Svar: Amning og søvn
Kære S
Tak for dit brev og velkommen til :)
Jeg er ked af at høre at jeres datter har fået konstateret uticaria pigmentosa og jeg kan godt forstå at I har gjort jer mange bekymringer. Jeg vil anbefale jer at kontakte Allergicenteret/Mastocytosecenteret Odense Universitets Hospital og høre om de kan hjælpe jer videre - måske har de mulighed for f.eks. at henvise til andre familier. Det kan være rart at tale med andre i samme situation.
I forhold til amning og søvn, så vil det være helt relevant at jeres datter ikke længere ammes natten igennem og mere eller mindre har fri adgang til mælkebaren. Der er stor risiko for at hun får alt for meget mælk og derfor ikke har plads til den mere ernæringsrigtige mad og derfor ikke får de vitaminer, mineraler osv. som hun har behov for, for at trives og udvikles.
Hun må naturligvis gerne blive ammet, i princippet kan du amme hende så længe både du og hun nyder det - men hun bør ikke ammes mere end 1 gang i døgnet - ofte en amning inden hun puttes til natten ...
Der er en forudsætning for at kunne undvære amning om natten, at hun indtager mad og væske nok i løbet af dagen og for at hun skal være sulten nok, så er du også nødt til at skære ned i mælkeindtaget om natten - derfor kan det ikke lykkes at trappe amning ned, uden at hun sandsynligvis bliver lidt ked af det. Jeres datter ved jo ikke, hvorfor hun pludselig ikke må ammes og kan ikke forholde sig til at noget andet er bedre for hende og nogle gange er vi forældre nødt til at træffe nogle valg, fordi vi er de voksne og ved bedst - også selvom barnet bliver frustreret.
Når det er sagt, så tænker jeg dog at der ikke er grund til at tage "en kold tyrker" og stoppe amning fra den ene dag til den anden. Det vil for det første være godt at du får trappet amningen ned, så du ikke får en brystbetændelse og derudover skal jeres datter naturligvis stadig have masser af omsorg, tryghed og nærhed.
Det vil være en rigtig god idé at du indfører en godnatgrød som en fast del af putteritualet, så hun er mættet lidt ekstra inden I går i seng. Det vil sige at I kan spise aftensmad kl 18, hvor hun spiser samme mad som I andre får og drikker vand af kop. Og derefter kommer hun i bad og gøres klar til natten. Kl. ca 19.30 får hun en godnatgrød det kan være en havregrød eller mysligrød og kl 20 ammes hun og puttes hun.
Det er vigtigt, når du ammer hende, at hun ikke falder i søvn med brystet, men lige når at registere hvor hun er og uden brystet i munden. Det vil sige at hvis du putter hende i egen seng, så skal hun flyttes fra din favn og ned i sengen lige der hvor hun tydeligt er træt, næsten ikke kan holde øjnene åbne og med dine hænder på sig og din varme og ro kan lulles i søvn i sengen. Hvis du ligger ned og ammer hende i din seng, så skal hun slippe brystet, kikke på dig, smile til dig og trille om på siden og falde i søvn. Altså så hun overgiver sig til søvnen uden at have dit bryst i munden.
Når hun vågner og virker søgende i løbet af natten så skal du i første omgang overveje om det ikke vil være nok at hjælpe hende med stillingsskift, beroligende hænder og bare lade hende mærke at du er der. Hvis hun tydeligt har brug for brystet, så skal du naturligvis give hende det, men det er her vigtigt at du gør det kortvarigt, så hun ikke fyldes med mælk, men kun får den trøst hun har brug for.
Du må indstille dig på at det kommer til at kræve lidt afbrudt nattesøvn i en periode, at få hende vænnet fra brystet om natten. Når hun vågner og søger brystet, så tager du hende ind til dig/over til dig, am hende liggende og lad hende sutte et par minutter. Herefter forsøger du så at lirke brystvorten ud af munden på hende. Til at begynde med vil hun blive irriteret og søge efter brystet igen, så giver du det til hende igen lader hende atter sutte lidt, men lirker så brystvorten ud af munden igen.
Det kan i starten godt være nødvendigt at gentage processen måske 5 gange og det er helt fint, men stille og roligt vil hun acceptere at hun ikke behøver brystet i munden for at sove og så ...
... vil du opleve at hun slipper, triller om på siden og sover videre der. Og her vil det være en rigtig god idé at du flytter hende over i hendes egen seng, hvor hun så skal sove, fordi hun så kommer på afstand af dig og dermed lidt væk fra "mælkebaren".
I kan også godt overveje om far skal på banen om natten og mor sove i et andet rum. Når hun ligger tæt med dig, så vil hun naturligt søge brystet - det er hun vant til at kunne og du dufter af mælk. Det er naturligt derfor rigtig svært for hende at undvære amningen. Når hun sover sammen med far, så vil hun stadig kunne få masser af nærhed og fysisk kontakt og hun vil ikke blive forstyrret af duften af mælk, men vil måske have lettere ved at falde til ro og acceptere ikke at få mælk/bryst.
Ofte siger man at det tager 3 nætter - ikke at hun helt vil acceptere og kunne undvære brystet efter 3 nætter, men efter 3 nætter vil I tydeligt kunne mærke at hun ikke vil søge brystet så meget og ikke græde så længe - og far vil herefter lettere kunne trøste hende og hjælpe hende videre ...
Du skriver at hun ikke bruger putteklud eller lignende og det er helt normalt. Faktisk er de fleste børn mellem 12-18 måneder før de bevidst tager en klud eller puttebamse til sig og derfor vil det være rigtig fint at introducere en sådan netop nu, fordi det kan fungere som substitut for mor og brystet på sigt.
Derfor skal du gøre det, at du samtidig med at du arbejder på at lirke brystvorten forsigtigt ud af hendes mund, så sætter du klud eller bamse i stedet. Du skal også holde hende i hånden, kærtegne hendes hår osv. så når hun efterfølgende vågner og søger dig, så vil du kunne berolige hende med disse kærtegn, kluden, bamsen osv. og altså uden brystet. I starten vil hun måske have behov for lige at komme over til dig, for at sove videre - uden brystet - men stille og roligt vil hun kunne blive i sin seng og du vil kunne berolige hende med samme klud, kærtegn osv. imens hun ligger, hvor hun fra starten er puttet.
Det kan som sagt nogle gange være den bedste løsning at mor sover i et andet rum og far tager over om natten og sover sammen med lillepigen. Andre gange er det bedre at I alle tre sover sammen og her kan det være en fordel at fjerne den ene side af tremmesengen og koble hendes seng til din. På den måde kan hun stadig blive puttet i egen seng og lære at sove i egen seng, imens du ligger i din seng og kan give hende en hånd at holde i og lade hende mærke at du er der. Hun kan også krybe ud af sin seng og over til dig og far, hvis hun har behov for nærheden og trygheden - og her skal du så sørge for at have en t-shirt på, så hun ikke kryber over og søger brystet. Det er dig der styrer, hvornår hun har lov til at die ...
Jeg vil også lige sende jer en dagsplan, som den kan se ud til en pige på 14 måneder:
Morgen 7.30: Havregrød, vand eller letmælk af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Vand af kop.
Formiddagslur
Frokost 11.30: Rugbrød med forskelligt smørbart pålæg og kød, fisk, grøntsager, pasta skruer osv. i stykker til at spise selv. Må også meget gerne få varm mad til frokost :) Vand af kop.
Tilbydes banan og en kop mælk
Hvis hun er hjemme om dagen og plejer at blive ammet om dagen, så kan der ligge en amning her imens du skærer ned om natten. Men stille og roligt skal denne amning væk og erstattes af et mellemåltid.Puttes til middagslur kl ca 13-13.30 - tidspunktet afhænger af hvornår hun sover formiddagslur.
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. En portion tykmælk med revne æbler, rugbrødsdrys eller lignende. Vand af kop.
Aften 18: Familiemad, almindelige børnevenlige retter - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker og også moset mad. Vand eller letmælk af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød ca kl 19.30
Ammes og puttes til natten ca kl 20 - og skal nu lære at falde i søvn uden brystet i munden og skal ikke have yderligere mælk.
Jeg håber at ovenstående hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Pas godt på babynumsen i sommervarmen
Varme sommerdage er dejlige, men de kan hurtigt genere de små babynumser. Varme, fugt og friktion er desværre en sikker opskrift på en rød og irriteret hud under bleen.
For at bevare en normal og sund hud i bleområdet, er det vigtigt at tænke daglig forebyggelse ved bleskift. ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
7. juli 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen. Vi har haft - og har fortsat store udfordringer med vores...
7. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen, Tak for besvarelsen på sidste brev. Det, som du har foreslået i...
2. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig dreng på 4,5 måned. Han er en stor dreng på 9,9...
4. juni 2025 | Sovevaner | 4 år, 2 mdr.
Lange putninger + sover uroligt i mor og fars seng
Hej Helen Tak for dine tidligere svar på vores henvendelser. Dem er vi meget...
23. maj 2025 | Sovevaner | 15 mdr.
Problemer med rytme og dagslure
Kære Helen Vores søn på snart 16 mdr er landet i en meget dårlig søvnrytme....
Viden om børn:
Forkølelse
Hvis det lille barn er forkølet, kan han/hun få besvær med at spise, da det er svært at få vejret ordentligt igennem næsen. Det betyder også, at barnet kan have svært ved at sove.
Her er et par gode råd:
- Hæv hovedenden, der hvor barnet sover, med et par bøger eller et sammenrullet håndklæde under madrassen
- Brug lidt modermælk eller saltvand som næsedråber. Dryp det direkte ned i næsen. Du kan evt. bruge en lille ske eller en pipette. Saltvand og...
Øjenbetændelse
Øjenbetændelse kaldes også conjunctivitis. Det er betændelse i øjets bindehinde, som dækker indersiden af øjenlåget og det hvide af øjet.
Der er to former for øjenbetændelse - en mild og en svær.
Den milde øjenbetændelse opstår ofte hos forkølede børn. Øjet bliver let rødt, det løber i vand, og der kommer "gule klatter" i øjenkrogen, især efter søvn. Denne form for øjenbetændelse skyldes virus, som kun er lidt smitsom, og børn med denne form for øjenbetændelse må...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.