Svar: Vil ikke tygge og andre gode spørgsmål
Kære Ida
Tak for dit brev :) Og hvor dejligt at høre at du har fulgt med på sidelinjen og nu selv har fået lyst til at skrive til mig :)
Jeres datter kan sagtens tygge uden at have tænder. Hendes gummer er hårde og hendes kæbemuskulatur godt udviklet, da du har ammet og stadig ammer. Der er således ingen problemer i at tygge - men hun skal naturligvis have noget at tygge på.
Frugtbåde er ofte et hit, men hvis ikke hun er til dette, så prøv med et jordbær eller andre former for bær. Hun kan med den alder hun har nu, øve sig med pincetgreb og vil sikkert synes at det smager godt med f.eks. bær.
Ristede rugbrødsbjælker, som du selv laver eller grove skorper, enden af et franskbrød eller lignende. Hun må få det hele. Hun kan på samme måde også få en kvart bolle med lidt smør, ost eller lignende, som hun kan gumle på, ligesom hun kan få små brødhapsere med forskelligt smørbart pålæg. Når du giver hende hapserne vil det ofte hjælpe hende, hvis du kan placere dem i siden af munden på hende, så hun med det samme få tygget sammen på dem og ikke først skal finde ud af med tungen at bevæge dem det rigtige sted hen.
Pasta skruer, pasta møllehjul, pasta penne - der findes mange slags pasta og f.eks. møllehjul vil hun sandsynligvis kunne fange med fingrene og bedre styre selv. Kog dem ekstra godt, så de er bløde, men det kan være en god måde at øve sig i at tygge.
Grøntsager - grøntsagsbåde eller stænger bagt i ovnen. En kartoffelbåd kan f.eks. ofte være et hit eller bagte rodfrugter. Det kan også være broccoli- eller blomkålsbuketter, der er kogt og som hun selv kan sidde med i hånden.
Det er en god idé at du stadig giver hende mos, så du er sikker på at hun bliver fyldt godt op og får den mad hun har behov for - men ved siden af mosen skal hun have mad i hånden, - større stykker mad, som hun kan gumle på og også mad i mindre stykker, som hun kan øve sig i at spise med pincetgreb - lidt rosiner kan f.eks. også ofte være en god måde at øve sig på, hun må dog ikke få for mange.
Jeres dagsplan ser fin ud og det lyder som om at den fungerer godt, da I har butik og derfor spiser sent. Jeres datters rytme skal naturligvis passe ind i jeres hverdag. Jeg kan ikke ud af dit brev se, hvornår hun evt. skal passe i dagpleje eller vuggestue, hvis det er snart, skal hendes rytme måske ændres, men indtil videre, må hun naturligt gerne have den rytme hun har.
Mit forslag til en dagsplan lavet ud fra dine angivne tider ser således ud:
Tidlig morgen 05: ammes og sover måske lidt videre
Morgen 7: Havregrød og vand af kop
Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt eller bær og også gerne lidt frugtmos (jerntilskud), vand af kop.
Puttes til formiddagslur
Frokost 12.30: Rugbrødshapsere med forskelligt ...
... smørbart pålæg, og suppleres med kogte grøntsager, kogte pastaskruer eller lignende. Og får stadig også grøntsagsmos med kød eller fisk, vand af kop.
Eftermiddag 14.30: Tilbydes lidt tykmælk med revne æbler, rugbrødsdrys, banan eller lignende som topping, vand af kop.
Ammes og puttes til eftermiddagslur
Aften 17.30: Her ville hun normalt få sit aftenmåltid med kød, fisk, grøntsager, kartofler sovs osv. Men hvis det fungerer bedre hos jer at spise sent og bytte rundt på måltiderne, så er det okay .
19.30 - spiser aftensmad sammen med jer og udgangspunktet er jeres mad. Normalt ville godnatgrøden ligge her og aftensmaden blive spist kl ca 18 ... men fungerer det at bytte om, er et som sagt okay :)
Ammes og puttes til natten ca kl 20
Så jeres dagsplan kan sagtens fungere og mit råd er at I igen og igen tilbyder hende mad i store stykker og mad i mindre stykker og på den måde får hende vænnet til mad der skal tygges mere. Samtidig med at hun naturligt stadig får sin skemad og moset mad, hun har brug for begge dele. Jo mere hun møder det, jo mere forskelligt I giver hende, jo mere vil hun naturligt føle tryghed ved det. Og når hun ser at I spiser det, så vil hun naturligt også hen af vejen få lyst til at gøre som I gør :)
Det er meget fint at du ammer hende 3 gange dagligt lige nu. Når hun bliver 10-12 måneder vil 2 amninger i døgnet ofte være passende og det kan enten være amningen tidlig morgen eller amningen om eftermiddagen, som du forsøger at trappe ud af først.
Vand af kop er vigtigt for at dække hendes behov for væske og hun kan med fordel lære at drikke af en kop med to hanke - evt. en tudkop, hvis det er lettere for hende og I skal lære hende at bruge begge hænder. Hun skal holde koppen med begge hænder når hun drikker, så er det lettere for hende at styre :)
Med hensyn til at hun vågner om natten og græder, så handler dette sandsynligvis mest om hendes alder og den udvikling hun går igennem. Hun er i separationsfasen og det betyder at hun naturligt vil sove meget uroligt. Hun vil have en stor mental uro og drømme meget og hun vil også have en stor fysisk uro, få sig lagt i stillinger som hun ikke mestrer at komme væk fra osv. Det er en alder, hvor natlig uro og stor drømmeaktivitet hører til. Det bedste I kan gøre her er at være der for hende, give hende den tryghed og nærhed hun behøver, - og så vidt muligt forsøge at hjælpe hende videre i søvnen uden f.eks. at give hende bryst eller sut i munden hver gang hun klynker. Det er godt at være der, berolige med kærtegn, holde hende i hånden, hjælpe hende med at skifte stilling, få dynen om sig igen osv. - men ikke vænne hende til at hun skal have noget i munden for at kunne sove :)
Jeg håber ovenstående hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
9. juni 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Vi har lillebror på 7 måneder, som trives. Dog har jeg et...
16. april 2026 | Kost og ernæring | 17 mdr.
Hej Helen Jeg søger lidt gode råd ift vores søns madvaner. Han har...
4. marts 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Vil kun ammes i søvn og afviser oftest flaske med MME
Kære Helen Jeg har en datter på 8,5 måneder, hvis våde bleer efterhånden er...
5. februar 2026 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen Jeg har læst, at NAN modermælkserstatning kaldes tilbage, og jeg...
Viden om børn:
Pusleplads til baby
Der er flere tusinde gange, du skal skifte dit barn, hvis det bruger ble i ca. tre år. Sørg derfor for at indrette en god pusleplads - altså et sted hvor barnet ligger trygt og godt, og hvor du ikke får ondt i ryggen af de mange bleskift.
- Sørg for at puslepladsen passer i højden til den person, som hyppigst skifter barnet.
- Sørg for at have alt, hvad du skal bruge inden for rækkevidde. Når dit barn ligger på puslebordet, må du af sikkerhedshensyn ikke gå fra...
Fordøjelse baby
Barnets første afføring kaldes meconium, og den er helt sort. I takt med at barnet får mere mælk, skifter afføringen farve, og man kan på afføringen således se, om barnets fordøjelse fungerer.
Babyer, som kun får brystmælk, vil ofte have en gul afføring, som kan gå lidt over i det grønlige. Lugten er syrlig, men ikke ubehagelig, og afføringen virker lidt tynd og grødet. Børn, der ammes, kan have flere dage imellem deres afføringer.
Babyer, der både får brystmælk...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.








