Brev:
Svær skolestart
Kære Helen.
Tak for dit søde svar på mit sidste brev. Det trøstede.
Vi har været igennem en rigtig udfordrende tid med min datter: Flytning, nye venner, start på ét fritidshjem, skift til et andet fritidshjem og skolestart.
Puha.
Vi valgte at skifte fritidshjem. Det var alt for svært at få en god dialog om min datters behov og trivsel, men nu har vi heldigvis fundet et supergodt sted at være, og hun er også blevet glad for det.
Men udfordringen med at sige farvel følger os.
Jeg afleverer hende hver morgen på skolen, vi kommer 5 - 10 min i 8, og jeg har aftalt med lærerne, at det er ok hun skal holde en voksen i hånden, når jeg går. Det er blevet sværere og sværere at komme afsted, jeg skal nærmest vriste hende løs og de voksne skal holde hende for at jeg kan komme ud af døren. I morges lykkedes det hende at suse efter mig, og vi havde en kæmpe grædescene i skolegården. Læreren var supersød og kom ud og hentede hende, men det lykkedes ikke at sige farvel på en god måde.
Om skolen siger hun, at hun ikke kan lide at være der. Hun siger også, at hun hader det. Når jeg spørger mere ind til det ...
... siger hun, at hun synes det er træls at der hele tiden er nogen der bestemmer hvad man skal. Og det er selvfølgelig også surt:-) Samtidig kommer hun stolt hjem og synger de sange, de lærer derovre, og hun er vellidt af sine kammerater, som meget gerne vil lege med hende, også efter skole.
Ifølge lærerne har hun det fint derovre i løbet af dagen.
Jeg spekulerer selvfølgelig på, om hun er skoleparat, samtidig med at jeg har meget svært ved at forestille mig hende i en børnehave. Og jeg tror hun er kvik nok til at lære det, man skal kunne i 0. klasse.
Efter 6 år med dårlige afleveringer er jeg faktisk ved at være lidt slidt. Hvad pokker kan jeg gøre for at det bliver bedre? Jeg kan efterhånden mærke, at jeg begynder at blive irriteret på hende, fordi hun er så stor. Og samtidig synes jeg det er rigtig synd at det er så svært for hende at sige farvel, og jeg tænker, at hun med sin baggrund har en ekstra sårbarhed, som jeg skal tage hensyn til.
Hvad tænker du? Kan jeg gøre noget for at vende det? Og hvor meget kan man egentlig forvente at lærerne kan yde i 0. klasse?
God weekend!
Med venlig hilsen
moren
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan siger du farvel til røde babynumser
Sådan siger du farvel til røde babynumser: Med forebyggelse frem for behandling
Sundhedsplejersker anbefaler at forebygge bleudslæt med Olívy
Er du i tvivl om, hvad der hjælper bedst mod rød numse og bleudslæt, er du ikke den eneste. Mange bruger salver og cremer til ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
18. november 2025 | Opdragelse | 6 år, 7 mdr.
Kære Helen Tak for svar på det sidste brev, som jeg sendte til dig. Det gav...
Viden om børn:
Barnløshed
De fleste par har en naturlig forventning om blive forældre på et tidspunkt. Men for nogle sker det dog ikke bare af sig selv.
Hvis man som par forsøger at blive gravide gennem et år, uden at de lykkes, så betragtes det som ufrivilligt barnløshed. Statistikken siger, at ca 80 % vil bliv gravide i løbet af et år.
Årsagerne til at man ikke bliver gravid kan være rigtig mange og det tager tid at finde frem til den rigtige behandling for det enkelte par. Derudover er...
Barnevogn
Når I skal købe en barnevogn er det vigtigt at I gør jer klart, hvad vognen hovedsageligt skal bruges til.
Skal den mest stå på altanen, eller skal den bruges til at gå lange ture med. Skal den kunne bæres op og ned ad trapper? Og skal den kunne være i bilens bagagerum?
Det er også vigtigt at tænke på årstiden. Både sommer, men især om vinteren, er det vigtigt at både kassen og kalechen er vandtæt. Om vinteren er det vigtigt, at både sider og bund er godt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.