel også gives i sengen, hvor hun på sigt skal lære at falde i søvn, så hun netop ikke oplever det skift der er fra favn til seng, som lige nu lyder til at kunne gøre hende utryg.
Jeg kan godt høre at I er temmelig spændt for derhjemme med både storebror og lillesøster som giver søvnudfordringer og jeg må sige at I gør det rigtig godt. Det lyder som om at I har en ret god mavefornemmelse og idé om, hvad det egentlig er jeres børn har brug for og det er en rigtig god evne at have - det skal I holde fast i.
Håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
17. marts 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Gå fra 3 til 2 lurer og god vågentid
Kære Helen Min datter er 7,5 måned og jeg føler nu at hun er klar til at...
17. marts 2026 | Sovevaner | 17 mdr.
Hej Helen Jeg søger gode råd omkring putning. Vi er i gang med at træne...
16. marts 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen Her opfølgning på tilvænning af barnevogn. At putte ham ned...
11. marts 2026 | Sovevaner | 2 år, 9 mdr.
Selvstændighedsalder - 2 år, 9 mdr.
Kære Helen Jeg skriver til dig om noget som er svært for mig, noget jeg...
9. marts 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen Du kender efterhånden lidt til vores rytme herhjemme, og jeg...
Viden om børn:
Rodfrugter
Især i de kolde efterårs- og vintermåneder er rodfrugter rigtig gode. Rodfrugter er sunde, nærende og giver god smag til mange vinterretter og så har de farver og en naturlig sødme, som mange børn sætter stor pris på.
Pastinakker og jordskokker er lyse, gulerødder orange, og rødbeder har en farve, der kan variere fra det violette over i det vinrøde, alt efter hvordan de tilberedes.
Det danske klima er godt at dyrke rodfrugter i og det er som udgangspunkt en god idé...
Brystbetændelse
I daglig tale bruges betegnelsen brystbetændelse om to tilstande i brystet - det der egentlig er tilstoppede mælkegange, som er en ikkeinfektiøs tilstand i brystet og så en infektiøs brystbetændelse.
Tilstoppede mælkegange opstår ofte fordi amninger springes over eller fordi barnet ikke har fået "tømt" brystet tilstrækkeligt, måske fordi barnet dier med forkert teknik.
Infektiøs brystbetændelse opstår ofte, fordi det er gået hul på brystvorten, hvorved der er...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.









