Svar: Snart 5 år og rasende

---

Kære Rikke

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af jeres datter :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

Du fortæller at hun forleden har sat lidt ord på, hvad der sker "jeg er sur på dig, fordi du altid har Felix" og "kan du ikke putte ham ind i maven igen". Og jeg tænker at det lyder rigtigt - det er ikke noget hun siger, fordi hun mangler ord til at beskrive, hvad der ellers kunne være galt - problemer i børnehaven eller lignende - hun synes faktisk det er rigtig svært at lillebror er kommet til. Og det er faktisk også sværere nu.

Tidligere lå han jo meget i barnevognen, sov, blev skiftet osv. Men nu er han langt mere aktiv, han er en rigtig baby, der kommunikerer og filmer til alt og alle, han klynger sig til dig og du tager ham naturligt op, han græder når mor går ud af rummet og han har rigtig meget behov for dig og du reagerer naturligt på det, hvor hun må vente lidt. Han skal stadig have hjælp til alt, hvor hun skal klare mange ting selv. Han er sjov, I griner af de ting han finder på, andre synes han er sød og charmerende. Han kravler, tager hendes ting, putter dem i munden eller rører ved dem osv. - og det vil hun naturligt ikke have, det er jo hendes ting. Han fylder altså meget mere nu, end han gjorde for bare 6 måneder siden ...

Og søskendesjalousi skal tages alvorligt. Der er tre store følelser på spil - det er sorg, vrede og angst. Sorgen handler om følelsen af at have mistet jer, og især at have mistet mor, ikke længere at have jer/dig for sig selv. Vreden handler om at I har bragt hende i denne situation, det er jeres skyld og især mors skyld, det er jo dig, der har haft lillebror i maven og derfor dig, der skal komme ham derind igen. Og angsten handler om følelsen af "elsker de mig mon stadig ligeså højt", "vil lillebror tage min plads eller er der stadig plads til mig ..."

Man sammenligner det ofte med at ens partner kom hjem med en ny kvinde. Forestil dig at din mand kom hjem med en kvinde, sad og kælede med hende, lod hende sove i soveværelset, kyssede og krammede og alle sagde "er hun ikke sød", "nej hvor er hun dejlig" osv. Hvilke følelser ville det give dig, hvordan ville du have det? Selvom din mand sagde til dig, at han stadig elskede dig, så villle du ofte tvivle på om det nu passede og du ville have ekstra meget behov for at han holdt om dig, bekræftede dig i at han ville dig igen og igen og igen. Og det er præcis det jeres datter har brug for.

Det er rigtig vigtigt at du fortæller hende igen og igen, hvor højt du elsker hende. Ikke kun, når der opstår konflikter, men også hvis hun sidder og tegner ved bordet og der er ro på, så gå hen til hende, hold om hende og fortæl hende direkte, hvor meget hun betyder for dig, at du slet ikke ville vide, hvad du skulle gøre, hvis ikke du havde hende. At hun er noget ganske særligt, fordi hun er den hun er, at hun ikke må tvivle på at hun altid vil være noget særligt for dig.

Det kan også være en god idé at vise hende billeder fra den gang hvor hun var lille og fortælle historier om den tid, så hun hører at du taler på samme måde om hende, som du taler om lillebror "se nogle tykke lår du havde, du var så lækker", "du var rigtig sjov, nogle gange så ..." osv.

Og så er det også ...

---

---

... vigtigt at du fortæller hende, hvor dejlig hun er nu. Så hun også bliver bevidst om hvorfor det netop er godt og dejligt at have så stor en pige. De ting, hvor hun jo adskiller sig fra sin lillebror. Alt det hun kan og alt det hun gør, alt det gode der er ved hende, netop også fordi hun er det større, så hun direkte hører, hvor dejligt det også er at have en stor pige. At være snart 5 år er faktisk langt bedre end at være en baby.

Børn i jeres datters alder har rigtig meget brug for voksnes anerkendelse, de har brug for at føle sig betydningsfulde, de har brug for at vide at de har en vigtig rolle i familien og de opsøger tit voksnes godkendelse. Ofte med fokus på ting de mestrer "se hvor højt jeg kan springe!", "se hvordan jeg kan balancere", "se hvor hurtigt jeg kan cykle", "se min tegning, er den ikke flot" osv.

Hun kan også forstå enkle regler nu, selvom regler naturligvis nogle gange brydes. Men regler er faktisk vigtige, fordi regler også er med til at give retfærdighed og det vil hun sætte pris på. Derfor skal hun f.eks. også føle sig prioriteret, så hvis du og hun laver noget sammen, jer to alene, f.eks. henter hende lidt tidligere, så I kan spille et spil sammen eller bage boller, gå en tur eller andet, så kan du godt begynde så småt at forklare hende, at når I har været sammen, så må du også bruge lidt tid på lillebror - det er retfærdigt, at I på den måde begge får mor.

---

---

Men det er også vigtigt at tale med hende om, hvad det er hun gerne vil, så hun selv føler at hun lyttes til og så hun oplever at hendes mening tæller. Og måske siger hun "du er altid så sur!" og så skal du anerkende dette, for det føler hun. Her hjælper det ikke at sige "det er jeg da ikke". I stedet skal du lytte og så spørge ind til, hvad hun forestiller sig, hvordan tingene kan være, så du ikke behøver blive sur og så hun ikke bliver ked af det - netop fordi du jo ikke ønsker at hun skal være ked af det og du faktisk gerne vil undgå at være sur. Og nogle gange vil hun måske godt kunne sige til dig at "vi kunne jo xx sammen" og så lave netop det, som hun gerne vil og som viser hende, at du vil hende :)

I skal prøve at have disse små snakke i de perioder, hvor der er ro og overskud til det og når hun bliver frustreret og ked af det, så skal du prøve at finde balancen mellem hvorvidt du skal blive der og kræve at være der, fordi du vil vise hende, at du netop vil hende og ikke går - og også give hende ro til at komme lidt ned på jorden, så I bagefter kan tale bedre sammen.

I kan også lave små aftaler og regler om at hun f.eks. hjælper til med visse ting. Det kan være at hvis hun hjælper til med at dække bord, så har du bedre tid til at læse godnathistorie senere eller lignende. Det vil samtidig give hende følelsen af at have en vigtig rolle i familien, der er brug for hendes hjælp og du skal naturligvis rose hende direkte "det er så dejligt når du hjælper mig med at dække bord". Det er vigtigt at sætte præcist ord på "dække bord" og ikke bare sige "dejligt at du hjælper mig". Og så er der jo igen lidt retfærdighed inde over, i den her familie hjælper alle hinanden, for vi vil gerne hinanden alle sammen:)

Jeg håber du kan bruge lidt af disse tanker videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---