Svar: Urolig nattesøvn!
Kære trætte familie
Tak for jeres brev og velkommen til :)
Der er højst sandsynligt flere ting, der spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer. Så må I selv vælge til og fra, hvad I tror kan spille ind hos jer og hvad I kan bruge, for at komme lidt videre.
Det er rigtig fint at I er begyndt med skemad. Jeres dreng lyder til at være parat til dette og lyder til umiddelbart at spise fint. Det er naturligvis rigtig godt, men der er dog et par tanker i forhold til dette. I fortæller at I er startet med skemad om aftenen og jeg anbefaler normalt at man starter om dagen - når barnet starter med skemad om aftenen, så risikerer man ofte at barnet ikke sover bedre, men i stedet mere uroligt. Barnet vil ligge og småklynke, slå ud med armene, benene, trille omkring osv. fordi barnets mave arbejder på højtryk for at nedbryde føden. Det giver derfor ikke nødvendigvis mere ro at give skemad om aftenen, ligesom supplement med flaske også kan give ekstra uro ...
Derudover lyder det som om at han spiser en del. Jeg kan ikke ud af jeres brev se, hvor stor en mængde skemad han får, men jeg får fornemmelsen af at portionen er forholdsvis stor? Det kan være en rigtig god idé ikke at give mere end ½-¾ dl. og derudover give vand af kop, samt supplere med samme mængde mælk, som han plejer at få. Det er vigtigt at mængden af skemad holdes nede, så hovedindtaget stadig er mælk og jeg anbefaler derfor at man f.eks. giver ½-¾ dl. skemad 2 gange dagligt og følger efter med mælk, i stedet for at give 1-1 ½ dl. skemad og han så ikke drikker mælk nok, eller måske helt afviser at få brystet.
Da I nu har været igang med skemaden i ca 1 måned og har fået skabt en rytme omkring dette om aftenen, så tænker jeg at det vil være fint at bibeholde skemaden om aftenen, men måske skal I skrue mængden lidt ned.
I fortæller at uroen startede i 3 måneders alderen og det er meget normalt at børn i denne alder sover meget uroligt og søger brystet ekstra. Det handler både om at de fysisk er så store, at de kan have behov for at få sat mælkemængden lidt op, - det gør de netop ved at die hyppigt. Og det handler også om at børn i 3-4 måneders alderen gennemgår en stor udvikling, som gør at de vil have tendens til at powernappe mere i løbet af dagen, ligesom de vil have tendens til at slatspise i dagtimerne og derfor er nødt til at søge deres behov for mælk ekstra dækket om natten. Barnets søvn, sammensætningen af søvnen ændrer sig også i 3-4 måneders alderen, så rigtig mange ting spiller ind her - og dermed også mange forslag til, hvorfor I kan have oplevet søvnen ekstra udfordrende i denne alder.
I forhold til jeres drengs alder nu, så vil det være rigtig godt, hvis I kan forsøge at arbejde på en rytme, hvor han sover 3 lure dagligt - og det lyder faktisk som om at han er ret stabil omkring dette allerede. Det er rigtig godt. Han har brug for en formiddagslur, en middagslur og en powernap sidst på dagen (sidst på eftermiddagen eller først på aftenen). Alt efter hvor sent den 3 lur ligger, vil den kunne påvirke hans tidspunkt for putning om aftenen og når han sover mellem 16.30-18, så er det helt naturligt, hvis han nogle gange først sover kl 20.30 måske lidt senere...
Hans søvnbehov vil være ca 15 timer i døgnet. Det vil kunne være fordelt sådan, at han sover f.eks. 4-5 timer i løbet af dagen (fordelt på 3 lure) og sover 10-11 timer om natten. Jeres dreng sover fra ca 21 til 06 - svarende til ca 9 timer om natten. Og om dagen sover han ...
... så 3 timer om formiddagen, 2 timer til middag og 1 ½ time sen eftermiddag/først på aftenen. Det svarer til i alt ca 15-15 ½ time og han sover på den måde, det han udregnet behøver at sove. Hos jer lyder det således ikke som om at han mangler søvn, og I fortæller også at han sover som en sten om dagen og sover rigtig godt i sin barnevogn. I skal derfor overveje, hvor meget I vil ændre og hvorfor ... men kan naturligvis godt overveje at ændre lidt på hans rytme, for at se om ikke det kan give en bedre nattesøvn. Det hele hænger jo sammen og der er ingen tvivl om at dagens rytme også påvirker nattens forløb.
Noget af det I kan arbejde på er, at holde nogenlunde faste tider for både søvn og mad dagen igennem. Jo mere ens rytme I kan have her, jo mere påvirkes hans indre ur og dermed hans fornemmelse for f.eks. mæthed og sult og behov for at sove eller behov for at være aktiv.
Det vil også være rigtig godt, hvis I kunne arbejde på en rytme, hvor han får skemad 2 gange dagligt. Det vil være rigtig godt, hvis I stille og roligt kan komme ind i en rytme, hvor han får skemad, når han vågner og får mælk inden han så skal sove igen. Når han sover en meget lang lur om formiddagen, så kan han godt have behov for en ekstra amning, når han vågner og det vil være helt okay i en overgang, at du ammer ham af to omgang der - hans skemad om dagen kan f.eks. så ligge kl ca. 11.30. Du kan altså amme ham kl 10.30, give skemad kl 11.30 og amme ham igen kl 12.30, hvor han så puttes til middagslur.
Det vil være rigtig godt med mindst 6 amninger i døgnet og har han brug for 7 er dette også helt okay. Det vil være fint med amning tidlig morgen, inden formiddagslur, før middagslur, eftermiddag, aften, sen aften og evt. midt nat. Det er på samme måde rigtig fint at han ammes af to omgange om aftenen - din mælk er mere koncenteret om aftenen og når han dier hyppigt om aftenen, får han naturligt små mængder koncentreret mælk, som mætter ham godt til natten - så f.eks. ½-¾ dl. skemad og så bryst efter behov vil være fint nu.
Det er rigtig dejligt at han sover godt i sin barnevogn og hvis I skønner at det kan hjælpe ham til at sove bedre om natten, så kan I naturligvis godt bruge barnevognen i en periode. His det kan være med til at give mere ro og hjælpe jer til at få mere rytme ind i løbet af dagen og dermed også bedre nattesøvn, så er det et forsøg værd.
En dagsplan kunne se således ud - planen lavet ud fra de tider du har skrevet:
Tidlig morgen 06: Ammes og forsøges at hjælpe videre i søvnen netop med brystet. Hvis ikke dette lykkes, så står I op som nu.
Ammes og puttes til første lur kl 7.30, som nu og sover her ca 3 timer, kan have behov for en amning, når han vågner, fordi han har sovet så længe og naturligt er tørstig
Frokost 11.30: Tilbydes ½-¾ dl grød, vand af kop.
Ammes og puttes til anden lur ca 12.30 og sover et par timer som nu
Eftermiddag 15: Ammes
Sen eftermiddag 16.30 - Ammes og puttes til dagens 3 lur, hvor han sover 1 ½ time
Aften 18.30: Tilbydes ½-¾ dl. Grøntsagsmos, vand af kop
Ammes, kommer i bad, ammes og puttes til natten ca kl 20.30-21, når han viser sig parat.
Sen aften eller først på natten 23-01: Ammes efter behov og kan herefter måske så sove til næste morgen tidlig, hvor han så ammes igen...
Jeg vil anbefale jer meget at læse to af mine bøger "Helens bog om børn og mad" og "Helens bog om børn og søvn". Jeg håber at ovenstående hjælper jer lidt videre.
Rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Pas godt på babynumsen i sommervarmen
Varme sommerdage er dejlige, men de kan hurtigt genere de små babynumser. Varme, fugt og friktion er desværre en sikker opskrift på en rød og irriteret hud under bleen.
For at bevare en normal og sund hud i bleområdet, er det vigtigt at tænke daglig forebyggelse ved bleskift. ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
7. juli 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen. Vi har haft - og har fortsat store udfordringer med vores...
7. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen, Tak for besvarelsen på sidste brev. Det, som du har foreslået i...
2. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig dreng på 4,5 måned. Han er en stor dreng på 9,9...
4. juni 2025 | Sovevaner | 4 år, 2 mdr.
Lange putninger + sover uroligt i mor og fars seng
Hej Helen Tak for dine tidligere svar på vores henvendelser. Dem er vi meget...
23. maj 2025 | Sovevaner | 15 mdr.
Problemer med rytme og dagslure
Kære Helen Vores søn på snart 16 mdr er landet i en meget dårlig søvnrytme....
Viden om børn:
Fontanellen
Det bløde punkt, som barnet har oven i hovedet, kaldes fontanellen. Barnet fødes med flere fontaneller, som er de steder, hvor kranieknoglerne mødes og endnu ikke er vokset sammen. Når barnet skal fødes, er det rigtig smart, at kranieknoglerne er bevægelige, så hovedet lettere kan komme igennem fødselsvejen. Samtidig sikrer bevægeligheden, at der er plads til, at barnets hjerne kan vokse.
Der sker ikke noget ved at røre forsigtigt ved fontanellen, og du kan roligt rede med en...
Svangerskab
Svangerskab er et andet ord for graviditet. Det betyder at en kvinde bærer et barn i sig, man kan sige at "hun er svanger" = "at hun er gravid". Man kan også sige "gennemføre svangerskabet", "afbryde svangerskabet", "først i svangerskabet" "sidst i svangerskabet" osv.
Svangerskab bruges ofte, når man taler om svangerskabsforgiftning. Se derfor "svangerskabsforgiftning".
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Vi vil bare sige dig tusinde tak!! Det er uvurderligt, at du findes og giver så mange gode råd! Men det bedste er, at du er så anerkendende i dine svar om alverdens små og store problemer hjemme i de små familier. Det er en rigtig rar følelse, at man ikke behøver holde sig tilbage, når man skriver til dig, fordi du aldrig dømmer i dine svar. Så tusinde tak for en fantastisk brevkasse!
Hilsen drengens forældre