Svar: Problemer med søvn dag, aften og nat
Kære Malene og lille Liam
Tak for dit brev og fine beskrivelse - og velkommen til :)
Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, for som jeg ser det, så er der flere ting der spiller ind hos jer :)
For det første tænker jeg at jeres dreng skal have lidt mere mad i løbet af dagen og hans flaske om formiddagen skal væk, så han lærer at sove uden at få mælk. Og det er netop næste problemstilling - at jeres dreng lyder til at være afhængig af sin flaske og jeres favn for at overgive sig til søvnen og sove videre.
Det er helt fint, at han får flaske og med den alder han har, vil det være rigtig godt med fire flasker i døgnet. Jeg vil anbefale at disse flasker ligger tidlig morgen, inden middagslur, aften og sen aften. Han skal naturligvis have sin mælk og dermed også sit behov for væske dækket, så I også sikrer jer, at han ikke vågner om natten, fordi han er tørstig, men det er vigtigt at han ikke falder i søvn med flasken i munden. Det er vigtigt at han slipper flasken, smiler til jer, triller om på siden og falder i søvn.
Det er på samme måde vigtigt at han falder i søvn der, hvor I ønsker han skal sove. Hvis han falder i søvn i jeres favn, og derefter flyttes i seng, så vil han naturligt blive urolig og ked af det, når han skal skifte søvnstadie og fornemmer at han pludselig ligger et andet sted. Det er utrygt for ham.
Om dagen, når han puttes i barnevognen, så sover han godt - sandsynligvis fordi den er genkendelig og tryg :) Det handler om søvnassociationer.
Søvnassociationer er ting vi forbinder med at skulle sove. Ting vi har behov for, for at kunne falde i søvn. For små børn er søvnassociationer ofte at få bryst eller flaske, få en sut, sutteklud eller blive vugget. Det er altså de ting de forbinder med at skulle sove, det er det der gør dem rolige og får dem til at overgive sig til søvnen.
Men søvnassociationerne skal ændre sig i takt med at barnet bliver ældre, det der starter som en god og naturligt søvnassociation ændrer sig til at være en uhensigtsmæssig søvnassociation og det lyder til at være tilfældet for jer.
De gode søvnassociationer er:
Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.
De mindre gode søvnassociationer er:
Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.
De gode søvnassociationer er gode, fordi de handler om at lære barnet at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng og forbinder sengen med det sted, hvor man skal sove. De mindre gode søvnassociationer er mindre gode, fordi de gør barnet afhængig af den voksne.
Det lyder lidt som om at jeres dreng er afhængig af at være i jeres favn, for at kunne sove og derfor er det vigtigt at I nu prøver at arbejde på at lære ham at sove uden denne tætte kontakt. I skal naturligvis være der, berolige ham, kærtegne ham osv. men I skal ikke sidde med ham, gå rundt med ham, vugge ham igen og igen - naturligvis kan han være så ked af det, at I er nødt til at gøre det, men som udgangspunkt vil det være rigtig godt at I arbejder på ...
... at få ham til at sove uden at I behøver have ham i favnen og vugge ham.
Vi vågner alle sammen 10, 15, 20 gange i løbet af en nat, vender os, trækker dynen lidt op, sparker den af, drejer om på den anden side, retter på puden osv. Det er helt naturligt og når vi har disse små opvågninger om natten, så er det vores søvnassociation, der skal få os til at sove videre igen. Vi registrerer simpelthen i vores underbevidsthed om alt er som det var, da vi faldt i søvn, og hvis det er det så sover vi roligt videre, men hvis det ikke er det, så vågner vi yderligere op og kan ikke sove, før vi finder det igen.
Jeg plejer at sammenligne det med at du som voksen falder i søvn ved siden af din mand og han så forsvinder i løbet af natten. Hvis du vågner og oplever at din mand er væk, så vil du ikke kunne sove videre, men i stedet vil du vågne yderligere op, du vil mærke en uro og du vil begynde at søge efter ham, for at finde ud af hvor han er blevet af. Du ville først falde til ro, når du havde fundet ud af at der ikke var sket noget, at han bare var gået på toilet, ikke kunne sove og derfor var stået op og sad og læste avisen eller lignende.
Når I putter jeres dreng, så er det altså både vigtigt at flasken kommer ud af munden inden han falder i søvn, ligesom det er vigtigt at han ikke falder i søvn i jeres favn, men i sengen, hvor I ønsker han skal sove. Når han så efter ½ time vågner op fordi han skifter søvnstadie, så skal I berolige ham, lægge hænderne på ham, evt. vugge ham imens han ligger i sengen - men prøve at lulle ham videre i søvnen, hvor han er og uden at tage ham op i favn og uden at give ham flasken i munden:)
Det kan være en god idé at I en periode ikke bader ham om dagen, men i stedet bader ham om aftenen. Badet må gerne ligge 1-1.5 time før han skal sove, det kan hjælpe ham med at geare ned om aftenen.
Og derudover skulle han jo som sagt have mere mad i løbet af dagen og mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 05: Flaske og sover videre
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: Frugtmos, frisk frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Puttes til formiddagslur uden flaske
Frokost 11.30-12: ½ skive rugbrød som nu med smørbart pålæg, suppleres derudover med grøntsagsmos med kød eller fisk - det kan være mos fra glas eller mos fra frost. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur ca. 13.30
Eftermiddag 16: Flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Powernappen springes over
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, udgangspunktet er familiemad, gerne forskellige retter med ris, f.eks. boller i karry. Der gives mad, som smager af noget og mad med mere bid og der suppleres stadig med mos. Der gives kogte stykker blomkål, broccoli, en kartoffelbåd fra ovnen eller lignende i hånden, som han selv kan sidde og gnave på. Vand af kop.
Kommer i bad og gøres klar til natten
Flaske 19.30-20 og puttes
Sen aften 23-24: Drømmeflaske
Jeg håber at ovenstående hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hudplejeolie til mor og barn
Når huden hos mor eller barn bliver rød, øm eller irriteret, kan der være brug for mere end almindelig hudpleje.
Apotekets Lacto+ Probiom Olie kombinerer plejende olier med levende mælkesyrebakterier, der støtter hudens mikrobiom og naturlige balance.
Når huden er rød, tør ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
1. oktober 2026 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse og for din tidligere hjælp. Nu har jeg...
17. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Hej Helen Kan man gøre noget ved hvornår ens lille baby sover? Vores...
13. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Hej Helen Vi har vores lille dreng på 2 uger og vores store dreng på snart...
5. september 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig, glad og social pige på 7 mdr. der trives godt....
5. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Kære Helen. Så blev vores familie udvidet fra 3 til 4. Lillebror som i dag...
Viden om børn:
Fiskeolie og børn
Fiskeolie eller det der også hedder Omega-3 fedtsyrer er sunde fedtsyrer, som især findes i fede fisk. De er livsnødvendige for os mennesker, både for børn der skal vokse og udvikle sig og for ældre der skal "vedligeholdes". Derfor skal der være omega-3 fedtsyrer tilstede i vores kost.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at du selv spiser og også giver dit barn fisk 2 gange om ugen som hovedmåltid. Derudover næsten hver dag som pålæg til frokost.
Det er vigtigt at variere...
Apgar score
Dette er betegnelsen for en undersøgelse som jordemoderen laver af barnet lige efter fødslen. Apgar Score blev udviklet i 1952 af Virginia Apgar og den bruges til at vurdere, hvordan barnet har det, lige når det er blevet født.
Jordemoderen har 5 ting hun ser på:
1. Hun ser på barnets reflekser,- reagerer barnet på forskellige stimuli, griber barnet, søger barnet osv.
2. Hun mærker barnets puls, for at se på hvor hurtigt barnets hjerte slår og om...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











