Svar: Svær skolestart - 5 år, 11 mdr.
Kære Ms mor
Tak for dit brev :) jeg vil gerne dele lidt af mine tanker med dig.
Du skal naturligvis være sikker på at jeres dreng starter skole på det rigtige tidspunkt for ham og jeg går ud fra at beslutningen er taget i samarbejde med børnehaven. Han lyder også umiddelbart til at være parat, - han kan fint finde ud af det boglige, lyder til at kunne følge en kollektiv besked osv. , men alt er stadig så nyt for ham, at det er svært at finde ud af det hele og da han er en lidt følsom dreng, så har han naturligt brug for ekstra tid.
At han ikke er startet i skole med sine bedste venner fra børnehaven, ser jeg ikke umiddelbart som et problem. Jeg tænker dog at I måske skulle prioritere at han en gang imellem hjemme stadig leger med nogle af sine "gamle" venner. Det kan være rigtig dejligt at få lov til at lege med nogen som man kender godt og er tryg ved og det er rigtig dejligt at have en god ven uden for skolen. En som ikke er en del af det der foregår der, men som "bare" er ven på hjemmebane.
Vi har jo alle forskellige roller alt efter hvor vi er og hvem vi er sammen med og jeres dreng skal finde sin nye rolle som skolebarn. Og det er svært, rigtigt svært. Der er nye børn og voksne at forholde sig til og han skal på mange måder starte helt forfra og lære alle at kende, finde ud af hvorfor de siger og handler som de gør og samtidig også finde ud af, hvem han selv er og hvad han vil, synes er sjovt osv. Og samtidig med alt dette, så bliver han mødt på en helt anden måde end tidligere. Det er rigtig rart og rigtig godt, men det er også lidt skræmmende. Der bliver stillet lidt større krav til ham og han forventes at kunne mange ting selv - og bare det, at der ikke længere er et hegn, men at han i princippet kan gå ud på vejen - det er ikke bare skræmmende for jer som voksne, men naturligt også for ham :)
At han en dag kom til at tisse i bukserne er naturligvis rigtig synd og han skal naturligvis have at vide igen og igen, at han altid kan bede om lov til at gå på toilettet, ligesom han skal lære at det er en god idé at tisse i frikvartererne. Og måske skal han have vist et par gange mere, hvor skolens toiletter er, så han ved, hvor han skal gå hen. Der er sikkert flere toiletter at bruge, alt efter om han er ude, på SFO´en eller på selve skolen.
Og generelt skal tingene siges mange gange og selvom du synes at han har fået det forklaret før, så kan han lige nu slet ikke rumme alle de informationer han får og de krav han oplever, så det skal siges sødt og igen og igen, til han til sidst kan huske bare noget af det.
I forhold til at skabe relationer, så er det en rigtig god idé at lave legeaftaler med nogle af de andre børn. Det kunne være at du f.eks. hentede din dreng og en legekammerat lidt tidligere, og at I så tog hjem til jer og at den legekammeratens forældre så hentede hos jer om eftermiddagen. På den måde afbrydes ...
... dagen og rutinerne ikke så meget, men giver alligevel lidt godt for dem begge. De skal ikke lege længe, måske bare 2 timer, så det stadig er sjovt og har været en god og hyggelig oplevelse. Så i stedet for at hente kl 16, så kunne du f.eks. hente dem kl 14 en dag. Så kan de lege og spise eftermiddagsmad hjemme hos jer og det andet barns forældre kan så hente hos jer kl 16.
Det er også vigtigt at give ham tid og lad ham falde til stille og roligt. Ikke presse for meget på men netop give ham den ro han behøver, for så at have overskud til at lege og være på, når han så er i førskolen igen.
Det vil være godt at du forsøger at give ham indtryk af at du har styr på det. Han skal ikke bekymre sig for meget om at huske det hele, - du husker det vigtigste. Så nogle gange, når han får en besked og måske ser helt forvildet ud - så berolig ham med at det har du styr på, det kan I sagtens finde ud af.
Når han starter rigtigt i skolen og I skal have et forældremøde, så vil det være en rigtig god idé at at aftale lege- eller spisegrupper. Hvor 4-5 børn på skift leger og evt. spiser sammen hjemme hos hinanden ca 1 gang om måneden.. Grupperne skal være blandet mellem piger og drenge og de skifter hver gang, så de hele tiden er sammen med en de føler de kender lidt og så nye børn. På den måde kommer alle børn hjem til hinanden og lærer hinanden at kende. Klasselæreren har sikkert været med til det før og kender princippet, - det kan også være at nogle af de andre forældre har ældre børn og derfor har prøvet det før.
Det kan være en god idé at du eller din mand melder jer som en af deltagerne i forældrerådet, som normalt søger for at arrangere forskellige ture eller lignende for klassen og forældrene, så alle kan lære hinanden at kende. At forældrene har det godt sammen er af stor betydning for, hvordan børnene får det sammen :)
Det vil også være en god idé at tale med både SFO og skole om at lave gruppearbejde eller lege i forskellige grupper, netop for at børnene kan lære hinanden at kende lidt bedre. Og så alle kommer med i en gruppe. Nogle børn vil jo naturligt kende hinanden fra institutionen, men andre vil komme ude fra og vil aldrig have gået sammen med nogle af de andre børn før. Og de skal naturligvis hjælpes. Det er rigtig hårdt at se nogle gå og tale sammen og føle at man ikke kan være en del af det.
Det er rigtigt svært for børnene at overskue det hele og derfor kan det være rigtig fint at vi voksne (både derhjemme og i skoleregi) hjælper børnene med at mødes under nogle lidt mere faste rammer.
Er der nogle af børnene der mødes på SFO om morgenen? Nogle gange kan det være en god idé at lade sit barn møde ind om morgenen og sidde og spise og hygge lidt sammen med de andre, og på den måde få startet dagen mere roligt. Jeg ved ikke om det er en mulighed hos jer.
Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke med ham :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud
Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
27. oktober 2025 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen. Tak for dig og alle dine svar:) Min datter er nu blevet 8...
5. september 2025 | Udvikling | 11 mdr.
Sproglig udvikling - pege og sige ord
Hej Helen. Min søn på 11 måneder, hverken peger eller siger ord. Jeg er i...
1. september 2025 | Udvikling | 15 mdr.
Ny i vuggestue og tandfrembrud
Kære Helen, Vores søn på 15 måneder startede i vuggestue i sidste uge. Vi...
21. august 2025 | Udvikling | 3 år
Kære Helen, Jeg skrev til dig for ikke så længe siden om vores dreng J på...
10. august 2025 | Udvikling | 18 mdr.
Kære Helen. Tak for alt din hjælp. Jeg har et spørgsmål vedrørende mit...
Viden om børn:
Barneseng
Når man skal vælge seng til sit barn er der visse ting, man kan gå efter. Noget af det vigtigste er at sengen er sikkerhedsmæssigt i orden.
Forbrugerrådet tester jævnligt de børnesenge som er på markedet og her ser man bl.a. på at sengen skal kunne tåle at blive slået, banket på og hevet i. Sengene bliver tjekket for at barnet ikke kan få fingrene i klemme og at tremmeafstanden er korrekt, så barnet ikke kan komme i klemme med sit hoved og sidde fast i sengen.
Den...
Muslingeskaller - brystvorte
Du kan købe muslingeskaller, også kaldet ammeskaller. Disse blev introduceret i Danmark omkring år 2000 og var meget populære. Senere blev de frarådet, fordi mange fik problemer med svampeinfektion i brystet netop i forbindelse med brug af ammeskallerne.
Da skallerne bæres direkte på brystet og inde i BH´en, skulle de have en helende virkning på ømme og revnede brystvorter - men skulle altså samtidig også kunne medføre svampeinfektion. Virkningen af ammeskaller/muslingeskaller...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen,
Tusind tak for dit svar angående min datter, som græd sig selv i søvn. For første gang i lang tid havde jeg en rigtig god fornemmelse i kroppen efter at have læst dit svar. Jeg kunne mærke, at du fik sat mange af de rigtige ord på situationen.
Tak fra Sanne, mor til pige på knap 4 måneder.








