Brev:
Søskendejalousi, svært at være storesøster
Kære Helen,
Tak for dine tidligere svar, de har været meget tankevækkende og brugbare. Jeg vidste jeg ville komme til at bruge dig på et tidspunkt efter lillebrors ankomst... og den tid er så kommet nu. Ikke fordi det har været problemfrit før, men nu er jeg lidt i vildrede ift det hele kan jeg mærke.
Min store pige blir 4 år om nogle dage og lillebror er 9 uger nu.
Jeg er fra start blevet utrolig positivt overrasket over min pige hvor godt hun har taget imod lillebror, fra start har der været stor forelskelse hos hende, hun har ikke kunnet holde sig fra ham, var i det hele taget utrolig draget af ham, ville HELT TÆT på hele tiden, give store kys og kram (til tider meget våde kys så vi måtte bremse lidt for kærligheden). Lige da han blev født var det påske og vi var sammen hele familien i 9 dage, og jeg husker det som nogle utrolig dejlige, harmoniske dage. Så kom hverdagen med børnehave, og det var dog meget tiltrængt for alle parter.
Jeg syns det har været meget udfordrende at have to børn de første 2 måneder. Også fordi storesøster har været meget voldsom overfor lillebror, ikke slået ham, men lidt for hårde kys og kram, derfor har jeg tit været stresset når begge børn er der, fordi jeg aldrig har vidst hvornår storesøster gjorde noget der fik lillebror til at skrige, og så vil jeg have lyst til at være der for begge mine børn, for det er jo synd at lillebror skriger, men det er jo også synd at min store pige har de følelser, der får hende til at få ham til at skrige. Har tænkt: Vænner man sig nogensinde til det her?
Min store pige har svinget meget ift at være vred på især mig, og har haft nogle store "ture", men hun har egentlig hele tiden været helt vildt glad for lillebror, bl.a. snakket om at hun ville giftes med ham, når hun blev stor osv. Vi har prist os lykkelige for den interesse hun har vist ham. Dog er situationen nu helt anderledes. Det er som om den kraftige reaktion kommer nu. Jeg vil prøve at beskrive hvordan det typisk er nu:
Her til morgen kommer den store pige ind til mig og lillebror i sengen. Førhen ville hun straks have sprunget op til lillebror og sagt "godmorgen lille bassemand" og have lagt sig mellem mig og ham. Tilbage til i morges: Jeg har svært ved at vågne, da lillebror har været ekstra meget vågnen i løbet af natten. Hun starter med at kilde mig under tæerne. Hun lægger sig i fodenden og udstøder nogle utilfredse lyde. Jeg siger: "Kom herop til mig". Hun begynder at tage fat i lillebrors føder og kilder dem, niver stille i dem (ikke sødt). Han vågner og vil have mad, hvilket jeg så må give ham. Ved godt det ikke er fedt for hende, men jeg er jo også hans mor.
Det skal indskydes, at jeg har brugt utrolig meget krudt det første stykke tid af lillebrors liv på at tage hensyn til hende, fx stillet uret, så jeg kunne amme ham inden hun vågnede og nå at være den, der kom ind og vækkede hende..osv. har generelt gjort en masse tiltag for at gøre det så godt for hende som muligt, men er de sidste uger begyndt at "trappe op" på hvor meget lillebror fylder når storesøster er der, fx amme ham, snakke og pludre med ham (men snakker stadig ikke FRIT med ham når hun er der, lægger ligsom låg på det hele), men har trappet op, for vil jo gerne have at det på et tidspunkt finder et naturligt leje, og at man kan være naturligt sammen med ...
... begge børn uden at være stresset.
Nå, men morgensituationen ender med kæmpe skrig og skrål og meget voldsomme udbrud. Min mand hentede lillebror og selvom det kun var hende og mig i lang tid, og jeg stod totalt til hendes rådighed og sagde ting som "det er helt okay du er vred på lillebror" osv.. tog det bare så lang tid for hende at blive "normal" igen. Sådanne situationer har vi tit og de kommer med garanti hvis jeg/vi ikke er totalt opmærksom på storesøsters følelser i de fleste situationer.
Derudover er det noget nyt at der ikke rigtig er nogle positiv kontakt til lillebror. Hun går for det meste bare hen og prutter med tungen ned i liften så han bliver ked (får jo spyt på sig og bliver forskrækket) og går så straks igen, når vi råber "Nej", "Hold nu op med det der" osv... hvilket vi jo spontant gør, for det er da så irriterende. Det er føles ligegyldigt om man gør det ene eller det andet, fx snakker med hende om "syns du lillebror bare er så irriterende??" Hun svarer sjældent på et sådant spørgsmål.
Vi har også prøvet at involvere hende i ting med lillebror, fordi vi opdagede at vi kom til at holde ham, væk fra hende uden at tænke over det (fordi hun altid er så voldsom). Vi prøvede at spørge om hun ville sidde med ham, hjælpe med at skifte osv. Det har hjulpet førhen, men nu er hun bare rigtig hård ved lillebror, fx hvis hun er med til at skifte ham, hiver hunhans ben højt op indtil han græder, og så kan det hele jo være ligegyldigt.
Hun har alrtid været "mors pige", meget afhængig af mig, så det kommer ikke bag på mig, at hun reagerer voldsomt overfor mig. Hun er utrolig vred på mig hele tiden. Har sagt ting som: "Jeg er ikke din pige. Du passer mig bare". Den sved. Det er utrolig hårdt at være så træt (pga dårlig søvn) og så aldrig "høste frugten" af ens ananstrengelser, fx hvis jeg giver mig god tid alene med hende, når jeg fx putter hende. Hun er også vred i disse situationer. Bliver SÅ nemt sur over det mindste og det er faktisk utroligt sjældent hyggeligt. Jeg er fanget mellem følelserne at jeg savner hende/det vi havde meget og samtidig har jeg utrolig svært ved at rumme hende. Og det kan hun jo nok også sagtens mærke. Men hvad skal man dog gøre ved det???
Hun er en stor pige, fx slår hun jo ikke lillebror og hun siger mange søde ting til ham/om ham såsom "Hvor er han kær, hvor er han sød, se ham lige mor" næsten som om det er for at overbevise sig selv om det, og det er ikke fordi vi har nogen forventning om at hun skal syns de ting, vi prøver netop at rumme det modsatte.
Men selvom hun er stor er hun virkelig også bare SÅ lille, og det kommer så til udtryk i de store grådanfald og det at hun bliver sur/vred /fornærmet over det mindste, fx hvis vi ikke lige hører hvad hun har sagt og beder hende gentage det, så "kan det også bare være lige meget", hun siger til "Nu er det for sent" og så er hun mobset lidt tid.
PYHA det her blir en lang smøre, jeg havde vist også bruge for at skrive det ned. Det er nogle gange en god bearbejdning af problemer.
Men har du nogle ideer til hvad vi kan stille op. Jeg syns virkelig hun får meget opmærksomhed og vi tager meget hensyn til hende, men hun skal jo ikke styre hele familien. Lillebror skal også have en plads!!
Håber du kan finde rede i min rodede tekst.
De bedste hilsner
Freja
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan siger du farvel til røde babynumser
Sådan siger du farvel til røde babynumser: Med forebyggelse frem for behandling
Sundhedsplejersker anbefaler at forebygge bleudslæt med Olívy
Er du i tvivl om, hvad der hjælper bedst mod rød numse og bleudslæt, er du ikke den eneste. Mange bruger salver og cremer til ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
14. oktober 2026 | Opdragelse | 4 år
Kære Helen Min mand og jeg har brug for råd og vejledning. Vores fire-årige...
20. april 2026 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Kære Helen, Mit spørgsmål går på en bekymring for min lille pige på 3,5 år....
9. marts 2026 | Sygdom | 3 år, 6 mdr.
Hej Helen Jeg er mor til en dreng på 3.5 år, som desværre har fået...
27. januar 2026 | Opdragelse | 4 år
Kære Helen Jeg har berørt emnet før, men kommer ikke rigtig videre. Min...
25. januar 2026 | Renlighed | 3 år, 6 mdr.
Hej, Vi har toilettrænet to børn tidligere, men vores dreng har problemer....
Viden om børn:
Reservebedste
En reservebedste er en ældre person, der gerne vil hjælpe småbørnsfamilier med at passe børnene, når de er syge, har brug for at blive hentet tidligt eller skal passes en dag, hvor forældrene skal i byen.
I nogle kommuner kan man søge om en reservebedste, hvis man er enlig og ikke har mulighed for at trække på sit netværk, men det er også muligt at søge en reservebedste privat.
Det kan være en rigtig god idé at have en reservebedste (M/K), som kan hjælpe i...
Efterveer
Efter fødslen skal livmoderen trække sig sammen til normal størrelse igen, - disse sammentrækninger kalder man efterveer. Jo flere børn man har født, jo mere vil livmoderen skulle trække sig sammen, og jo værre er efterveerne ofte.
Efterveer mærkes ofte under amning. Når barnet dier ved brystet, produceres hormonet oxytocin, der får livmoderen til at trække sig sammen og i dagene efter fødslen vil livmoderen gradvist blive mindre - lige efter fødslen går livmoderen ofte til...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.