Svar: Søskende jalousi

---

Kære Rikke

Tak for dit brev :)

Søskendejalousi er meget normalt, det at få en lille ny bror eller søster stiller store krav til den ældste og der er naturligt en konkurrence mellem børnene - en konkurrence om at blive set og elsket af mor og far. Og det er meget vigtigt at tage søskendejalousi alvorligt.

Man sammenligner det at bringe en lille ny baby ind i familien med, at din mand kom hjem med en anden kvinde. Han puttede og kælede med hende, kyssede, krammede hende. Hun sov i soveværelset og du kunne se, at når de to kikkede på hinanden, så var det med et særligt blik, hans stemme ændrede sig - han var forelsket i hende ...

Hvordan ville du have det? Hvilke følelser ville det frembringe i dig? Det er den situaiton du skal prøve at sætte dig ind i, når du oplever at jeres datter har det svært med sin lillebror. Du skal prøve at tænke, hvad der ville hjælpe dig i en sådan situation, hvad ville gøre dig glad og gøre at du fik det lidt bedre? Sandsynligvis at din mand holdt om dig, var der for dig og fortalte dig igen og igen, at du var noget ganske særligt, at den anden ikke tog din plads og at du altid ville have en særlig plads i hans hjerte. Du var hans pige - og det er præcis det du skal fortælle og vise din datter. Du skal fortælle hende igen og igen, hvor dejlig hun er og hvor glad du er for at I har hende.

Søskendejalousi handler om 3 store følelser: Sorg, vrede og angst. Sorgen handler om at hun har mistet retten til at have jer for sig selv. Vreden handler om at I har sat hende i denne situation og den er ofte rettet mod mor. Angsten handler om at hun er bange for at I vil elske ham højere end hende og at han tager hendes plads. Og det er store og meget voldsomme følelser, som I naturligt skal anerkende og forsøge at rumme.

At kunne rumme betyder at I kan holde ud at hun har det som hun har det. At I ikke forsøger at ændre hendes følelser, - det er helt okay at hun bliver vred, ked af det, frustreret, sur osv. disse følelser er ligeså okay, som at hun er glad, fuld af spilopper, griner og er sjov. Hun skal have lov til at have de følelser hun har og I skal være der, holde om hende og lytte til hende, så hun føler sig set, mødt og forstået.

Jeres datters følelser handler om at hun:

- Føler sig tilsidesat

- Føler ikke at hun er den foretrukne

- Føler sig uværdig til jeres kærlighed og sammenligner sig med sin lillebror, som i hendes øjne naturligt er en rival

- Føler sig usynlig

- Føler ikke at der er tilstrækkeligt med kærlighed til alle

- føler at "min plads i mors hjerte er alt for usikker"

Og fra dig selv, så ved du sikker, at det ikke er altid at det man føler er mest logisk - I giver sandsynligvis jeres datter masser af opmærksomhed og nærhed, men det ændrer ikke på, at ...

---

---

... hun stadig kan føler sin plads i familien usikker og at hun har rigtig meget brug for at vide (igen og igen og igen), hvor meget hun betyder for jer. Og det er helt normalt at reaktionen kommer nu, hvor lillebror er ældre. Han kravler, rejser sig ved tingene og kommer meget mere rundt på egen hånd - og det betyder at han begynder at tage hendes legetøj, piller ved hendes ting og det er ikke altid at hun synes det er sjovt.

Det betyder også at han pludrer, begynder at tale med andre, charmerer sig ind og søer kontakt og rigtig mange reagerer på ham og på hvor sød han er - det er ikke altid sjov at se på, være tilskuer til, - i hendes øjne er han jo "den søde baby" og hun er "den store pige", der måske skal være fornuftig og opfører sig som netop en stor pige - men hun er jo stadig også lille :)

Det er vigtigt at du ser begge børn og at du fortæller dem begge hver især, hvad der gør dem til noget særligt. At fremme og styrke deres forhold sker ved at du er opmærksom på dem hver især. Også når de har konflikter, så er det vigtigt at der ikke er en "vinder og en taber" - det er vigtigt at du ikke tager parti, men at du mægler mellem dem, så de begge føler sig lyttet til, set og mødt.

At styrke dem hver især handler om at give dem selvværd. Selvværd er ikke det samme som selvtillid. Selvværd er noget indre, en følelse af at have værdi, fordi jeg er den jeg er. Når børn vokser op, så vil der naturligt være sammenligninger. Børn møder sammenligninger i hverdagen - der er ting vi voksne mestrer, som vores børn ikke mestrer, der er ting i dagplejen, vuggestuen, børnehaven som børnene der kan finde ud af og som datter eller søn endnu ikke har lært. Hverdagen er fyldt med sammenligninger.

---

---

Hvis man har et højt selvværd så vil man føle at man er okay, selvom man ikke mestrer det de andre mestrer. Så vil man kunne acceptere at vi er forskellige og at nogle kan noget og andre kan noget andet. Så føler vi at vi er elsket og har værdi - uanset om vi kan noget, fordi det i sig selv har værdi, at vi er den vi er.

Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi derimod være i tvivl om vores egenskaber, så vil vi stille spørgsmålsregn ved om det vi gør og siger mon er godt nok. Om måden vi ser ud på er okay, om vi er forkerte og vi vil have en følelse af at det var bedre, hvis vi var ligesom de andre. Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi, når vi sammenligner os med andre, tvivle på os selv og det vi kan eller det vi står for, vil vil føle at de andre er lidt bedre, lidt dygtigere, lidt pænere end vi selv er.

Den største gave vi kan give til vores børn er derfor at styrke deres selvværd :)

Jeg vil anbefale dig to af mine bøger "Helens bog om dit barns udvikling" og "Helens bog om gråd og trøst".

Fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---