Svar: Søvn - eller rettere mangel på samme
Kære Heidi
Tak for dit brev og velkommen til :)
Der er flere ting i det du fortæller, som sætter lidt tanker igang hos mig, og jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig.
Du fortæller at Alexander sover 3 lure i løbet af dagen - det må han naturligvis gerne, hvis han stadig har behov for det, - det er der nogle børn der har. De fleste børn vil dog i Alexanders alder kunne nøjes med kun to lure dagligt og der er en risiko for, at når han sover sin 3. lur sidst på eftermiddagen, først på aftenen, at den så påvirker nattesøvnen negativt ... Han skal naturligvis have den søvn, han har behov for, men tidspunkterne for søvnen dagen igennem, altså hele dagens rytme, vil ofte have betydning for, hvordan han sover om natten.
Gennemsnitligt sover børn på din drengs alder ca 14 timer i døgnet. Det vil ofte være fordelt sådan at barnet sover f.eks 2½ time samlet i løbet af dagen og 11 ½ time om natten. Nogle børn har brug for at sove mere om dagen og vil måske sove 4 timer samlet om dagen og så kun 10 timer om natten og det er også helt okay.
Jeres dreng lyder til at have behov for rigtig meget søvn om dagen, måske fordi han sover så afbrudt om natten, men han sover stadig mange timer i løbet af dagen og sover også en nattesøvn på ca 10 timer ... Og spørgsmålet er om han sover så meget, fordi han måske ikke er helt rask. Det kunne f.eks. være en idé at få ørelægen til at tjekke hans ører. Også fordi det at han vågner igen og igen om natten kan have årsag i at han måske har ondt i ørerne. Det er en nødvendig overvejelse, synes jeg.
Det kan naturligvis også sagtens "bare" hænge sammen med at der udviklingsmæssigt sker rigtig meget med ham lige nu og han derfor sover meget uroligt og også har svært ved at sove sammenhængende.
Jeres dreng er i separationsfasen, hvilket betyder at han lige nu øver sig på at bevæge sig væk fra jer forældre, at han øver sig på at være mere og mere på egen hånd, øver sin selvstændighed, sin spirende personlige vilje. Fra at have siddet på skødet, til at sidde på gulvet ved dine fødder, til at sidde et par meter fra dig, - så øver han sig nu i at bevæge sig længere og længere væk. Han vender sig, kigger på dig, skal lige sikre sig at du er der. Han kravler måske hen til dig, skal lige have et kram og mærke dig, tankes op med lidt nærhed og så tør han atter bevæge sig ud i verden på egen hånd. Hvis han ikke er begyndt at kravle, så kryber han måske :)
I denne periode, hvor han øver sin selvstændighed og vender sig mere og mere mod verden på egen hånd, vil han naturligt også blive lidt mere morsyg eller snarere morglad. De fleste børn vil i denne periode virker mere klyngene og vil dermed også helst vil opleve verden fra mors favn, når man møder fremmede. Det er for børn i denne alder ofte meget grænseoverskridende hvis gæster eller andre kigger meget på dem eller henvender sig direkte til dem - barnet har brug for at studere på afstand, finde ud af at vedkommende ikke er farlig. Barnet har brug for at studere, hvordan virker mor, tager hun det roligt .. okay, så kan jeg også tage det roligt.
Derfor vil børn der gennemgår denne udvikling ofte også søge bryst eller flaske lidt ekstra og vil have behov for ekstra fysisk kontakt når de skal sove. De har ekstra svært ved at slippe dagen og overgive sig til søvnen og det er vigtigt at man giver barnet den ekstra nærhed som barnet tydeligt viser behov for.
Men det betyder ikke at han skal falde i søvn i din favn eller med flasken i munden. Du er selv opmærksom på at sutten kan være en dårlig søvnassociation, men flaske eller bryst er det samme - faktisk nok lidt sværere at komme væk fra, fordi det kræver din hjælp og sutten kan han trods alt på sig selv lære at finde, hvis han savner den om natten ... :)
Jeres dreng skal altså nu lære at falde i søvn i sin seng, der hvor I ønsker han skal sove om natten. Du må godt give ham flasken direkte i sengen, du kan elevere hans hovedgærde, så han ikke ligger helt fladt ved at lægge en lille pude eller lignende ind under ...
... madrassen i hovedenden. Han får sin mælk, falder til ro og falder næsten i søvn, men flasken skal fjernes lige der, hvor han smiler til dig, registrerer at flasken er væk, triller om på siden og falder i søvn. Så han ikke forbinder det at have flasken i munden med at skulle sove.
Han har brug for 3 flasker dagligt med den alder han har lige nu, men når han bliver 10 måneder vil det være passende at han skæres ned til 2 flasker, ialt 400ml, som dækker hans behov for blandt andet jern indtil han er 12 måneder gammel. Og de flasker han for lige nu lyder til at være meget store og næsten til at tage pladsen for den rigtige mad. Det kan heller ikke udelukkes at når du begynder at give ham mindre mælk og mere rigtig mad i dagtimerne, at han så vil begynde at sove kortere, vågner op og føle sig sulten på en anden måde og at rytmen derfor stille og roligt vil ændre sig af sig selv - noget du skal gribe og så arbejde på stille og roligt at få ændret. Du nævner at han skal starte i dagpleje og en rytme, som sandsynligvis kan passe med dagplejen, kunne se således ud:
Morgen 6.30-7: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 8.30-9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden, frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur kl ca 9, sover her måske 1 time, måske 1 ½, da han lyder til at have behov, er det helt okay :)
Frokost 11.30: rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med stykker af frikadelle, godt kogte pastaskruer, ½ hårdkogt æg eller lignende og suppleres også stadig gerne med grøntsagsmos med kød eller fisk på en ske. Det kan være rester fra aftensmaden eller mos fra glas. Vand af kop.
Tilbydes lige nu flaske - f.eks. 150ml og puttes til middagslur. Stille og roligt udgår denne flaske og der erstattes af lidt sødmælk af kop og en banan. Må gerne sove 2 timer til middag eller mere, hvis han kan, det er fint og okay.
Eftermiddag 15.30-16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden. en portion tykmælk med revne æbler, rugbrødsdrys og lignende. Vand af kop.
Springer luren om eftermiddagen over.
Aften 17.30-18: Familiemad, almindelige børnevenlige retter ligesom nu, ris, pasta, kød, fisk, grøntsager, sovs osv. Mad der smager af noget og der skal være både mad i stykker og moset mad. Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød, det kan være en havregrød, mysligrød, flerkornsgrød, som del af putteriualet. Det mætter og gør også at mængden af mælk i flaske stille og roligt kan sættes ned.
Flaske (måske 200ml) og puttes til natten 19.30-20
Sen aften 23-24: Flaske (måske 200ml) og sover videre uden yderligere mælk om natten.
Prøv at undgå at tage ham op, vugge ham og have ham i armene, når du giver ham flaske, så han i stedet stille og roligt lærer at sove, hvor du ønsker han skal sove og forbinder sin seng med det sted, hvor han sover.
Det vil som du kan se af planen være en god idé at han stille og roligt kommer ned på to flasker i døgnet. De to flasker vil ofte ligge aften og sen aften, men de kan også ligge aften og meget tidlig morgen og det er også fint.
Det at jeres dreng nu øver sig motorisk, skal lære at kravle, rejse sig ved tingene osv. gør at han om natten vil lægge sig op i kravlestilling, rokke frem og tilbage, vende og dreje sig, rejser sig ved tremmerne i sengen osv. Han får sig meget nemt lagt sig i kravlestilling og vil, netop fordi han gør det halvtsovende, have behov for at blive lagt rigtigt igen. Børn laver også det man kalder "headbanging" hvor han gentagende gange kan findes liggende i kravlestilling og slå hovedet ind i gavlen på sengen. Ligesom han også kan have "headrolling", hvor han ligger og ruller med hovedet fra side til side. Det er helt normalt for hans alder og også her skal du prøve at hjælpe ham videre i søvnen ude at tage ham op, men ved at lulle ham i søvn igen, hvor han ligger, så du stadig holder fast i at det er i sengen, at han sover.
Jeg håber at du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke med ham :)
- og rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud
Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
17. august 2025 | Sovevaner | 2 mdr.
Hej, Vi er førstegangsforældre til en pige på ca. 8 uger og kæmper med...
7. august 2025 | Sovevaner | 15 mdr.
Vågner mellem 4-5 og vil kun sove videre hos mor og far
Hej Helen Min kæreste og jeg har en dejlig søn - navngiver ham her V - på 15...
3. august 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Hej Helen Jeg har lidt spørgsmål ift mad inden sengetid. Min søn på...
31. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.
Hej Helen, Jeg sendte et brev ind for en god måneds tid siden angående min...
26. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.
Kære Helen Jeg er førstegangsforælder og mor til en dejlig dreng på fem...
Viden om børn:
Tommelfinger - sutte på
Allerede mens barnet ligger i mors mave under graviditeten, øver det sig i at sutte på finger. Derfor ser man ofte, at nyfødte og småbørn ligger og sutter på deres fingre - det har de også gjort inde i maven.
At sutte på tommelfinger har akkurat samme beroligende effekt som al anden sutten hos spædbørn. Suttebehovet er naturligt og må ikke undertrykkes, da det giver barnet en form for tryghed. Det er dog stadig vigtigt, at barnet får den tryghed og opmærksomhed, som det har...
Appetit
Børns appetit varierer meget. Nogle gange spiser barnet meget i løbet af en dag og andre gange betydeligt mindre.
Det er helt i orden, så længe barnet trives, er aktivt og hverken bliver for tyk eller tynd. Og som udgangspunkt må du tro på at dit barn har en naturlig evne til at spise, når de tilbydes mad og til at sige fra, hvis det ikke har behov for mere.
Når man ammer ved man aldrig hvor meget barnet egentlig får og her må man tro på at hvis der kommer noget ud...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.