Svar: 10 uger gammel, sover meget
Kære Annette
Tak for dit brev, og hvor er det dejligt at høre at I har fået en lillesøster - og velkommen tilbage :)
Nogle børn sover meget, andre sover mindre. Gennemsnitligt sover et helt nyfødt barn ca 18 timer i døgnet, og et barn på en måned sover 16 timer i døgnet. Når barnet bliver 3-4 måneder gammelt, vil det ofte sove 15 timer i døgnet og i denne alder kan man begynde at arbejde på en rytme, hvor barnet sover 3 lure dagligt. Sammenlagt måske 5 timer i løbet af dagen og så ca 10 timer om natten.
Det lyder derfor helt okay at din datter sover ca 16 timer i døgnet og nogle gange lidt mere og det vil ofte være sådan at hun nogle gange måske kan holde sig vågen i 1.5-2 timer, før hun sover igen og andre gange er hun måske kun vågen i 30-45 minutter, så er hun atter træt og skal sove.
Det der er vigtigt er at hun ikke virker sløv. Det betyder at hun skal reagere, når du skifter hende, hun skal protestere over at få tøjet af og på, reagere på at komme i bad, hun skal vågne og melde sig til måltider og tage godt fra, når hun spiser. Hun skal være vågen og opmærksom, være interesseret i at studere dit ansigt og kikke bevidst på dig. Hun skal pludre til dig, begynde at pludre i dialog, hun skal begynde at bruge sine hænder, finde sine fingre og putte dem i munden osv. Hendes vågne perioder skal således være aktive perioder og efter en aktiv periode, skal hun så sove igen.
Det er helt okay at hun får flaske og det er rigtig vigtigt at du ikke går og har det dårligt over at hun får modermælkserstatning. Det er super flot at du malker ud og det er rigtig fint at hun får din mælk, så længe du har mælk til hende, men det vigtigste er at hun trives - og det gør hun! Du beskriver en rigtig fin lille pige, som tager fint på og som har en rigtig fin rytme og fornemmelse for det at spise - hun tager rigtig fint imod flasken og hendes mave fungerer også godt (kommer jeg ind på længere nede). Og fordelen ved flaske er, at du ved præcist hvor meget hun får :)
Og samtidig er du rigtig opmærksom på at hun stadig skal have masser af nærhed og fysisk kontakt. Det er så fint det du fortæller og du er en fuldt ud ligeså god mor selvom du ikke ammer. Den gode mor sidder ikke i brysterne, men sidder i hjertet!
Det er rigtigt at modermælken indeholder andre ting end modermælkserstatningen gør - men kravene til modermælkserstatning er meget høje og de erstatninger der er på det danske marked er rigtig gode. Der er ingen problemer med at give børn i Danmark modermælkserstatning og de bliver ligeså sunde og trives fuldt ud ligeså godt. Når man laver modermælkserstatning, så forsøger man at efterligne modermælken så meget som muligt og i flere erstatninger er der f.eks. tilsat mælkesyrebakterier, omega 3 og 6 og lignende gode stoffer, som man ved at små børn har rigtig stor glæde af at få.
Det er flot at du malker ud og naturligvis må du gerne stadig gøre dette og give din datter din mælk. Det hele tæller med :) Men du skal naturligvis overveje, hvor du lægger dine kræfter, for det er ...
... krævende at skulle malke ud, give flaske og samtidig være mor til ikke bare den lille ny, men også være der for storesøster. Det kan sandsynligvis godt lade sig gøre at få en vis mælkeproduktion tilbage på det bryst, som du er stoppet med at amme på. Hvis du begynder at malke ud på dette bryst, vil der dannes mælk. Det er dog sådan at du ikke kan stimulere med hverken dine hænder eller en brystpumpe på samme måde som din datter kan, hvis hun dier direkte på brystet. Og derfor vil det normalt kræve at hun bliver lagt til, hvis mælkeproduktionen skal opretholdes. Hvis man "kun" malker ud, kan det altså være rigtig svært på sigt at bibeholde mælk nok og det vil normalt ofte være nødvendigt at supplere med flaske...
Det ændrer dog ikke på, at du naturligvis gerne må forsøge og der findes også forskellige hjælpemidler - man kan dobbeltudmalke med en brystpumpe/malkemaskine, så man stimulerer begge bryster samtidig, man kan også øge mælkeproduktionen med medicin, hvis man vil det. Det er kun dig, der kan mærke, hvad der vil være rigtigt for dig, men hånden på hjertet - det du gør allerede lyder så fint og som sagt, tæller det hele med, men din datter trives med flaske og modermælk/modermælkserstatning og det er helt okay at give hende erstatning og vælge dette :)
Med hensyn til rytme, så vil de fleste børn i 2 måneders alderen stadig sove meget fleksibelt, så de nogle gange sover længere lure og andre gange kortere lure - og det skal de have lov til. Det er rigtigt, at det kunne være dejligt, hvis hendes længste søvnstræk kunne ligge mellem midnat og tidlig morgen, men at få hende til det, kan være rigtig svært, når hun ikke er ældre end hun er. Der sker dog ikke noget ved at du forsøger at give hende en flaske sen aften, før du selv går i seng - måske kan hun spise den mere eller mindre i søvne og derefter så sove videre og tage et længere søvnstræk før hun så melder sig igen.
Og med hensyn til afføring, så er det helt normalt at afføring bliver grønlig. De første ca 2 måneder vil barnets afføring normalt være gul, herefter får ca 1/3 af alle børn grønlige afføringer og når barnet begynder med skemad, så skifter afføringen atter farve og bliver mere brun. Farven på børns afføring afhænger dels af maden barnet spiser, men også af bakteriefloraen, - f.eks. er lactobacillus bifidus dominerende hos de brysternærede børn.
Når afføringen bliver grøn så skyldes det først og fremmest at bakteriefloraen omdanner galdefarvestoffer til netop en grønlig farve. Afføringen kan være grøn som pesto, den kan også være helt mørkegrøn og i sjældne tilfælde så mørk grøn at den næsten virker sort.
Børn der ernæres med modermælk vil have hyppigere og ofte også tyndere afføringer end børn der ernæres med modermælkserstatning. Derfor vil du naturligt også se og fornemme forskel alt efter om hun får modermælk eller får modermælkserstatning. Afføringen kan naturligt godt variere lidt i både farve og konsistens og det er helt normalt :)
Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
Viden om børn:
Ufrivillig natlig vandladning
Når børn tisser i sengen om natten, så kalder man det ufrivillig natlig vandladning, sengevædning eller Enuresis. Og der kan være flere årsager til at børn tisser i sengen om natten.
1. Arvelighed. Hvis mor og/eller far har tisset i sengen om natten, så er sandsynligheden for at barnet kommer til det større.
2. Hormoner. Det antidiuretiske hormon (ADH) udskilles fra hjernen om natten og skal nedsætte urinproduktionen om natten. Men nogle børn er lidt længere tid...
Fordøjelse baby
Barnets første afføring kaldes meconium, og den er helt sort. I takt med at barnet får mere mælk, skifter afføringen farve, og man kan på afføringen således se, om barnets fordøjelse fungerer.
Babyer, som kun får brystmælk, vil ofte have en gul afføring, som kan gå lidt over i det grønlige. Lugten er syrlig, men ikke ubehagelig, og afføringen virker lidt tynd og grødet. Børn, der ammes, kan have flere dage imellem deres afføringer.
Babyer, der både får brystmælk...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Jeg bliver nødt til at skrive igen, for at fortælle, hvor glad jeg er for at du har den her hjemmeside!
Det er så fantastisk at have et sted, hvor der er en faglig person, men også utroligt omsorgsfuld, som gider at høre og svare på alle de bekymringer og tanker man har som mor. :-D
Kærlig hilsen
Camilla, snart mor til to









