Svar: Svært at være tre år

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille dreng :)

Det lyder umiddelbart som om, at I har en dreng der trives og også som om, at I møder ham rigtig fint og gør det rigtig godt. Det er helt naturligt for børn i jeres drengs alder, at humøret kan skifte meget - han kan gå fra at være rigtig glad, til pludselig at virke meget usikker og ked af det og på samme måde, er der heller ikke langt fra gråd og til at han bliver glad igen. Det er helt normalt og det er helt okay.

Det der er vigtigt er, at I kan rumme de følelser han har. At kunne rumme betyder at I kan holde ud, at han har det som han har det. Det er ligeså okay at være vred, ked af det, frustreret, sur osv. som det er at være glad, drillesyg, sprudlende osv. Han skal have lov til at have de følelser han har og I skal anerkende disse - ikke prøve at lave dem om og ikke tro, at det skyldes jer eller noget I har gjort. Og det kan være en rigtig god idé at sætte ord på "ssså lille skat, bliver du bare så ked af det?" eller "nååå lille ven, driller skoene, det er også dumt", så han hører at I forstår ham og hvad det er der sker - og at det er okay at han har det sådan. Og samtidig kan han også rette jer, netop fordi han jo er rigtig godt med sprogligt, så hvis I ikke rammer rigtigt, så kan han sige det "jeg er ikke ked, jeg er sur!" og så kan I møde ham i den følelse "det kan jeg godt forstå, det er også irriterende" eller lignende.

Det er rigtig vigtigt for de 3 årige børn at finde ud af, hvordan verden fungerer og derfor spørger de ofte meget. Nogen kalder det "hvorfor dit og hvorfor dat-alderen".
De 3 årige børn har rigtig meget brug for opmærksomhed og godkendendelse af de vokse, de har brug for at blive set og mødt og de har brug for at man lytter og svarer på alle deres spørgsmål - også selvom man nogle gange ikke ved, hvad man næsten skal svare, så er det vigtigt at forsøge :)

Og det er rigtig vigtigt og rigtig godt at lade jeres dreng være en del af hverdagen og netop som I nu har indført - lade ham være med til at smøre madpakke. Det er vigtigt for ham, for det gør at han naturligt føler sig betydningsfuld og samtidig også får følelsen af at mestre og det er rigtig vigtigt netop at føle at kunne.

Men børn i denne alder kan stadig få anfald af fortvivlelse og de kan blive meget frustrerede og vrede, når verden går dem imod. Måske fordi de nu er smerteligt bevidst om, hvad de kan og hvad de ikke kan på en anden måde end tidligere - og de vil så gerne det hele, men bliver ulykkelige, når det så alligevel ikke lykkes. Mange bliver dog også i denne alder bedre til at lytte til jeres hjælp og guidning og vil godt kunne acceptere jeres forslag til en anden måde at prøve på, når I vil hjælpe ham med at løse et problem.

Børn i denne alder nyder også at grine og gøre fjollede ting og de synes det er sjovt, hvis de kan begynde at drille mor og far lidt mere bevidst. Det er ikke fordi de lyver eller er uartige, det er mere som en leg - hvor de afprøver forskellige ting, gør noget bevidst, for at få en reaktion fra jer forældre. Og det kan f.eks. være at sige frække ord som "tissemand" - han ved godt at det ord vil I ikke høre, men han skal lige afprøve, hvad der sker, hvis han siger det igen. Og nogle gange er det en rigtig god idé at ignorere ham, så han oplever at han ikke får særlig opmærksomhed, når han taler sådan og det derfor ikke er særlig sjovt. Andre gange er det bedre, som I også gør, at sætte ham væk et par minutter og forklare, at hvis han skal være sammen med jer, så skal han tale pænt. Det afhænger helt af situationen og hvad I fornemmer virker bedst hos jer.

Det er helt naturligt at han fjoller ekstra meget, når han bliver usikker i ...

---

---

... situationer og det kan være en rigtig god idé at I iden I tager til forskellige arrangement, fortæller ham lidt om, hvad der skal foregå, hvem der kommer, hvor det er henne, og hvad I forventer af ham - hvad hans rolle er - så I har talt det lidt igennem på forhånd. Og når I så er fremme, så kan I prøve at huske ham på det "kan du huske vi snakkede om at du skulle gå med rundt og lige hilse på, så nu går vi sammen" eller lignende. Og det samme, når I får gæster derhjemme, så tal med ham om, hvad der skal ske, hvem der kommer og hvad I forventer af ham. Og giv ham evt. små opgaver, så han ved, hvad han skal foretage sig - for nogle gange fjoller han, fordi han ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv. Han er naturligvis stadig en lille dreng og det er derfor begrænset, hvor meget I kan forberede ham, men lidt kan I godt og det bliver lettere i takt med at han bliver ældre.

Jeg tænker også at det kan være en rigtig god idé at I ikke giver det ekstra opmærksomhed når han fjoller rundt, så han ikke bliver "festens midtpunkt" på grund af sin opførsel, På den måde vil han godt kunne blive holdt fast i netop at fjolle og klovne, fordi han jo oplever at han får en positiv reaktion på det. Skæld ham ikke ud og lav ikke en scene ud af det, men prøv i stedet at aflede ham f.eks. ved at han har små opgaver, som han skal tage sig af - så når han fjoller, så kald på ham "kommer du ikke lige ud og hjælper mig med bollerne skat" eller hvad det nu kan være - og meget gerne at I inden har fortalt ham "når gæsterne kommer, så vil jeg blive rigtig glad hvis du vil hjælpe mig med bollerne" eller lignende.

Det er rigtig vigtigt at I har fokus på at styrke hans selvværd, det vil sige hans følelse af at have værdi - og det handler blandt andet om, som du så fint beskriver, ikke at kritisere ham, men situationen. Det er ikke ham, der dum, det er situationen som er dum, når tingene ikke altid lykkes, som han eller I gerne vil :)

Du skal også passe på med at sammenligne ham med andre børn, pas på med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden dreng, hvor han...'. Hvis man siger sådanne sætninger, så vil han hurtigt kunne føle sig forkert og føle at han ikke kan gøre ligesom de andre.

---

---

I skal hjælpe ham med at svare, når han ikke selv kan. Hvis I møder nogen der spørger ham om noget og du kan mærke at han har svært ved at svare og føler sig beklemt ved situationen, så skal du ikke afklare ham et svar. Det går ikke at sige "fortæl nu hvad du hedder!" eller hvad han nu spørges om. Gør i stedet det at du svarer for ham og inddrag ham, så du hjælper ham og på sigt giver ham lyst til selv at sige noget. Så når fremmede spørger "hvad hedder du så lille ven?", så svarer du, fortæller hvad han hedder, kikker på ham og siger "ik' os?", så han er med i samtalen, oplever at du træder til, når han ikke selv kan og samtidig får mulighed for at sige noget når han tør, når han har modet til det.

Og I skal hjælpe ham med at være social og finde ud af at være sammen med andre børn. Hvis han vægrer sig ved at gå hen til andre alene, så skal I gå med ham og vise ham hvordan - sæt igen ord på, at I forstår at han er utryg, men at I går med og er der hele tiden. For nogle gange når han fjoller i forhold til andre børn, så er det igen sandsynligvis fordi han bliver usikker og han har brug for guidning. Det nytter ikke at fortælle ham, at det er forkert at fjolle - i stedet skal han hjælpes og guides til at vide, hvad han så skal gøre i den pågældende situation, så han på den måde får nogle redskaber til at tackle andre lignende situationer.

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke med ham :)

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---