Brev:

Uendelig vred - opfølgning

Kære Helen

Jeg skriver til dig, selvom jeg ikke har et egentligt spørgsmål. Men jeg kan se i din brevkasse, at der er mange forældre, der står med problemer som dem jeg havde, og derfor vil jeg gerne komme med en lille opfølgning.

Sidste gang jeg skrev til dig havde jeg en "uendelig vred dreng". Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Det var ulideligt. Jeg tvivlede på alt, hvad jeg gjorde. Jeg var ikke sikker på, at jeg var den rigtige til at være mor for min søn, når det var gået så galt, og jeg overvejede, at han skulle bo hos sin far. Og jeg frygtede at sige det højt, fordi jeg troede, at jeg så ville miste min dreng. Du skrev endda, at han måske kunne have noget iboende som ADHD.

Men efter en hård sommerferie, hvor både hans morfar og jeg kæmpede, så sagde jeg det højt. Hans far nåede at se lidt af det, da han besøgte os på ferien, og jeg begyndte at fortælle, at det faktisk var hårdt at være på ferie med et barn, der var konstant utilfreds. Min søn fik ikke noget ud af vreden, der var ingen forløsning, så det murede bare hele tiden. Vi var hele tiden i beredskab, fordi vi aldrig vidste, hvordan han ville reagere.

Så efter vi kom hjem fra ferie bad jeg om afløsning, og fortalte helt åbent, hvordan det var, og hvor hårdt det var. Min søn kom hjem til sin far en hel weekend (aldrig sket før), og jeg var bare hjemme og slappe helt af. Jeg troede, at jeg ville få et vredt barn tilbage - da han før havde reageret vredt efter at have været hos sin far. Den dreng jeg fik hjem var dog alt andet end vred. Han havde haft det sjovt med sin far. De to havde talt meget om, at han skal være en god dreng og ikke en doven dreng. Og det blev derefter meget vigtigt for ham at høre, om han var en god dreng.

Jeg ville dog gerne til bunds, så jeg tog kontakt til en børnepsykolog. Jeg ved godt, at du sagde, at jeg kunne tage kontakt til kommunen, og så vente, men det var stadig sommerferie - og jeg kunne ikke vente mere, så jeg ringede direkte til en børnepsykolog. Hun var bare fantastisk. Jeg tog min far med, så vi hørte det samme, og jeg informerede selvfølgelig min søns far. Vi var der tre gange - det var kun fordi jeg insisterede, for hun syntes egentlig to samtaler var nok. Min søn var med til den ene samtale.

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive ...

... forskellen. Vi er ikke i mål, og der er stadig meget vi kan lære, og som jeg gerne ville gøre bedre, men det bedste er, at vi har det godt, og jeg sjældnere og sjældnere bliver magtesløs. Han kan stadig "sparke" ud efter mig - jeg skriver det i anførselstegn, fordi det ikke længere er for at såre, men mere i irritation. Det bedste er, at børnehaven også kan mærke en forskel, de mener, at han er helt klar til skole til næste år, så han kan følges med hans venner.

Børnepsykologen fandt intet galt med ham, vi var blot kommet ind i en dårlig spiral. Hun så min dreng på en måde, som vi ikke gjorde. Hun påpegede nogle styrker, som vi ikke selv havde set, og hvordan vi kunne bruge dem, som vi allerede kendte til. Hun fortalte, hvordan et ekstrovert barn også skal beskyttes, på samme måde som et introvert.

Endelige lærte hun os, hvordan vi kunne bruge det, at han gerne vil følge regler, hvis han retfærdige/forståelige. Så vi kan hjælpe ham ved at forberede ham på situationer, som vi ved kan blive svære. Fx, når vi kommer ud i lufthavnen, skal vi igennem sikkerhedskontrollen, og der skal du blive ved siden af mor hele vejen, og det er vigtigt at man opfører sig pænt etc. Altså forberede ham på situationen, så vi slipper for at skulle gå og sige "nej" og "stop nu" hele tiden.

Og det virker altså. Så da vi tog afsted i efterårsferien, var det meget mere afslappende, for vi stoler på hinanden igen. Så når han løber i forvejen er vi ikke bange, for vi ved, at han stopper ved første sidevej. Eller hvis han løber i forvejen ind af en svindør, ved vi han står lige på den anden side og venter på os.

Der er som sagt masser af plads til forberedning. Jeg kunne godt tænke mig, at han blev mere selvhjulpen. Den helt store udfordring er, at han er så svær at flytte fra a til b. Han har det altid bedst der, hvor han er...

Min pointe er bare - at der er håb forude. Ting kan ændres, hvis man beder om hjælp. Det kan være rigtig godt at få hjælp udefra, og det er så uendelig lidt, der skal til.

Vi er i hvert fald gået fra uendelig vred til dejlig og glad. Som en sidegevinst har vi også fået en far, der er trådt mere i karakter.

Det blev et langt indlæg uden et egentlig spørgsmål, men jeg ville give dig en opfølgning og håber, at det måske kan give håb til andre forældre...

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

5. august 2025 | Kost og ernæring | 4 år, 8 mdr.

Stadigvæk kræsen

Kære Helen Vi kunne godt bruge noget hjælp ang. vores datter E på 4,5...

Læs hele brevet og Helens svar

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

3. april 2025 | Udvikling | 4 år, 5 mdr.

Social angst og skoleudsættelse

Kære Helen. Vi er altid meget glade for dine svar. Der er lidt tid til mit...

Læs hele brevet og Helens svar

23. februar 2025 | Opdragelse | 4 år, 3 mdr.

Hver eneste lørdag er helvede

Hej, vi har 3 børn. Én på 4,5 og to på 2,5. Tvillingerne er relativt nemme...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: