Brev:

Frustrationsanfald om natten

Hej Helen

Mange mange tak for det sidste svar med dejligt konkrete råd til, hvordan vi griber søvnprojektet an! Vi besluttede faktisk at gå i gang allerede i går.

Det var både en god og en dårlig oplevelse og nu er det ikke fordi jeg vil oversvømme dig med daglige meterlange mails, men jeg håber at kunne få endnu et par gode råd med, for vi ved ikke hvordan vi skal håndtere frustrationsanfaldene – og jeg kan allerede nu se at de bliver en stor del af udfordringen.

Jeg ammede vores datter efter aftensmaden (jeg vil se om det kan lade sig gøre at holde det adskilt fra nattesøvnen og jeg havde ikke ammet aftenen før så jeg var bange for at mælkeproduktionen ville gå i stå -- jeg tror faktisk den er standset på det ene bryst hvor der i forvejen ikke var ret meget), så kom hun i nattøjet hvorefter hun legede og læste lidt bøger sammen med mig.

Vi trak den til 20.45 før hun kom i seng - tydeligt træt men det var også 1t efter normal sovetid. Hendes far puttede hende i hendes egen seng med en flaske. Hun virkede utryg over at komme i sengen men han fik hende beroliget og lagde sig i vores seng som står lige opad (vi har ikke fået taget siden af men det regner vi med at gøre) og juhuu allerede 15 minutter efter sov hun!

Men allerede ca.21.25 vågnede hun igen og kunne ikke trøstes af far. Hun havde det jeg mener du kalder frustrationsanfald - vred, vendte sig, skreg, sparkede og var slet ikke til at kommunikere med. Normalt ville jeg lægge hende til brystet i den situation men aftenen før havde jeg med succes prøvet at bære hende lidt rundt og det virkede heldigvis igen. Aftenen før var hun endt med at falde i søvn på skulderen og jeg havde kunnet lægge mig i sengen sammen med hende hvor hun så sov videre - altså uden amning.

I går aftes faldt hun også i søvn på skulderen men vågnede så igen, og efter lidt tid fik hun øje på en sutteflaske med vand på kommoden og ville have den. Jeg gav hende flasken og tænkte at det var en god lejlighed til at lægge hende tilbage i hendes seng så hun kunne falde i søvn med sutteflasken men det skulle jeg ikke have gjort. Hun fik et nyt frustrationsanfald, smed flasken fra sig, skubbede mine hænder væk da jeg prøvede at røre ved hende for at berolige hende, og lå og vred, vendte sig, skreg og sparkede. Jeg kunne ikke komme til at berolige hende og tog hende op igen efter ca. 5 minutter. Men denne gang tog det noget tid før hun faldt til ro på skulderen. Måske 10 minutter. Jeg turde ikke prøve at lægge hende igen og ville adsprede hende med nogle bøger inden vi startede forfra på at putte. Og for at følge dit råd om ikke at gøre associationerne til putning i soveværelset til en langstrakt affære valgte jeg at tage hende med ind i stuen igen hvor hun fandt nogle bøger og legede med lidt legoklodser.

Efter en halv time virkede hun træt igen og jeg var udmattet og sad og nikkede i sofaen så jeg tog hende med ind i soveværelset hvor jeg lagde mig under dynen for at sove og så kom hun selv og lagde sig ved siden af mig. Hun brokkede sig noget og moslede lidt rundt men til sidst var vi begge faldet i søvn. Nok omkring 22.30.

Hun vågnede så igen kl.2 og da var nødt til en hurtig tur på toilettet prøvede hendes far at trøste hende. Men det var endnu et frustrationsanfald og umiddelbart mente min mand det var nødvendigt med amning denne gang for det var værre end sidst.

Hun kom igen på min skulder og i starten fortsatte hun med at vende og vride sig. Men heldigvis kunne jeg aflede hende ved at pege på og fortælle om stjernerne som lyste klart udenfor. Jeg fortsatte med at gå rundt med hende, hun faldt i søvn og jeg gik videre for at hun skulle sove ordentligt før jeg prøvede noget og ca. 2.30 lagde jeg mig forsigtigt i sengen med hende på maven af mig så hun ikke skulle mærke den fysiske kontakt forsvinde.

Ca. kl 3 vågnede hun igen - vist nok ved at hun vendte sig. Det blev til endnu et frustrationsanfald. Jeg prøvede at holde hende fast for at berolige hende - ligesom man anbefaler med frustrationsanfald - men det virkede som om det frustrerede mere end det beroligede. Så til sidst vurderede jeg at der skulle en nødåbning af mælkebaren til. Straks blev der ro, der blev suttet energisk og efter få minutter faldt hun i søvn, slap brystet og sov indtil kl.8!

Jeg havde fået ondt i halsen og har en sygedag så det passede med at kunne lade hende sove det hun kunne.

Jeg er klar ...

... over at hun ikke vil synes at det med egen seng er en succes lige i første omgang. Og det vi er indstillede på at det kommer til at tage noget tid før hun bliver glad for den og sover i længere stræk. Men vi har virkelig svært ved at håndtere hendes frustrationsanfald - hendes far kan som udgangspunkt slet intet gøre. Nu har det vist sig at jeg udover brystet åbenbart også i nogle tilfælde kan berolige ved at bære hende. Men det kan så bare blive til en ny søvnassociation. Det bringer stærke minder om hvordan det var for et år siden pga. hendes High Need hvor hun skulle bæres hele aftenen og skreg så snart vi forsøgte at lægge hende hvis ikke lige det var med bryst i munden. Det var ikke nok at sidde med hende - der skulle være bevægelse. Og hvis hun faldt i søvn og blev lagt opdagede hun det.

Jeg er ved at læse Fantastiske Forældre som du anbefalede (og synes virkelig den er fantastisk) som bl.a. omhandler frustrationsanfald. Men det med at holde hende synes jeg ikke virker. Eller også gør vi det forkert. Det kommer uvægerligt til at føles som et overgreb fordi hun jo netop vrider og vender sig så man skal holde meget fast for at holde hende fast og vi kan ikke mærke at det virker. Men omvendt ved vi heller ikke hvor lang tid det er normalt at man skal holde før det virker? 5 minutter føles jo som en evighed i sådan en situation og vi har ikke lyst til at gøre noget der gør hende mere ked af det/frustreret og lader hende ”komme længere ud” i sin frustration men hvis det nu viser sig at man tit skal holde 10 minutter før det virker så vil vi selvfølgelig prøve at give det en chance med at holde længere ud selvom vi ikke kan se effekten fra starten.

Så altså – er der noget du tænker at vi kan gøre for at forhindre frustrationsanfaldene. Og hvad kan vi gøre når først de er der. Bryst er ikke den langsigtede plan og det er dejligt at det åbenbart også nogle gange kan virke at blive båret men det kan jeg jo heller ikke gøre hele natten – slet ikke hvis hun bliver ked af det igen så snart jeg prøver at lægge hende også selvom jeg lægger mig med hende så hun principielt har den samme kontakt bare uden bevægelsen. Det er frygteligt at se hende reagere så voldsomt og ikke føle at man kan gøre noget for at hjælpe og først og fremmest ikke kunne forstå hvad det er der gør det - for det er jo ikke kun når hun vågner og "sutten" er væk - den ene gang var hvor hun faldt i søvn på min skulder og vågnede op i min arm. Og så er det ekstra skræmmende fordi det bedste virkemiddel (brystet) står på en udfastningsliste (enten nu eller til foråret hvilket jo også er relativt snart). Og det er bestemt ikke fordi vi skælder ud - vi prøver at sige så så, rolig nu, røre ved hende og så videre for at rumme hende og berolige hende alt det vi kan.

Bør vi prøve det med at fastholde hende i længere tid – eller kan der være noget aldersmæssigt som gør at hun er for ung til at kunne beroliges bare ved fastholdelse og har brug for sut eller bæren rundt indtil hun bliver lidt ældre? Med min viden om hendes High Need træk er jeg sikker på vi ikke kunne have gjort meget anderledes (end netop at give kontakt og bære hende og lade hende sove hvor hun var tryg) dengang hun var helt lille. Men det kan jo godt være der er nogle grænser vi kan prøve mere af nu.

Lige to andre korte spørgsmål

1 – du skriver at hun bør få dækket sit væskebehov om dagen. Inden vi startede på flasken ved 10mdr havde hun den sidste måned (hvor min mælkeproduktion var faldet) haft nogle ret lette morgen-tisse-bleer. Og den her til morgen hvor hun kun har fået den ene flaske var heller ikke imponerende. Hvor meget bør hun normalt drikke i løbet af dagen i hendes alder? Hun drikker typisk 2 dl per måltid.

2 Nu lod vi hende sove det hun kunne her til morgen. Normalt skal hun helst have 11 timer og sover det længere som hun kommer senere i seng og hvis jeg kan flexe mig ud af det ifht. arbejde lader jeg hende også gøre det (når hun f.eks. har været syg). Men når nu vi skubber sengetiden for at sikre hun er tilstrækkeligt træt (denne uge og i julen) bør vi så stadig vække hende omkring 6.30-7 hvor hun normalt skal op for at komme i dagpleje for som du siger at holde fast i rutinen (og måske gøre hende ekstra træt om aftenen) eller bør vi lade hende sove lidt længere om morgenen så hun ikke får alt for lidt søvn?

Endnu en gang mange tak for hjælpen og glædelig snarlig juleferie!

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

8. juli 2025 | Opdragelse | 15 mdr.

Indkøring i dagpleje - 15 mdr.

Kære Helen Min søn på 15 måneder er for en uge siden startet i dagpleje....

Læs hele brevet og Helens svar

5. juli 2025 | Opdragelse | 15 mdr.

Slår hundene

Hej Helen Jeg har et helt konkret problem herhjemme lige nu, og det er at...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2025 | Opdragelse | 13 mdr.

Vil ikke spise (selv), sidde i højstol eller i bad

Kære Helen, Vi har lidt forskellige udfordringer som vi har forsøgt at...

Læs hele brevet og Helens svar

9. juni 2025 | Opdragelse | 16 mdr.

Far på turnus-job

Kære Helen Min mand har fået nyt job og skal arbejde på turnus (14 dage ude...

Læs hele brevet og Helens svar

23. maj 2025 | Sovevaner | 15 mdr.

Problemer med rytme og dagslure

Kære Helen Vores søn på snart 16 mdr er landet i en meget dårlig søvnrytme....

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: