Brev:

Skal jeg altid respektere hendes nej?

Hej,

Tak for dit gode svar mht. min søn, - det inspirerede mig til dette spørgsmål, som handler om min datter på 5 år.

Min datter er slet ikke til nærhed på samme måde som min søn. Hun vil ikke krammes, kysses, sidde tæt osv. Det har hun aldrig villet, og jeg har altid respekteret det 100%, da jeg som barn var ligesådan - det blev dog ikke respekteret, og jeg kan huske, hvor ubehageligt det var at få overtrådt den grænse.

Jeg spørger hende altid først, om hun har lyst til at sidde hyggeligt med mig i sofaen, om jeg må få et kram (f.eks. ved aflevering) osv. 9 ud af 10 gange er svaret dog nej.
Når hun en sjælden gang giver udtryk for, at hun f.eks. gerne vil ligge i arm, når hun skal sove, gerne vil sidde på skødet eller lignende, ja så gør vi naturligvis det!

Jeg tænker dog somme tider på, om jeg mon skal "presse" hende lidt mere for at åbne sig en smule mere følelsesmæssigt.

Hun er ellers meget velfungerende både socialt og mentalt herhjemme og i børnehaven.

Hun har altid været "det lette" barn, hvor min søn fylder meget mere, og siden jeg er alene med dem i hverdagene, bliver hun desværre lidt tilsidesat sommetider. Jeg prøver dog på at udjævne det ved at give hende fridage, så vi kan lave noget sammen bare os, men det er helt klart en udfordring.

Hun er i en alder, hvor hun gerne vil føle sig vigtig, f.eks. ved at hente sin lillebror ude på vuggestuens ...

... legeplads alene, mens jeg finder hans ting, hvilket hun tit får lov til.

Det er lidt svært at forklare, men det er som om, jeg - ja ubevidst er det jo ikke, når jeg sidder her og skriver om det, men at jeg på en eller anden måde prøver at kompensere for den manglende fysiske kontakt ved at lade hende vide, at hun er vigtig og påskønnet gennem mine handlinger - altså at give hende ansvar og lov.
For min søn kan jeg gøre begge dele - kysse og kramme OG give ham lov til forskellige ting (f.eks. hjælpe med madlavning, borddækning osv) og på den måde vise ham, at han er vigtig for mig og familien, men med min datter er det kun igennem mine handlinger. - Og altså, naturligvis italesætter jeg også deres betydning à la: "Hvor er det dejligt, at du hjælper mig med at dække bord" eller "det er så hyggeligt at ligge her sammen med dig i sengen, eller hvad det kan være.

Jeg har også spurgt hende, hvorfor hun ikke kan lide at få kram og kys, og så siger hun bare, at det kan hun ikke. Jeg forsøger også somme tider først at få god kontakt til hende, og så sige til hende, at hun er en rigtig sød pige, og en meget vigtig del af familien, men så bliver hun lidt genert og begynder at fjolle eller at tale udenom - hvad jeg også godt kan genkende fra mig selv.

Nå, men det er det mon rigtigt at mig fortsat at respektere hende 100% og så bare acceptere, at hun er sådan, eller hvad tænker du?

Hilsen

Læs Helens svar »

Din guide til sund babyhud fra top til tå

Brug Olívy som naturlig hudpleje til babyer og småbørn
Vidste du, at Olívy baby care – diaper change kan bruges til meget mere end bleskift? Det er udviklet til den særligt sarte hud i bleområdet, og de unikke egenskaber fra ekstra jomfruolivenolie og kalk gør Olívy velegnet til blid pleje ...

Læs mere her

Viden om børn: