Svar: Pige på 2½ år

---

Kære Mai

Tak for dit brev og dejligt at høre at mit tidligere svar har hjulpet jer. Jeg vil naturligvis rigtig gerne dele lidt tanker med dig omkring storesøster også :)

Der er ingen tvivl om at det er svært at blive storesøster, når man ikke er mere end to år og der er ingen tvivl om at det er særligt svært, når man skal dele mor og far med ikke kun ét barn, men med to nye børn. At blive storesøster til tvillinger er naturligt en ekstra udfordring.

Børn reagerer naturligt forskelligt, fordi de er forskellige, men når der kommer nye børn ind i familien, så er der naturligt store følelser på spil hos den ældste. Nogle sammenligner det med de følelser der ville opstå i dig, hvis din mand kom hjem med en ny kvinde og sagde "hej skat, er hun ikke smuk, er hun ikke dejlig ... hende elsker jeg, hun skal bo her hos os" og samtidig så skulle hun også sove i soveværelset og han sad og kyssende hende, kærtegnede hende og var tydeligt forelsket i hende - hvilke følelser ville det ikke frembringe i dig ...? Det er lidt de samme følelser jeres datter naturligt har, fordi I har taget tvillingerne med hjem ...

Det er følelser som handler om sorg, vrede og angst - sorgen over ikke længere at have jer for sig selv, vreden over at være bragt i denne situation og angsten for at I vil synes bedre om de to andre end om jeres ældste datter. Og derfor er det rigtig vigtigt at I er der for hende, anerkender hende, lytter til hende og de signaler hun sender. Det vil være helt naturligt hvis hun ikke længere føler at hun er den foretrukne, hvis hun nogle gange føler sig usynlig, - det er naturligt at hun føler sig i tvivl om, hvorvidt I stadig elsker hende ligeså højt som før ...

Og hun er stadig så lille at hun ikke kan sætte ord på disse følelser og derfor bliver hun pivende, ked af det, klyngende, kan virke urimelig - og derfor er det også helt naturligt at hun skubber til dem ...

Det er stærke følelser som sidder dybt i hende og fordi hun ikke med ord er i stand til at fortælle, hvordan hun har det, så reagerer hun fysisk i stedet for, så reagerer hun ...

---

---

... med at skubbe eller slå ...

I skal naturligvis prøve at finde en balance, hvor I på den ene side fortæller hende at hun ikke må slå eller skubbe, men samtidig også anerkender, at hun faktisk synes de små er irriterende og at hun ikke har bedt om at de skal være der. Det er et valg I har truffet og det er et valg hun naturligt lever med og også bliver glad for på sigt - men lige nu vil hun naturligt have dage, hvor hun inderst inde ville ønske at hun var alene sammen med jer og det er vigtigt at I har forståelse for dette ...:)

Hun skal vide at hun er elsket overalt på jorden og det skal I fortælle hende. Hun skal mærke at hun er noget ganske særligt netop fordi hun er den hun er. Prøv at nurse hende lidt, lad være at stille alt for store forventninger til hende, selvom I godt ved at hun kan nogle ting selv, så prøv i en periode at hjælpe hnde lidt mere, vær lidt mere til rådighed.

---

---

Fortæl hende om og vis hende billeder fra hun var baby. Fortæl hende at hun var sød, lækker og super dejligt og at det er hun stadigvæk. Fortæl hende også om alt det gode og skønne man kan, når man er 2½ år i forhold til når man er helt lille og hvor dejligt I synes det er at have netop hende. Og send hende ikke på værelset, når verden går hende imod, det hjælper hende måske kortvarigt, men det hjælper hende ikke på sigt.

Og ja - det er helt normalt at reaktionen kommer nu. For det første er det nu I begynder at finde mere ro og rytme i hverdagen og derfor nu, at der er plads til at hun kan reagere. I har mere overskud til at tage jer af hende og dermed hendes reaktion nu. For det andet, så har tvilingerne en alder nu, hvor de faktisk er mere irriterende. de sover og spiser jo ikke bare, men begynder at bevæge sig mere og mere rundt, de piller i hendes ting, de leger på en anden måde, de snakker og pludrer og gør opmærksom på sig selv. Andre kikker på dem, smiler og snakker med dem og på sidelinjen står storesøster og ser på det hele - og det er helt naturligt at det gør mere ondt nu ...

Jeg håber mine tanker hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

Viden om børn:

---