Svar: Opdragelse - 22 mdr.

---

Kære Mor

Tak for dit brev og dine spørgsmål :)

Når man er knap 2 år gammel, så sker der udviklingsmæssigt rigtig meget. Jeres datter er igang med selvstændighedsalderen, det der tidligere hed trodsalderen, og det er helt naturligt at hun prøver grænser og gør det modsatte af jer.

Selvstændighedsalderen dækker ofte over 1-3 års alderen og der er ingen tvivl om at det er en udfordrende alder for både barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvent omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor jeres datter kan være så glad, sjov og charmerende, men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal og hun kan på et splitsekund blive utroligt ulykkelig ...

Jeres datter skal gøre det modatte af hvad I siger, for det er netop, når hun gør dette, at hun udvikler sin selvstændighed. Det er netop måden hun viser jer at hun er sin egen. Hun er nødt til at ville det modsatte, for ellers kan hun ikke adskille sig/separere sig og afprøve sin selvstændighed. Og derfor skal I nogle gange lade hende gøre det hun vil og acceptere at hun har sin egen måde. Der kan være mange måder at gøre ting på og hendes kan være ligeså god ... Og andre gange skal I naturligvis holde fast i at det er som I vil, fordi I er de voksne og det er jer, der ved bedst og i sidste ende jer der bestemmer.

I er som forældre nødt til at tage beslutninger for jeres datter, hun er stadig så lille at hun ikke ved, hvad der er bedst for hende og hun kan ikke vælge. Hun vil godt kunne pege på ting, for at vise, hvad hun gerne vil have, hun kan også ryste på hovedet eller sige "nej!", hvis der er noget hun ikke vil. Men de fleste ting er stadig noget I bestemmer for hende.

Og når hun mærker denne modstand, f.eks. når I kræver at hun skal holde jer i hånden, når I går på vejen eller når I siger at hun ikke må lege med maden, så får hun det der hedder et fortvivlelsesanfald. Når hun mærker at I vil noget andet end hun vil, når hun mærker at ting ikke er som hun ønsker de skal være, så får hun et anfald af fortvivlelse. Det vil ofte være over ting, der i jeres øjne virker som bagateller. Det kan være at I skærer æblet ud i både og hun hellere ville have det skrællet, eller at I giver hende den røde kop i stedet for den blå ...

Børn fødes med en hjerne som ikke er færdigudviklet. Hjernen skal gennemgå en stor udvikling og hjernens forskellige dele skal lære at arbejde sammen. Der skal skabes vigtige forbindelser imellem de forskellige hjernehalvdele, de er der ikke fra begyndelsen, men bliver skabt stille og roligt i takt med at jeres datter vokser op og især i takt med at hun møder omsorg og nærhed fra jer voksne. Man ved idag at måden vi som forældre reagerer på, når barnet er ked af det, frustreret, vred osv. har stor betydning for hjernens udvikling og forældre påvirker således i meget stor grad deres barns hjernefunktion.

At hjernen er umoden betyder netop at hun får anfald af fortvivlelse. Verden bryder sammen for hende og hun er her oprigtigt ked af det, skuffet, frustreret og fortvivlet. Hun er ikke uartig og bryder ikke sammen og skriger ikke, fordi hun prøver jer af, men gør det fordi hun ikke kan gøre andet - fordi hendes hjerne er umoden og hun har endnu ikke dannet de forbindelser i hjernen, som skal hjælpe hende til at bevare roen.

I hjælper hende ved at give hende en medlidende reaktion og vise hende at I forstår det. I skal sætte ord på de følelser som I fornemmer at hun har "det er også dumt at du ikke selv må gå på vejen" eller "bliver du bare så ked af det, sååå skat", eller " det er også irriterende at jeg har skrællet æblet, når du ville have det skåret i både.." eller hvad det nu kan være.

Når I sætter ord ...

---

---

... på hendes følelser, så vil hun føle sig lyttet til og forstået og det er netop når dette sker, at hun danner de vigtige forbindelser i sin hjerne. De forbindelser der på sigt, skal lære hende at bevare roen og ikke "gå i selvsving" hver gang verden går hende imod. Derfor bør man aldrig sende et barn med fortvivlelsesanfald væk, eller blive vred på hende, kalde hende hysterisk eller lignende. Det får hende måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt.

Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun derfor brug for at du sidder med hende, holde om hende og beroliger hende. Hvis I forsøger at gå fra hende, så vil hun ganske givet gå grædende efter jer og signalerer netop "gå ikke fra mig!", fordi hun har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få sin krop ned i gear.

Når hun løber fra jer, så må I derfor holde fast i hende, også selvom det medfører frustration og stor fortvivlelse. I skal sætte ord på, at I forstår det er irriterende, at hun ikke kan gå selv, men det er farligt og man skal holde i hånd med de voksne, når man går på vejen. Alternativt skal I have hende i en klapvogn eller barnevogn, så I sikrer jer at hun ikke stikker af. Hun har ikke fornemmelse for hvor farligt det er og derfor er I nødt til at bestemme i denne situation. Det der er vigtigt er, at I forstår hvor frustrerende det er for hende og kan rumme den fortvivlelse der opstår, når hun mærker I vil noget andet end hun vil.

Det samme gælder, når hun leger med maden i stedet for at spise den. Prøv her at holde fokus på, at maden skal i munden og opfordre hende til dette. Sørg også for at anerkende hendes lyst til at lege med vand, mærke maden osv. og hjælp hende med at få stillet denne lyst uden for middagsbordet. Og rum hende så, når hun bliver frustreret og fortvivlet over at I siger nej og vil noget andet end hun.

At kunne rumme betyder at I kan holde ud at hun har det som hun har det, at I ikke forsøger at lave det om og at I ikke tager det personligt.

---

---

Med hensyn til gaver, så synes jeg det er vigtigt at I giver jeres datter de ting hun løbende mangler - det gælder uanset om det er tøj, legetøj eller andet. Men naturligvis er der også visse ting, som hun på sigt skal lære at ønske sig til f.eks. fødselsdag og jul. Så længe hun er så lille som hun er, så sker der dog udviklingsmæssigt rigtig meget med hende og ½ år kan være rigtig lang tid at vente på f.eks. et stykke legetøj - man kan risikere at hun så næsten er vokset fra det, før hun får det ...

Derudover tænker jeg at fødselsdag jo er meget andet end gaver og at det for hende vil være rigtig dejligt at mærke opmærksomheden og de ting der sker på dagen - f.eks. at der bliver sunget en fødselsdagssang eller at hun får lys i kagen eller i en bolle, at der pyntes med flag og balloner osv. Når man ikke er ældre end hun er, så er alt dette rigeligt og hun behøver ikke en masse gaver på selve dagen. Modsat, så er det dog også rigtig dejligt for børn en gang imellem at mærke "gaveboden" og det er rigtig dejligt at få nogle ting, som man har ønsket sig og set frem til.

Hvis I lige nu står og overvejer om hun skal have en bestemt ting, som f.eks. en dukke og hun har fødselsdag om 2 måneder, så kan I naturligvis vælge at lade hende vente de 2 måneder på at få sin dukke. I kan også vælge at give hende den nu og så give hende tilbehør til dukken på sin fødselsdag - f.eks. dukketøj, en dukkevogn, en dukkeseng eller lignende - så I på den ene side giver hende den dukke, som I skønner hun har glæde af at lege med allerede nu, men samtidig også lader hende vente lidt på de ekstra ting som følger med. Indtil hun så f.eks. får sin dukkeseng, så kan dukken sove i en kasse eller lignende - og "den fine seng", får hun så senere.

Håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Rigtig god sommer!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---