Svar: Min dreng bliver hurtig ked

---

Kære Pernille

Tak for dit brev :)

Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med jeres dreng lige nu og især i alderen 1-3 år oplever man tydeligt, hvor svært det er at være barn .. Det er en alder, som kræver rigtig meget forståelse og anerkendelse og meget stor tålmodighed fra jeres side :)

Din dreng er igang med at øve sin selvstændighed og hans udforskningstrang er stor. Han er nødt til at undersøge og gøre ting flere gange, mange gange, for at finde ud af hvordan ting fungerer og han er også nødt til at "prøve grænser", for at finde ud af regler og lære hvordan du reagerer i forskellige situationer. Man kan let komme til at opfatte barnets opførsel provokerende eller opleve at barnet hele tiden forsøger at få sin vilje, men det er ikke det, der er tale om - der er "kun" tale om at din dreng lige nu er igang med at lære og undersøge verden og der er ingen bagtanker bag.

Når han gerne vil have dig med, når han søger dig og ikke kan vente, så er det helt naturligt for hans alder. Han har ingen fornemmelse for tid, forstår ikke hvad det betyder, når du siger "om lidt" eller "du må lige vente lidt", han ved ikke hvad det er, men reagerer impulsivt og lystbetonet og bliver oprigtigt ked af det, når han mærker at du vil noget andet end ham.

Han er stadig er en meget lille dreng og hans hjerne er stadig meget umoden. Han har endnu ikke dannet de forbindelser i hjernen, som er vigtige for at kunne bevare roen, lige tænke sig om en ekstra gang, lige kunne vente på at det bliver hans tur osv. Og netop på grund af denne hjernemæssige umodenhed, så bliver han oprigtigt ked af det og fortvivlet. Han får det der hedder fortvivlelsesanfald. Når dette sker, så er han ikke uartig men er oprigtigt ked af det og skuffet over at tingene ikke er som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt osv.

Disse fortvivlelsesanfald opstår ofte i situationer, hvor du tænker at det er bagateller. Det kan være når han skal vente lidt, eller hvis du f.eks. giver ham en pære og han hellere ville have haft en banan, eller hvis du siger at nu skal han stoppe med at lege med togbanen, fordi I skal køre ... Og det er vigtigt at du viser ham at du forstår det. Han har brug for at du hører ham og forstår ham og det gør du ved at sætte ord på ...

---

---

... - de ord som han mangler, for han kan ikke sige til dig at han er frustreret, han kan kun græde, pylre og nogle gange bryde sammen. Derfor er det vigtigt at du prøver at sætte ord på og f.eks. siger "det er også dumt at ..." eller "ssåå skat, bliver du bare så ked af det, såå", så han hører at du forstår ham.

Det er vigtigt ikke at ignorere ham og det er vigtigt ikke at skælde ud eller sende ham væk. Når han har anfald af fortvivlelse, så vil han have brug for at du sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis du prøver at gå fra ham, så vil du sandsynligvis opleve at han går efter dig, at han græder eller skriger endnu mere, at han står med armene løftet og signalerer "tag mig op!" eller "gå ikke fra mig mor" og det gør han fordi han netop har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Nogle gange kan han ikke klare omfavnelse og fysisk kontakt lige med det samme, så må man være tilgængelig ved at være i nærheden. Nogle gange skal du sætte dig på gulvet ved siden af ham, prøve om du kan få lov til at nusse hans fødder lidt, så maven og måske kryber han så op på skødet. Andre gange skal du bare være der, fortælle ham at du er der og prøve at lokke ham lidt "nåå, lille skat, bliver du bare så ked af det, kom op til mor, kom skat ..".

---

---

Jeg sammenligner det ofte med den frustration du som voksen ville føle, hvis du gik ind til din chef og gav udtryk for noget du var utilfreds med og chefen så ignorerede dig eller sagde "hold dog op med at være så hysterisk" eller f.eks. "det kan godt være du er utilfreds, men bliver altså som jeg har sagt!". Hvilke følelser ville det ikke frembringe I dig? Du ville ganske givet ikke få det bedre.

Hvis du derimod blev mødt med forståelse "kom ind, lad mig høre, hvad sker der, det kan jeg godt forstå du er ked af ..." så ville du få det bedre med det samme. Det er ikke ensbetydende med at du fik din vilje igennem eller at tingene blev ændret, men det at du blev lyttet til og fik lov til at sige og føle det du mener - det er vigtigt, det ville få dig til at slappe af.

Jeg vil anbefale dig at læse min bog "Helens bog om dit barns udvikling" med fokus på små børns følelser og behov og hvorfor de nogle gange gør som de gør :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---