Svar: Trodsalder - vil ikke noget

---

Kære Anna

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af jeres lille dreng - og velkommen til :)

Jeres dreng er nu 2 ½ år og brager igennem selvstændighedsalderen. Det er udfordrende både for jer forældre og for ham. Det er en tid, der kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor han kan være så glad, sjov og charmerende, men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal og følelserne kører på højtryk ...

Det i oplever at således normalt - det hører alderen til :) Samtidig så har I også en dreng der på mange måder er en meget moden dreng af sin alder. Han har et rigtig godt sprog, han kan lege med legetøj, der ligger langt over hans alder, han er intellektuelt blevet testet - og ligger højt. Og det betyder at han på mange måder virker ældre end han er og jeg tænker at det kan man godt blive snydt af.

Mange henvender sig sandsynligvis til ham, kommunikerer med ham, stiller spørgsmål osv. som var han langt ældre end han egentlig er. I kommer sandsynligvis til det, bedsteforældre og andre voksne kommer til det. Og i mange situationer er det super godt, fordi han intellektuelt har brug for udfordringer og i høj grad nyder dette, men i andre situationer er han stadig bare en lille dreng og skal mødes som dette.

Med den alder han har, vil hans følelser ikke være særligt nuancerede og hans reaktioner kan virke meget urimelige i forhold til hvad der udløser dem. Han kan således blive utroligt vred over noget som du synes er en bagatel og det kan godt skabe en situation, hvor du synes han må tage sig sammen og opføre sig som den store dreng han jo er, eller i mange situationer virker til at være, men hvor han på grund af sin alder og umodne hjerneudvikling har rigtig svært ved at leve op til dette krav, fordi han på mange punkter stadig er lille.

Hans selvstændighedstrang er dominerende og det er helt normalt at sige Nej! Det er også helt normalt at gøre det modsatte af hvad han får besked på, at overdrive sine følelser helt vildt - græde højere og mere hysterisk når mor og far er i nærheden end når I ikke er. Han er nødt til at gøre det modsatte af jer, for at adskille sig fra jer, for at øve sin selvstændighed. Han er altså nødt til at være uenig med jer og derfor kommer konflikterne i hverdagen.

Det der er vigtigt er hvordan i kommer igennem konflikterne og her har I en vigtig rolle. Aggression, frustration og fortvivlelse er følelser der hører alderen til og jeres dreng får det der kaldes fortvivlelsesanfald. Når ting ikke går som han gerne vil, når han mærker modstand og verden bryder sammen for ham, så er han ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Det vil som sagt ofte være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for ham betyder det rigtig meget. Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan, det er rigtig dumt at skoene driller ...

Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis du prøver at gå fra ham, så vil ...

---

---

... han sandsynligvis gå grædende efter dig "gå ikke fra mig mor" og signalerer netop på den måde at han har brug for dig. Du må ikke gå. Han har brug for at du hjælper ham med at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn. Alt det I og jeres dreng gør sammen, vil påvirke hans hjerne og vil påvirke hans udvikling - og dermed også livet fremover.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

---

---

Når jeres dreng løber sin vej, når han vrider sig, sparker, slår osv. så sker der en aktivitet i pattedyrhjernen. Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den du med din reaktion aktiverer. Det er vigtigt fordi du med din reaktion er med til at skabe de vigtige forbindelser mellem de to hjernedele.

Derfor er det vigtigt at du reagerer med lydhørhed, viser din dreng at du forstår hvad han vil. Du må naturligvis gerne sige av, så han ved at det gør ondt og du kan også sætte ham fra dig, hvis han slår dig, så han oplever at det her var forkert. Men det er meget vigtigt at han ikke bliver bange for dig eller føler sig forkert og at du viser ham, at du godt kan rumme hans frustrationer og meget stærke følelser.

Nogle gange må man lade ham rase lidt ud, imens du holder dig ved siden af. Du er nødt til at være der både for at sikre at han ikke yder skade på sig selv, men også for at vise ham at det er okay. At kunne rumme ham betyder at du kan holde ud at han har det som han har det, at du ikke forsøger at ændre det og især - at du ikke tager det personligt. Det er meget vigtigt at du ikke selv bliver bange for ham, eller begynder at trække dig fra ham - det er vigtigt at du formår at bevare roen, fordi det er så svært for ham som det er.

Og ja, nogle gange er du nødt til at holde ham, - præcist som du har gjort. Du kan nogle gange være nødt til at sidde med ham, holde ham fast, bruge dine kræfter, det at du fysisk er stærkere end ham . naturligvis uden at det gør ondt. Man kan sige, at du næsten skal bruge dig selv som et tæppe, bruge dine arme, dine ben omkring ham og så samtidig være beroligende "ssååå, skat, sååå, rolig nu, såååå, rolig" - ikke stille spørgsmål, bare holde ham og tale med små berolignede, dybe ord og vente på at han tilsidst slapper af i kroppen og falder til ro.

Så nogle gange må han finde roen selv, andre gange kan du være nødt til at holde ham og få ham fysisk til at falde ned ...

Jeg håber at mine tanker hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---