Svar: Kan ikke finde ro
Kære AG
Tak for dit brev - det lyder som om at jeres datter er rigtig godt igang med sin udvikling og i det store hele trives rigtig godt - dejligt!:)
Hun er nu 7 måneder gammel og lyder til at være godt med motorisk. Det er naturligvis rigtig dejligt, men det gør at hun har svært ved at slappe af, når hun skal sove. Hun har svært ved at finde fysisk ro i kroppen, hun føler sig rastløs og har svært ved at ligge stille og lade roen komme over sig. Derfor er det rigtig godt at I forsøger at hjælpe hende med dette, når hun skal sove og det er rigtig fint at I prioriterer at sidde hos hende.
Det er vigtigt at puttetidspunktet er rigtigt og det kan naturligt variere efter om hun har sovet 2 eller 3 lure i løbet af dagen. Nogle gange skal hun måske puttes ½ time før og andre gange ½ time senere, for at være mere parat til at sove. I må her prøve at vurdere fra dag til dag.
Mælk skal stadig indgå som en fast del af hendes putteritual og jeg vil foreslå jer, at I forsøger at give hende flaske liggende - det har den fordel at hun ikke oplever at få flaske i jeres favn og derefter blive flyttet fra favnen og ned, hvor hun skal sove. Mange børn bryder sig ikke om dette skift og bliver urolige og ekstra vågne af det, så at give hende flaske og lade hende falde mere eller mindre i søvn med denne, kan være en rigtig god idé.
Jeg vil foreslå jer at fjerne den ene side af tremmesengen og koble hendes seng til jeres seng. Naturligvis sikre jer at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det giver jer mulighed for at putte hende i egen seng, imens I selv kan være i dobbeltsengen. I kan altså ligge ved siden af hende, give hende mælk, masser af nærhed og fysisk kontakt, samtidig med at hun lærer at sove i sin seng. Det er her vigtigt at elevere hendes hovedgærde, så hun ikke ligger helt fladt, det kan I gøre ved at komme en lille pude, et sammenrullet håndklæde eller lignende ind under hovedenden på madrassen, så hele madrassen løftes lidt.
Hvis hun har brug for at være meget tæt med jer, når hun skal sove, men ikke har brug for at være i favn, så kan I også give hende flaske imens hun ligger ved siden af jer i dobbeltsengen og lade hende falde i søvn der. Igen naturligvis sikre jer at hun ikke kan trille ned. Og inden I så selv går i seng sen aften, så kan hun få en flaske mere og derefter sove videre i egen seng, som stadig er koblet til jeres seng.
Det kan nogle gange hjælpe til fysisk ro, hvis hun får et bad om aftenen. Det er her vigtigt at badet ligger godt en time før putning, hvis det skal have effekt. Og det vil være rigtig godt at I bruger tiden efter aftenbadet til at frottere hende godt i håndklædet, smøre hende med lidt creme, give hende lidt massage osv. fordi det alt sammen er med til at gøre at hun efterfølgende bedre kan slappe af i kroppen.
Derudover spiller dagens rytme naturligt også ind på hendes evne til at overgive sig til natten og du fortæller at hun normalt får mælk før ...
... hver lur - dette skal stille og roligt ændres og det vil ofte være passende med fire flasker i 7 måneders alderen. De fire flasker anbefaler jeg ligger tidlig morgen, inden middagslur, aften og sen aften. Mit forslag til en dagsplan ser derfor således ud:
Tidlig morgen 06: Flaske og sover lidt videre, måske i mors seng.
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: Frugtmos, frisk frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Puttes til formiddagslur (uden flaske)
Frokost 11.30: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur ca kl 13
Eftermiddag 16: Flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk frugt i hånden og vand af kop.
Powernappen springes ofte over
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med en kartoffelbåd fra ovnen, kogte blomkål- og broccolibuketter mv. Udgangspunktet bliver mere og mere familiemad og det vil lige nu være rigtig fint med forskellige risretter med sovs - f.eks. boller i karry:) Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten, frotteres i håndklædet, masseres osv.
Puttes til natten med en flaske ca 19.30-20
Sen aften 23-24: Flaske
Når I giver hende flaske om aftenen i forbindelse med putning, så prøv at give den der, hvor I fornemmer at hun er parat til at sove - altså ikke alt for tidligt. Hun bliver naturligt afslappet, når hun får flaske og må godt falde i søvn - det I skal være opmærksomme på er, at hun når dertil, hvor hun slipper flasken, smiler til jer, triller om på siden og sover. Hun skal således ikke være spilvågen, når hun får flaske, men have den lige der, hvor den hjælper hende til at overgive sig til søvnen, uden at hun når at falde i søvn med den i munden. Det kan være svært at finde det rette tidspunkt, men prøv:)
I må naturligvis gerne forsøge med en sut, men det er ikke sikker at hun vil tage den til sig og bruge den som trøst eller til at give ro. Det er ikke alle børn, som har behov for dette, måske stilles hendes suttebehov fint via flasken og hun har ikke brug for mere. Nogle gange kan det hjælpe at koble sutten til en klud. I kan trække kluden igennem sutteringen, på den måde kan "suttekluden" blive en del af hendes putteritual - sutten kan hun ligge og gumle lidt på og på sigt kan kluden så give hende lidt ro. Det kan være et forsøg værd.
Nogle børn har glæde af at blive puttet i en sovepose - hvis I bruger en voksipose, duni-duo, slee-bee, drømmepose eller hvad de nu alle sammen hedder, når hun puttes i barnevognen om dagen, så kan det være en idé også at bruge den inde om aftenen. I skal her naturligvis sikre jer, at hun ikke får det for varmt. Nogle gange hjælper det at overføre de ritualer, der fungerer i dagtimerne, til om aftenen, fordi genkendelighed giver tryghed.
Jeg håber I kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke :)
Og rigtig god sommer!:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år
Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...
6. juli 2026 | Sovevaner | 1 mdr.
Hej igen Helen, Hermed forlængelse af mit tidligere brev ang...
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
Viden om børn:
Tilskudsblanding
En tilskudsblanding er en modermælkserstatning, der kan gives som tilskud til anden ernæring. Det vil sige, at barnet ikke kan leve af en tilskudsblanding alene.
En almindelig modermælkserstatning kan barnet få fra fødslen, hvor en tilskudsblanding ofte først anbefales fra 6 måneder, hvor barnet naturligt også får skemad.
Er du i tvivl kan du altid læse på pakken. Det vil fremgå af indholdsdeklarationen, hvorvidt der er tale om et fuldgyldigt præparat eller ej....
Nakkefoldsscanning
En nakkefoldsscanning foretages i 11.-13. graviditetsuge, og her kigger man via et ultralydsapparat, som køres rundt på den gravides mave, på barnet inde i livmoderen.
Denne scanning kaldes også 1. trimester-scanning, og man ser efter:
- om der er liv
- om der er mere end ét foster
- hvor langt du er henne - man fastsætter datoen for forventet fødsel.
Hvis du ønsker at vide, om dit barn kan have en kromosomafvigelse som f.eks. Downs Syndrom, så...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.








