Brev:

Jaloux storesøster - stadigvæk!

Hej Helen,

Jeg kan se, at det er et år siden jeg sidst skrev til dig angående min store pige på snart 7 år! Vi er nået langt som forældre mht at være opmærksom på selvværd-selvtillids-skismaet; og vi oplever generelt at hun trives bedre i familien. Der er meget færre konflikter og de slutter hurtigere når de er der;-) Vi har gjort mange konkrete ting og ændret i vores hverdag, så hun har nogle fastere rammer og en klar rolle i hverdagslivet.

Men. Hun har stadig ikke forliget sig med lillebror. Hun har tilpasset sig, hun "tåler ham", de leger sammen i kortere sekvenser, og vi kan som forældre se, at de får en del ud af hinanden (dvs han får meget ud af hende, han ELSKER hende og ser op til hende; men hun får også af og til lidt ud af ham;-)). Men vi har en klar fornemmelse af, at hun faktisk stadig er rigtig ked af, at han kom til verden og skulle blive en del af vores familie. Hun er god til at sætte ord på (vi har jo hjulpet hende med at sætte ord på og fortalt, at det er ok, at hun siger det), fx at han bare skulle gå ud foran en bil, om vi ikke bare kan sende ham tilbage og lignende. Det er vi ok med og svarer, at det er ok, hun har det sådan, men at vi har valgt at han skal være en del af vores familie, ligesom vi valgte hende, så det kan vi ikke bare (!). Men ofte siger hun ikke noget, men kigger bare ulykkeligt på os og går igen, hvis hun fx lige kommer ind i et rum og tager en af os i at ...

... sidde og nusse lillebror…

Det er særligt to ting, som bekymrer os her:
Det ene handler mere om lillebror: han snart er så stor, at han kan forstå hvad det betyder, når hun siger at hun ville ønske han var død – hvordan mon det påvirker ham? I forvejen må han tåle en del puf og dirigeren rundt med af hende (både verbalt og fysisk) – men for os er der en stor forskel når det pludselig bliver ”jeg hader dig, du skal dø” i stedet for ”dumme dig”. Det er måske voksen-overfortolkning? Vi tænker på, om vi skal prøve at forklare hende, hvor alvorlige den slags ord er?

Men den anden ting er hvad pokker vi gør for at ”hele” det traume, hun har fået ved hans ankomst i familien. Jeg tænker især på, om det er noget, der skal bearbejdes nu, mens hun er barn, eller om vi skal begynde at spare op til psykologtimer til når hun bliver voksen;-) Ærligt talt overvejer vi (stadig) familieterapi, med hende, men vi vil omvendt heller ikke gøre et kæmpe problem ud af noget, som er en naturlig reaktion og trods alt måske langsomt for aftagende. Vi kan bare se, når vi taler med venner osv, at de fleste bliver overraskede når vi siger at Fiona stadig er meget jaloux og har svært ved at acceptere lillebrors betydning i familien. Og vi føler, at vi har svært ved selv at nå helt ind til kernen i sorgen med hende, når vi af og til taler om det på et lidt grundigere plan.

Som altid ser vi frem til at modtage dit syn på sagen;-)

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

13. maj 2025 | Sovevaner | 7 år

Samsovning - div. spørgsmål

Kære Helen Vi har to dejlige drenge, der netop er fyldt 7 år og 9 år. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: