Brev:

Vuggestue - 14 mdr.

Kære Helen

Jeg skriver til dig, fordi min datter er startet i vuggestue, og jeg synes ikke, det går, som det skal.

Hun startede for en lille måned siden, hvor hun var knap 14 måneder. I starten var jeg med derovre, og det gik fint. Hun legede, men jeg kunne godt se, hun blev en smule utilpas, når der var for mange omkring hende. De er ca. 17 børn i vuggestuen, og de er kun delt op, når de spiser.

Jeg begyndte for lidt tid siden at gå i kortere tid, som er trappet mere og mere op.

Den første dag, blev jeg 'sendt' af sted uden at få sagt farvel til hende, da hun var på legepladsen og hyggede sig, og så mente de, at det måske var bedst, at jeg gik, så hun ikke blev ked af det. Jeg fortrød dog efter ikke så lang tid, og gik hurtigt tilbage, da man ikke går uden at sige farvel, og her var hun meget ulykkelig, da jeg kom tilbage.

De første gange blev hun afleveret til forskellige pædagoger, men efter anmodning fra mig, har hun fået en fast, som så vidt muligt tager sig af hende her i indkøringen.

Når jeg går, skriger hun og rækker ud efter mig, og de siger, hun er meget ulykkelig i 15 minutter efter, jeg er gået, og pylrer indimellem hele "dagen" (det længste er nu knap 2 timer, hun har været der).

De fleste gange, når jeg har hentet hende, har hun siddet hos 'hendes' pædagog og været ked af det og er kommet hurtigt hen til mig. Men i går synes jeg, at hun bare sad og så ked ud af det i sin egen verden (hos pædagogen), og hun rakte ikke ud efter mig eller kom løbende. Jeg følte lidt, at var trukket ind i sin egen verden og mere væk fra mig - på den ikke gode måde.

I dag er så gået nogenlunde, hvad jeg kunne forstå, hun spiste lidt og havde vist ikke været så ked af det, men jeg fik ikke helt talt med dem i dag.

Hun er begyndt at sove rigtig dårligt, hun vågner op flere gange og er ked af det, men vil ikke putte, men heller ikke være alene, så der går lidt med at få hende til at falde til ro. (Hun sover stadig hos os i sengen. Hun har været på eget værelse, men da hun blev syg, kom hun ind til os og er ikke kommet tilbage endnu, og jeg tænker, at det ikke er lige nu, vi skal begynde på det igen) Jeg synes ikke, hun ser så glad ud i øjnene, som hun plejer.

Når jeg ...

... har observeret hende, når jeg har været der, synes jeg, at hun virker bedst tilpas, når der er knap så mange børn.

Når jeg er der, går hun fint rundt - også væk hvor hun ikke kan se mig, men kommer tilbage og tjekker indimellem.

Jeg ved, at vi er meget tæt knyttet, og det er ikke meget, hun har været passet. Det har kun været nogle timer, hvis jeg har været ude at handle og kun hos vores forældre.

Det er en virkelig hård tid, og det er frygteligt at skulle gå, når hun tydeligvis ikke føler sig tilpas. Hun har aldrig været så ked af det, når hun er blevet passet, men det er selvfølgelig også hos nogen, som hun kender.

Jeg føler, at jeg blev presset til at efterlade hende hurtigere, end jeg havde tænkt. Jeg ville gerne have været med i længere tid, indtil hun kendte pædagogerne godt, men de blev ved med at sige, at de syntes, at det var bedst, jeg gik.

Hun bliver stadig ammet indimellem, når hun beder om det, men hun kan også godt undvære, når jeg ikke er i nærheden. Jeg føler, at de gerne ser, at jeg ikke ammer længere (sagt mellem linjerne til mig), men jeg synes ikke, at den tryghed også skal tages væk nu, hvor hun har den store omvæltning i sit liv.

Der har i de seneste dage desværre også været lidt knas mellem os herhjemme, det hjælper nok heller ikke på situationen.

Min spørgsmål er, hvordan jeg hjælper hende bedst? Er ovenstående helt normalt, eller er min tanke om, at en dagpleje måske passer bedre til hende, korrekt? De siger godt nok, hun er noget interesseret i de store piger derovre. Hvad mener du personligt er at foretrække - dagpleje eller vuggestue, hvis man ser bort fra de praktiske ting ved vuggestue i forhold til dagpleje?

Vuggestuen har snart lukket i 3 uger, så er det måske bedre at tage hende ud nu og starte op igen efter ferien (med mindre hun skal i dagpleje?), hvor hun måske er kommet mere over den separationsfase, som nogen har sagt, hun er i nu, efter hun er begyndt at gå? Jeg synes, det er synd, hvis hun falder nogenlunde til, og så skal tages ud og igennem det hele igen efter ferien.

Vi er meget knyttet og har ikke været mange timer væk fra hinanden - knap nok faren har fået lov ;).

Mange hilsner og på forhånd tak for hjælpen
fra Line

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

5. juli 2025 | Opdragelse | 15 mdr.

Slår hundene

Hej Helen Jeg har et helt konkret problem herhjemme lige nu, og det er at...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2025 | Opdragelse | 13 mdr.

Vil ikke spise (selv), sidde i højstol eller i bad

Kære Helen, Vi har lidt forskellige udfordringer som vi har forsøgt at...

Læs hele brevet og Helens svar

9. juni 2025 | Opdragelse | 16 mdr.

Far på turnus-job

Kære Helen Min mand har fået nyt job og skal arbejde på turnus (14 dage ude...

Læs hele brevet og Helens svar

23. maj 2025 | Sovevaner | 15 mdr.

Problemer med rytme og dagslure

Kære Helen Vores søn på snart 16 mdr er landet i en meget dårlig søvnrytme....

Læs hele brevet og Helens svar

21. maj 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

Hjælp til putning - 13 mdr.

Kære Helen Vores lille dreng er nu blevet 13 måneder og vågner kun 0-2 gange...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: