Svar: Raserianfald - 20 mdr.

---

Kære Lucas´ frustrerede forældre

Når man er 20 måneder gammel, så har man rigtig meget brug for forståelse og omsorg. Jeres dreng får det der kaldes fortvivlelsesanfald og når dette sker, så er han ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen, I forhindrer ham i noget, som han ikke må, eller kræver at der er noget han skal osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

Og det er her rigtig vigtigt at I viser ham at I forstår ham. Det er vigtigt at han hører at I godt forstår at det er irriterende at han skal have skiftet sin ble, at fjernsynet skal slukkes, at I gav ham et æble, når han hellere ville have haft en banan, at han skal have hue på, fordi det er koldt osv. Det hjælper ham ikke hvis I skælder ham ud, bliver vred på ham, kalder ham hysterisk eller ligende. Det kan godt gøre at han holder op med at græde lidt, men det vil ikke hjælpe ham på sigt.

Når han har anfald af fortvivlelse, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis I prøver at gå fra ham, så vil I sandsynligvis opleve at han går grædende efter jer "gå ikke fra mig", og det gør han fordi han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

I skal hos jer naturligvis sikre at ha nikke banker hovedet i gulvet eller ind i væggen. Det er vigtigt at han ikke yder skade på sig selv når han bliver frustreret. Og nogle gange må man naturligvis også gerne sige "stop!", som I fortæller at far nogle gange gør. Det er dog vigtigt at man siger det på en sød måde f.eks.: "Det var også dumt mor skar kartoflen ud, men nu er det slut, nu har du fået en ny kartoffel, så nu er det klaret" eller hvad I nu kan sige - så I ligesom får sat ord på den frustration han har, viser at I forstår det, men samtidig også siger til ham, at nu kan han godt stoppe igen, nu er der styr på det... Men I skal være meget opmærksomme, når I beder ham stoppe - for de følelser han har, skal han have lov til at have.

Nogle gange kan han ikke klare omfavnelse og fysisk kontakt lige med det samme, så må man være tilgængelig ved at være i nærheden. Nogle gange skal du sætte dig på gulvet ved siden af ham, prøve om du kan få lov til at nusse hans fødder lidt, så maven og måske kryber han så op på skødet. Andre gange skal du bare være der, fortælle ham at du er der og prøve at lokke ham lidt "nåå, lille skat, bliver du bare så ked af det, kom op til mig, kom skat ..".

Jeg ...

---

---

... sammenligner det ofte med den frustration du som voksen ville føle, hvis du gik ind til din chef og gav udtryk for noget du var utilfreds med og chefen så ignorerede dig eller sagde "hold dog op med at være så hysterisk" eller f.eks. "det kan godt være du er utilfreds, men bliver altså som jeg har sagt!". Hvilke følelser ville det ikke frembringe I dig? Du ville ganske givet ikke få det bedre.

Hvis du derimod blev mødt med forståelse "kom ind, lad mig høre, hvad sker der, det kan jeg godt forstå du er ked af ..." så ville du få det bedre med det samme. Det er ikke ensbetydende med at du fik din vilje igennem eller at tingene blev ændret, men det at du blev lyttet til og fik lov til at sige og føle det du mener - det er vigtigt, det ville få dig til at slappe af. Og sådan er det også for jeres dreng - det er rigtig vigtigt at han føler sig forstået og mødt og at han mærker at I godt kan rumme, at han har det rigtig svært lige nu. Det er svært at være 20 måneder gammel (faktisk er det rigtigt svært at være mellem 1-3 år).

Han er rigtig godt igang med at øve sin selvstændighed og hans udforskningstrang er stor. Han er nødt til at undersøge og gøre ting flere gange, mange gange, for at finde ud af hvordan ting fungerer og han er også nødt til at "prøve grænser", for at finde ud af regler og lære, hvordan I reagerer i forskellige situationer. Man kan let komme til at opfatte barnets opførsel provokerende eller opleve at barnet hele tiden forsøger at få sin vilje, men det er ikke det, der er tale om - der er "kun" tale om at jeres dreng lige nu er igang med at lære og undersøge verden og der er ingen bagtanker bag.

---

---

Han har ingen fornemmelse for tid og forstår f.eks derfor ikke hvad det betyder, hvis I siger "om lidt" eller "du må lige vente lidt", han ved ikke hvad det er, men reagerer impulsivt og lystbetonet og bliver oprigtigt ked af det, når han mærker at I vil noget andet end ham. Han har heller ikke overblik over dagen og over ting der skal ske og bliver naturligt frustreret, når I siger at det er tid til at køre, tid til at få skiftet ble, børstet tænder, slukke fjernsynet eller andet.

Han er stadig er en meget lille dreng og hans hjerne er stadig meget umoden. Han har endnu ikke dannet de forbindelser i hjernen, som er vigtige for at kunne bevare roen, lige tænke sig om en ekstra gang, lige kunne vente lidt eller lignende. Og det er netop på grund af denne hjernemæssige umodenhed, at konflikterne i hverdagen opstår.

Konflikter kan ikke undgås helt og det skal de heller ikke, men det har stor betydning, hvordan man kommer igennem en konflikt :)

Jeg vil anbefale jer at læse min bog "Helens bog om dit barns udvikling" og også gerne "Helens bog om gråd og trøst". Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---