Svar: Skriger sig i søvn og sover let
Kære forældre
Tak for jeres brev og velkommen til :)
Når jeg skal hjælpe forældre med at finde ud af, hvad søvnproblem barnet har og hvordan problemet bedst løses, så er der flere faktorer der spiler ind og altså flere ting jeg ser på.
Jeg ser f.eks. altid på om det er tale om et reelt søvnproblem og hvis barnet har et søvnproblem, så vurderer jeg, hvad type søvnproblem der er tale om. Jeg inddeler søvnproblemer i søvnassociationsproblemer, søvnrytmeforstyrrelse og søvnafbrydelser. Jeg ser også altid på hvad alder barnet har, fordi jeg ved at børn naturligt i perioder sover dårligere end i andre perioder. Barnets alder har også betydning for, hvordan man kan løse barnets søvnproblem - der er naturligt forskel på om barnet er 2 måneder, 10 måneder, 1 ½ osv. Og jeg ser også altid på om der er ting i barnets hverdag som naturligt kan spille ind på barnets søvn og at barnet lige nu har rigtig svært ved at sove.
Hvilken løsning jeg vælger afhænger derfor af rigtig mange faktorer og derfor findes der heller ikke kun en løsning. Det er forskelligt, hvordan man skal reagere alt efter hvad alder barnet har, hvad udvikling barnet går igennem, hvad der sker i barnets hverdag osv. Og derfor dur en løsning som "godnat og sov godt ikke". Her er der tale om en "kontrolleret grådmetode", som ikke ser på f.eks. barnets alder og udvikling, men hvor barnet får lov til at græde, blive rigtigt ked af det og hvor man forlænger tiden man lader barnet græde igen og igen ... Det passer meget dårligt med mit menneskesyn og derfor har jeg også skrevet bogen "Helens bog om børn og søvn".
Og i forhold til jeres datter og den alder hun har lige nu, så sker der faktisk rigtig meget med hende. Og netop i 18-20 måneders alderen vil mange forældre opleve, at deres barn sover rigtig dårligt om natten - barnet vågner og græder, nogle børn vågner med skrig (faktisk opstår anfald af natteskræk ofte i denne alder) og rigtig mange børn har også svært ved at overgive sig til søvnen om aftenen. De har rigtig svært ved at give slip på dagen og alle oplevelserne.
Det handler om at børn i denne alder begynder at have mere farefornemmelse, altså at hun nu begynder at opleve verden større og mere farlig - hun klatrer op og finder ud af at hun ikke selv kan komme ned, hun løber hurtigt og falder, slår hul på knæet osv. Hun oplever modstand fra andre børn, at de tager legetøjet fra hende, skubber til hende, nogle bider måske og hun møder også modstand fra jer, I holder fast i hende, så hun ikke løber ud på vejen, I siger mere "Nej!" i løbet af dagen osv. osv. Alt sammen med til at give en spirende farefornemmelse og en uro, når hun skal sove og også om natten.
For det er jo sådan, at alt hvad hun oplever i løbet af dagen skal bearbejdes - og derfor drømmer hun ekstra meget lige nu - og derfor er det rigtig svært for hende at slippe dagen, koble fra og overgive sig til natten.
Det er derfor rigtig vigtigt at I giver jeres datter den nærhed og ro som hun lige nu viser behov for. Det er rigtig vigtigt at I gør hende tryg ved at skulle sove og at I beroliger hende, når og hvis hun vågner om natten. Tryghed er alfa omega - og trygge børn sover godt.
Det lyder til at være en rigtig fin dagsplan og det er vigtigt at I følger en nogenlunde fast plan i løbet af dagen. Det vil sige fast stå op tid, fast puttetidspunkt, faste spisetidspunkter og faste tidspunkter for aktivitet. Jo mere fast rytme, jo lettere vil det være at finde det rette puttetidspunkt og dermed også lettere for ...
... hende at overgive sig til søvnen. Jeres rytme er sandsynligvis skredet lidt i løbet af sommerferien og lige nu skal I bruge lidt ekstra tid på at få skabt en regelmæssig rytme igen.
Det er super fint med badet efter aftensmaden - det må I meget gerne holde fast i og det er en god regel, hvis badet ligger godt 1 time før hun skal sove - så har det bedste effekt. Det vil også være rigtig godt, hvis I kunne give hende en godnatgrød, so en fast del af putteritualet, eller en banan sammen med en kop mælk. Hun kan få aftensmad kl 17.30-18, herefter bad, godnatgrød kl 19.30, børste tænder og så i seng og sove med godnathistorie, puttebamse og kærtegn, snak om dagen, godnatsang og hvad der nu er behov for.
I skal altså prøve at finde balancen mellem at give hende den ro og tryghed hun har behov for, for at give slip på dagen og overgive sig til søvnen, samtidig med at I naturligvis skal lære hende at sove i sin seng og vise hende, at hun roligt kan sove og være i sengen, fordi I er der, passer på hende og hun kan være helt tryg.
Hvis hun kan falde i søvn i løbet af 15 minutter fordi I sidder der, taler om dagen, læser godnathistorie, synger en sang og holder hende i hånden eller lignende, så er det rigtig godt givet ud og bestemt værd at prioritere. Det er ganske fornuftigt at bruge et kvarter på at putte hende og hun så falder trygt og roligt i søvn, fremfor at lade hende græde og være ulykkelig og hele putteseancen så trækker ud i halve til hele timer.
Hvis hun godt kan finde ud af at ligge i sin seng og er tryg ved dette, men stadig har behov for at se jer, så kan I vælge at bruge det, som jeg kalder for strygetøj metoden. Det går ud på at I stiller jer og laver noget praktisk i nærheden. Altså gennemfører et dejligt og trygt ritual med godnathistorie osv. og når det så er tid til at gå, så vil det være godt at være i nærheden og lave noget praktisk. Det kan være at stryge tøj eller lægge tøj sammen. Hun skal kunne se jer, så I skal stå på værelset eller være lige uden for døren.
Når I bruger denne metode, så vil I kunne give hende masser af verbal kontakt og berolige hende med ord, men uden at sidde med hende eller sidde direkte hos hende. Imens I står og stryger kan I således sige "jeg er lige her, læg dig ned skat, jeg passer på dig, nat-nat" eller lignende.
Det at være i gang med noget praktisk som at lægge tøj sammen eller stå og stryge tøj, signalerer at der ikke sker noget spændende nu. Mor og far har noget kedeligt at lave, der er ikke noget sjov for dig. Barnet får også en fornemmelse af at man ikke bare sidder og venter på at det skal sove.
Jeres datter kan kalde lidt "Moooaar" og du kan svare "ja, jeg er lige her, sove nu skatterpige", så hun igen og igen hører at det er det hun skal, men samtidig er tryg ved det, fordi du ikke går fra hende, du er der, passer på hende.
Da jeres datter samtidig er meget lydfølsom og I gerne vil lære hende at kunne sove, uden at I behøver liste rundt, så er dette samtidig en rigtig god måde at lære hende det på. I vil naturligt tale lidt og det I laver - stryger, lægger tøj sammen osv. er også naturlige hverdagslyde. Stille og roligt vil hun altså også lære at ligge og lytte, så hun lærer at høre at I er der - og på samme måde vil skramlen i køkkenet og i stuen på sigt også kunne berolige hende, så hun begynder at forstå at I er der, også selvom hun ikke kan se jer og at hun kan lytte efter jer og således blive beroliget:)
Jeg håber I kan bruge disse tanker videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan siger du farvel til røde babynumser
Sådan siger du farvel til røde babynumser: Med forebyggelse frem for behandling
Sundhedsplejersker anbefaler at forebygge bleudslæt med Olívy
Er du i tvivl om, hvad der hjælper bedst mod rød numse og bleudslæt, er du ikke den eneste. Mange bruger salver og cremer til ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
5. september 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig, glad og social pige på 7 mdr. der trives godt....
5. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Kære Helen. Så blev vores familie udvidet fra 3 til 4. Lillebror som i dag...
3. september 2026 | Sovevaner | 14 mdr.
Morgenamning forstyrrer søvnen
Hej Helen. Vi har en sund, glad og rask dreng (V) på meget snart 14 mdr....
14. august 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Tvillinger på 6.5 mdr uden rytme
Kære Helen. Jeg har 2 dejlige tvillingepiger på 6.5 måned, som blev født i...
10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år
Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...
Viden om børn:
Barselsbesøg
I nogle kommuner tilbyder sundhedsplejersken at komme på besøg meget hurtigt efter fødslen. Dette sker hvis fødslen f.eks. er foregået hjemme, eller hvis moderen er gået meget hurtigt hjem efter fødslen.
Også jordemødre tilbyder nogle gange barselsbesøg i hjemmet, hvis kvinden er udskrevet inden for 48 timer efter fødslen eller hvis der er tale om en hjemmefødsel. Man taler normalt om et barselsbesøg når sundhedsplejerske eller jordemoder kommer på besøg i hjemmet 3-5 dage efter...
Spinat
Når børn er 6 mdr gamle må de gerne begynde at få lidt spinat.
Du skal dog være opmærksom på, at spinat indeholder Nitrat, og det bør derfor ikke fylde mere end 1/10 af portionen eller alternativt kun gives med 14 dages mellemrum.
Læs mere i min bog Helens bog om børn og mad
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Ja, så sætter jeg mig endelig ned og skriver et brev til dig :o)
Jeg har fulgt med i din fantastiske brevkasse fra før min datter, på snart 11 mdr, blev født og har tit kunne bruge et råd på vejen af dig, men det er som sagt først nu, at jeg får sat mig ned og skriver selv. Købte endda også din bog, selvom den (desværre) først udkom da min datter vist var ved at være en 4-5 måneder ;o) Ja, jeg betegner mig faktisk som lidt af en fan, he-he ;o)
Mange hilsner (og ja, jeg har altså også lyst til at give et knus) fra "Mor"











