Svar: Puttevaner og søskendekonflikter

---

Kære Diana

Tak for dit brev :)

Det er helt normalt at børn i 2-2 ½ års alderen begynder at vægre sig mod at skulle i seng og begynder at stige ud af sengen - og når man giver dem en åben seng, så er der naturligvis altid den mulighed, at barnet så kommer gående ud til forældrene igen og igen i løbet af aftenen.

Det er naturligvis vigtigt at anerkende at barnet har brug for os, det er derfor barnet kommer - samtidig med at I naturligvis også skal fortælle jeres dreng at det er sovetid og ikke legetid og at han derfor skal være i sin seng. Derfor er det vigtigt at du tager ham i hånden stille og roligt, når han kommer ud, siger f.eks. "hov, kommer du der" eller lignende, så han føler sig set og så følger ham tilbage i seng "kom ind i seng igen skat". Og her skal du så måske blive siddende hos ham, så det er dejligt og hyggeligt at være i sengen.

Han har en alder nu, hvor han godt ved at når han er lagt i seng, så sidder I og hygger på værelset. Slikskålen står på bordet, I ser fjernsyn osv. og den hygge vil han naturligvis gerne være en del af. Det er ikke retfærdigt at I kan sidde og hygge og han skal ligge alene og sove imens - sådan opfatter han det naturligvis. Og derfor er det vigtigt at du gør det at skulle sove mindst ligeså hyggeligt og dejligt som at være i stuen. Det skal være en stund som han nyder og som han ser frem til. Derfor er det vigtigt at du prioriterer at være der, sidder hos ham, læser historie, taler lidt om dagen osv.

Og ja - du kan med fordel også nogle gange stille dig i nærheden og lave noget praktisk som du allerede forsøger. Det jeg kalder for "stryge-tøj-metoden". Det er her vigtigt at du står på værelset, så han kan se dig - som det er hos jer lige nu, så er han nødt til at gå ud af rummet for at få din kontakt. Og det er netop meningen at han skal kunne blive i sin seng og stadig få oplevelsen af at du er der, stadig snakke lidt med dig osv. Så imens du står og stryger og lægger tøj sammen eller hvad du nu laver, så kan I tale lidt sammen. Han kan kalde på dig "moar?!" og du kan svare "ja jeg er lige her, skat, nat-nat" eller lignende, så han ikke føler sig alene, men mærker at du er der og så du samtidig også signalerer at når han skal sove, så har du noget kedeligt at lave, du er ikke i stuen og hygger, men laver kedelige ting og der er således ikke noget han går glip af.

Med hensyn til at sige "Nej", så hører dette 2 års alderen til. De fleste børn vil i jeres drengs alder også begynde at sige "Min! Min!" og kan have meget svært ved at dele. Det handler om at jeres dreng er igang med at udvikle sit eget selvbillede, altså igang med at blive bevidst om hvem han selv er. Og det er vigtigt at møde ham og anerkende ham. Han er meget følsom overfor hvordan I reagerer på ham og på det han gør. Han kan blive dybt ulykkelig, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet eller hvis han har svært ved noget bestemt - der skal ikke så meget til, før "verden ramler".

At han mangler sprog gør det naturligvis ...

---

---

... ikke lettere og når børn mangler ord, så reagerer de ofte fysisk i stedet. Det er derfor helt naturligt at han skubber, slår fra sig eller lignende, hvis ting ikke går helt som han vil eller ikke vil.

Det er normalt at der er konflikter mellem søskende. Søskende skændes, de afprøver hinandens grænser og for de fleste forældre er det utroligt frustrerende, fordi det kan føles som om at ens børn skændes altid.

Der er nogle gode regler at følge, når man oplever konflikter mellem sine børn:

- Det er vigtigt at du ikke tager parti, med mindre du ved, hvem der har gjort hvad. Når børn skændes, så er de rivaler og hvis de kan "spille komedie" og se den anden blive straffet, så synes de det er godt. Derfor er det vigtigt at du prøver at høre på begges forklaringer og ikke tager parti, for du ved i princippet ikke hvad der er sket og hvem af dem der har ret.

- Det er vigtigt at du ikke belønner, hvis de sladrer. Det kan f.eks. være hvis storesøster sig "det var ham der begyndte" eller lignende. Du kan lytte til hvad de hver især giver udtryk for er sket. Og det er vigtigt at du skaber mulighed for at de begge kan lytte til hinanden "nu er det lillebror der siger noget, så er det din tur bagefter". Det er også vigtigt at de hører hvad den anden siger. Hos jer vil det naturligvis være svært for lillebror at sige hvad der er sket, men du kan stadig godt prøve at fornemme hvad hans rolle i situationen har været ligesom du kan lade din datter lytte til, de reaktioner og signaler han sender. Forsøge at sætte de ord på for ham, som han ikke selv har, samtidig med at du ikke tager hans parti.

---

---

- Det er vigtigt at du prøver at være en god rollemodel. Hvis børnene råber og skriger og du så kommer og råber af dem, så råber I alle sammen og det lærer børnene ikke noget af. Ligesom man ikke skal slå. Du skal derfor lyde bestemt og rolig, for at børnene bliver rolige.

- Du skal være meget opmærksom på om deres konflikt går over i at være fysisk og om de gør noget, som gør ondt på den anden. Den konflikt der måske er startet med "nej", "stop", "hold op" kan meget hurtigt gå over i at blive fysisk, så de sparker og slår hinanden - og en konflikt der går over i at blive voldelig skal stoppes med det samme. De må ikke yde skade på hinanden.

- Du skal prøve at hjælpe dem med at sætte de ord på, som de hver især mangler, så de lærer af de konflikter de har. "Du bliver så ked af det, når...", "Du blev vred fordi..." og på den måde hjælpe dem begge til at sætte sig ind i den andens verden, forstå hinanden :)

- Du skal også være opmærksom på at det nogle gange kan være nødvendigt at skille dem ad. Søskende behøver ikke elske hinanden betingelsesløst og nogle gange, så har de det bedre, hvis de ikke er tvunget til at være sammen. Og det er derfor udmærket en gang imellem at melde dette ud: "Det er ikke godt for jer at være sammen lige nu, så nu går du derind og du går derhen."

Jeg håber at ovenstående hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---