Svar: Sej 2 årig

---

Kære Anne Mette

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

Jeres dreng er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed, han er rigtig godt igang med at finde ud af hvem han selv er, hvordan han påvirker jer og hvordan I påvirker hinanden. Selvstændighedsalderen dækker især alderen 1-3 år og man kaldte det tidligere trodsalderen.

Det er en udfordrende tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af den opdragelse, som vores børn også skal have. Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, de er så skønne de unger - men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal.

Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald. Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen, agurken falder på gulvet, han skal vaskes, have børstet tænder osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at agurkeskiven røg på gulvet eller det er rigtig irriterende at han nu skal have nattøj på eller at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan...

Det er vigtigt at I ikke bliver vrede på ham eller skælder ham ud, men i stedet holder om ham, beroliger ham og viser ham at I forstår ham, at det lige nu bare er rigtigt svært at være ham. Hvis I forsøger at gå fra ham, så vil han ganske givet gå grædende efter jer og netop signalere "gå ikke fra mig" fordi han har ...

---

---

... brug for jer. Han har brug for at I hjælper ham med at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Nogle gange skal I naturligvis sætte nogle grænser og holde fast i at tingene er nødt til at være som I siger eller holde fast i et nej. Og det kan være svært, når man ser hvor ulykkelig, frustreret og nogle gange gal, ens barn bliver. Derfor skal man naturligvis altid overveje, hvorfor man siger nej. Nogle gange er det måske fordi man som voksen selv er træt og derfor ikke orker det barnet gerne vil og en dag kan sagtens blive fyldt med "Nej", "Nej", "Nej" og det er træls for alle og hvor det måske ikke er nødvendigt.

---

---

Nogle gange kan det være godt at komme med et alternativ. Især når det er ting, som du på forhånd ved vil udløse fortvivlelse. Det kan være, hvis det om aftenen altid giver problemer med nattøjet, så kan det være en god idé at holde fokus på noget som han måske gerne vil "hvis vi skynder os med nattøjet, så kan vi læse historien" så I på den måde lærer ham at når nattøjet er overstået, så er det hyggeligt, for så læser I. Det kan også være hvis han f.eks. er på vej hen mod skabet, hvor kiksene ligger og du ved at I skal spise lige om lidt. "Du kan ikke få en kiks lige nu, men du kan få et stykke agurk" og på den måde være heldig at aflede lidt og indgå kompromis.

Ved at sætte ord på, viser I ham at I forstår ham. I ved godt hvad han vil, I har hørt det og forstår det. Men I holder stadig fast i jeres nej og tilbyder så et bedre alternativ. På samme måde kan det nogle gange være en idé lige at stoppe op og prøve at finde ud af, hvorfor han bliver ked af det eller vred. Måske er det fordi han gerne vil prøve selv eller måske gerne vil have tingene gjort i en anden rækkefølge. Han er stadig så lille at han ikke kan sætte ord på de tanker og følelser han har og derfor reagerer han fysisk i stedet.

Håber I kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

Viden om børn:

---