Svar: Uendelig vred

---

Kære fortvivlede mor

Tak for dit brev :)

Det er rigtig dejligt at du og din far taler omkring din lille dreng og hvordan I bedst kan hjælpe ham og tackle de situationer, som ofte opstår. Du fortæller at din dreng ofte netop reagerer overfor dig og morfar og derfor er det rigtig godt, at I to støtter hinanden og taler om tingene.

Jeg synes det lyder som en rigtig god idé at kontakte en børnepsykolog. Du skal være forberedt på at der nogle gange kan være lang ventetid, men det skal ikke forhindre dig i at tage kontakt. Børnepsykologerne sidder ofte i Kommunens børne-ungeafdeling og det der hedder PPR - du kan finde kontaktoplysninger via kommunens hjemmeside. Jeg vil også anbefale at du taler med lederen af institutionen hvor din dreng går. Der er tilknyttet en børnepsykolog til institutionen og det vil være helt relevant at drøfte jeres udfordringer med lederen og bede hende/ham om også at tage kontakt til børnepsykologen.

Børnepsykologen vil, som du selv er inde på, måske kunne få jeres dreng til at fortælle lidt om hvad han tænker og hvordan han oplever verden - og hvorfor han reagerer så voldsomt som han gør. Børnepsykologen vil dog også kunne vurdere om jeres dreng har et iboende problem, som gør at han har svært ved at kontrollere sine følelser og skal have ekstra hjælp til at styre sit temperament. Et iboende problem kunne f.eks. være ADHD - uden at jeg her sætter diagnose på din dreng, men der kunne godt være en årsag til, at han har det svært og det er vigtigt at finde ud af dette, så han kan få den hjælp og støtte, som han har brug for. Og så du også kan få lidt hjælp til at finde ud af, hvordan du kan støtte ham bedst - så du ikke famler i blinde, men ved, hvad du skal gøre:)

Det er ritigt at børn i 4-5 års alderen kan have masser af temperament og vise egen vilje - og det er også rigtigt at du skal prøve at lytte, rumme og anerkende ham og alle de følelser han har - men du skal naturligvis ikke finde dig i at han spytter på dig, sparker, slår og bider dig - så du er gul, blå og grøn. Og det er ikke meningen at du skal ende med a bryde sammen, det er voldsomt det du fortæller og det er simpelthen for hårdt - det er de færreste forældre der kan holde til det du fortæller og du må naturligvis gerne sige fra.

Du fortæller at han kan sige "når jeg bliver stor, slår jeg dig ihjel", at han kan kaste bøger efter dig eller bevidst smider en skammel på dine ben. Han har bidt dig hårdt i armen ... Og du skriver "I sådan en situation er det svært ikke at komme til at skrige af smerte og skælde ud" - og naturligvis må du ...

---

---

... sige fra og skælde ud!

Du fortæller at du er blevet bedre til at stille krav og møde ham - men det lyder som om at han nogle gange prøver dig af - måske fordi han ikke irettesættes og han har brug for at få at vide langt tidligere, at nu er grænsen nået. I en situation, hvor han bevidst gør noget der gør ondt på dig, må du gerne sætte ham væk. Det vil sige at han kan sættes på værelset og være der i 4-5 minutter med beskeden "jeg sætter dig her, fordi du slog mig - man må aldrig gøre noget, der gør ondt på andre!" eller lignende. Så han lærer at den opførsel vil du ikke tolerere.

Han kan også med den alder han har, få det der kaldes kontrollerende anfald. Det handler om at han forsøger at kontrollere dig, forsøger at manipulere dig til at få sin vilje. Her vil han "græde" og skrige vildt, fordi han ved at han derved får sin vilje. Han har måske oplevet flere gange, at hvis bare han bliver ved, så får han det, som han vil have det. Der er således ikke tale om at han er dybt fortvivlet og ofte vil han ikke have nogen tårer. Han vil også være i stand til at formulere sit krav: "Jeg vil have den Nu!"...

Får han kontrollerende anfald, så er det bedst man kan gøre at lade ham være alene i et øjeblik. Hvis der ikke er nogen til at se hvordan man "skaber sig" så er det ikke interessant at gøre det og han holder op. Derefter kan I så tale stille og roligt om tingene.

---

---

Jeg tænker at det er rigtig vigtigt at I finder ud af, hvorvidt han har noget iboende, som gør det ekstra svært - så er det jo ikke din skyld og ikke fordi du gør noget forkert og det er rigtig synd, hvis du bliver bebrejdet ting, du i princippet ikke kan gøre for.

Der kan være mange årsager til at han reagerer som han gør. Måske kommer reaktionen ekstra, fordi det er svært at skifte mellem at være hos mor og far. Måske er det fordi I forældre er meget forskellige og han oplever to verdener, forskellige regler, forskellig måde at tackle ting på - alt efter om han er jo den ene eller den anden og det forvirrer ham. Måske sker der nogle ting i børnehaven, som du ikke ved noget om, andre børn der driller osv. som han ikke trives med og reaktionen kommer så derhjemme. Og ja - måske skal du sætte flere grænser og være mere tydelig i dine signaler - det lyder dog som om at du har arbejdet rigtig meget med dette ... hvorom alting er, så vil det være en rigtig god idé at få en snak med en børnepsykolog. Derudover kan du også altid kontakte kommunens åbne rådgivning.

Håber du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat :)

Og rigtig god sommer! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---