Brev:

Ikke så glad for far

Hej Helen,

Vi har igen brug for et af dine gode råd. Vores datter har altid været mors pige. Det er mig der har været på barsel, og det er mig der arbejder mindst, og derfor mig der stort set altid er sammen med hende om morgnen, aflevere hende i vuggestue, henter hende, og er sammen med hende indtil far kommer hjem. Vi er klar over at det er helt naturligt at hun i perioder vil foretrække mig, hvilket hun altid har gjort, men hun vil også gerne sin far og han hende. De har det godt sammen når de er sammen.

De sidste par uger har det dog taget en drejning. Når far kommer hjem fra arbejde, og vil give hende et knus, siger hun nej, vender sig væk, og vil over til mig. Far prøver at lave det til en leg, og nogle gange lader han hende være. Når hun skal puttes bliver hun meget ulykkelig, når det er far. Vi har så ladet mig tage over, og tænkt det nok er en periode. Hun blev passet en aften af sin farmor, som puttede hende, og der var ingenting. I går skulle far så passe hende, mens jeg skulle være sammen med nogle veninder. Vi tænkte at der sikkert ingenting ville være, når jeg ikke var hjemme, og det var jo gået fint med farmor. De hyggede sig fint hele aftenen, også med putteritual, men da hun blev lagt i sengen, blev hun helt ulykkelig. Hun græd og græd. Blev meget fortvivlet. Hun vred sig og ville ud og finde mig. Far gik rundt i alle værelser og sagde: "mor er her ikke". (Det skal siges jeg havde sagt farvel, så hun vidste godt jeg var gået). Han prøvede alt hvad han kunne at trøste hende. Hun græd en time, indtil han fik hende til at falde i søvn på sofaen inde i stuen. Han blev meget magtesløs, og blev en enkelt gang også vred på hende, hvor han højt bad hende om at holde op, mor er her ikke! Det har han det rigtig dårligt med. For det hjalp selvfølgelig ikke.

Alle afvisningerne har han taget i stiv arm, og forholdt sig til det som en del af hendes udvikling, men det her gjorde ham ked af det. Han vil så gerne være i stand til at gør hende tryg, og føler sig som en dårlig far, fordi han ikke kan. Specielt når hans egen mor kunne putte hende uden problemer. Hvad tror du er på spil?

Jeg kan tilføje at vi, far og jeg, i perioder kommunikere rigtig ...

... dårligt, vi kommer til at modarbejde hinanden, i stedet for at samarbejde. Problemet er at jeg tager for meget ansvar, og har svært ved at slippe kontrollen i forhold til vores datter. Han tager for lidt ansvar, og trækker sig. Sådan er det i perioder, i sær hvis en af os er presset på arbejdet eller lignende. Vi kan diskutere når vores datter er der, men skændes aldrig højlydt når hun er der. Men vores forhold har i den sidste tid ikke været super velfungerende. Og der har været nogle gange hvor vi har haft svært ved at få hold på et skænderi, selvom hun var der. Det er noget vi snakker om, og prøver at tage hånd om. Tror du det kan være det? Og hvis, hvordan kan vi så håndtere det? Er det okay at hun høre os skændes?

En anden ting er, at jeg har nogle ting i bagagen, bl.a. i forhold til min egen opvækst, ting som jeg har arbejdet mange år med bl.a. i terapi, inden vi fik vores datter. Jeg har fået mange gode ting med af mine forældre, men har også lidt afsavn, specielt på det følelsesmæssige område. Jeg har været meget obs på, at jeg vil være der 100% for min datter, hun skal aldrig føle sig alene, forkert, uelsket osv. For mig er det alpha og omega han hun føler sig tryg og elsket. Det jeg kan være i tvivl om, er om jeg har været for meget over hende? Jeg fik ad vide af min sundhedsplejerske til 9 måneders undersøgelsen at jeg var nød til at give hende lidt friere tøjler, fordi jeg kom til at signalere utryghed, ved at være der for meget. Noget jeg efterfølgende har arbejdet med.

Det var meget svært at aflevere hende i vuggestue, det var heldigvis en rigtig sød kontaktpædagog, som havde fuld forståelse, og det gik godt. Jeg var også klar over hvad der var det gode at gøre, så indkøringen gik helt fint, og hun er meget glad for sin vuggestue. Det har hjulpet mig til at give mere slip. Men jeg tænker om jeg ved at være der så meget, har kommet til at signalere utryghed i forhold til hendes far? Hun er ellers en velfungerende pige, der trives og er rigtig godt med udviklingsmæssigt. Jeg håber det giver mening, det blev vist lidt kringlet ☺

Ps. Et bispørgsmål.. Hvornår er man for meget over sit barn? Kan du give et eksempel.

Mange hilsner fra mig

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

8. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.

Søvnrytme dreng 18 måneder - del II

Kære Helen, Tak for dine tanker og anbefalinger, det er meget værdsat. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

4. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.

Søvnrytme dreng 18 måneder

Kære Helen Jeg har i flere henseende nydt godt af din skønne brevkasse og...

Læs hele brevet og Helens svar

4. november 2025 | Opdragelse | 15 mdr.

Opbrugt efter vuggestue

Kære Helen. Vores datter er nu 15 måneder og har snart gået i vuggestue i 3...

Læs hele brevet og Helens svar

28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.

Søvnunderskud og lange putninger

Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...

Læs hele brevet og Helens svar

18. oktober 2025 | Opdragelse | 20 mdr.

Lur og temperament udfordringer

Kære Helen, Jeg skriver til dig fordi jeg oplever et par udfordringer med...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: