Svar: Hvordan genlærer vi ham at falde i søvn selv?
Kære Mette
Der findes ikke kun en måde at gør det på, men lidt forskellige muligheder og hvad I vælger afhænger helt af, hvad du fornemmer gør jeres dreng mest tryg.
For det er tryghed han har behov for. I er flyttet og han skal vænne sig til at alt er nyt. Han skal sove på eget værelse, det betyder nye lyde, nye lugte, nye omgivelser, nye skygger på væggene - og det betyder væk fra jer. 
Han er stadig så lille at han ikke ved hvor I er når han ikke kan se jer. Han føler sig naturligt forladt og alene, når I går fra ham og han kan ikke forholde sig til at I er i soveværelset eller i stuen og han på eget værelse. Han ved ikke at I er på den anden side af væggen, denne bevidsthed dannes først omkring 16 måneders alderen. Så lige nu føler han sig helt alene og er naturligt utryg, når I går fra ham.
Han har indtil nu altid sovet i samme rum som jer og han falder tydeligt helt til ro og sover godt, ligeså snart han kommer ind til jer. Det er trygheden og nærheden han søger. 
Nogle gange er løsningen at koble tremmesengen til jeres seng. Altså fjerne tremmerne fra den ene side og sætte de to senge sammen. På den måde kan han få den nærhed og fysiske kontakt, som han har behov for og samtidig også lære at falde i søvn i egen seng. Du kan stadig berolige ham med dine hænder, kærtegn osv. så han mærker at du er der, men så han stadig også lærer at sove lidt for sig selv. Og når han har lært at falde i søvn i egen seng på denne måde og væk fra den helt tætte favn, så kan man forsøge at flytte på eget værelse. 
Man kan også vælge at sige at nu er tiden kommet og så flytte ham til eget værelse og så prioritere at bruge tid på ham netop på værelset, så han lærer at sove der. Nogle forældre vælger at tage en madras ind på børneværelset og så skiftes til at sove der i en periode. Det kan give ham den tryghed han lige nu søger og samtidig holdes der fast i at det nye værelset nu er rummet han skal sove i og være tryg ved. 
Han vil sandsynligvis have brug for at I er hos ham, når han falder i søvn. Sidder der, synger en sang for ham eller hvad ritual I nu plejer at have, så han ser jer og mærker at I er der. Det vil være godt at sengen han puttes i er den han plejer at sove i, at de nære ting er det han kender, så han ikke skal forholde sig til alt for meget nyt.
Det er vigtigt at puttetidspunktet er rigtigt, at han ikke puttes alt får tidligt eller når at blive overtræt, når I putter ham, men at I forsøger at finde et godt tidspunkt - evt. 20 minutter senere end I normalt ville putte ham, fordi han så er træt nok til at sove men endnu ikke er blevet overtræt ... :)
Og så er det også en god idé at have et ritual der f.eks. består i aftensmad, et aftenbad med god frottering af kroppen med håndklædet (giver fysisk ro, når han skal sove), en godnatgrød, mælk og derefter putning i seng. Og her skal I så vurdere, hvad der skal ske. 
Det er meget vigtigt at I lytter til ham og forsøger at finde ud af når han græder, hvorfor han græder og så vurdere, hvordan I skal handle.
Hvis han græder fordi han er overtræt og har brug for hjælp til at falde i søvn, så ...
...  vil det være godt at lade ham ligge, holde hænderne på ham og berolige ham, så I på den måde hjælper ham med at falde i søvn. Der er her tale om et par minutter, hvor han tydeligt er rigtig træt, men lige har brug for jeres hænder på sin krop, for at kunne overgive sig til søvnen og det at I er der, lader ham mærke jer, vil være nok til at han slapper af og kan sove.
Hvis han virker utryg og ked af det, hvis han rejser sig strækker armene op mod jer og tydeligt signalerer "gå ikke fra mig, tag mig op", så er det vigtigt at I lytter til dette. Så er I nødt til at tage ham op, sidde med ham, give ham fysisk kontakt og nærhed og først når han atter er rolig, prøve at putte ham igen. 
Det er som udgangspunkt en god idé at han falder i søvn, der hvor I gerne vil have ham til at sove. Hvis han falder i søvn et andet sted end i sin seng og I så senere flytter ham over i sengen, så risikerer I at han vågner og når han så pludselig oplever at ligge et andet sted, at være væk fra mors og fars favn, så bliver han ekstra ked af det, det giver yderligere utryghed. 
Hvis han er helt ulykkelig og ikke vil ned i sin seng, protesterer højlydt og vil ud af værelset, så tag ham med ind i stuen igen og vent på at han atter viser træthedstegn, hvorefter I så forsøger endnu en gang. Hele tiden dog forsøge at putte ham tilbage i sengen imens han lige når at registrere at han lægges der og forbinder stedet der med at falde i søvn.
Nogle gange kan man vælge at putte ham og så gå til og fra. Det jeg kalder for se-til-metoden. Hvis man vælger metoden med at gå til og fra, så går jeg ikke ind for at man forlænger tiden hele tiden. Jeg synes det er vigtigt at man putter sit barn kærligt og nænsomt, gør stedet til et trygt og rart sted at være før man så går. Man er aldrig væk i mere end højst 3 minutter af gangen, så går man tilbage, betrygger barnet i at man er der, putter dynen om igen, kærtegner lidt og går igen, vender tilbage hele tiden, så barnet lærer at man er der selvom man er ude af syne. Vender altid tilbage hvis barnet græder, vender også tilbage selvom barnet ikke græder - det handler altså om at barnet lærer at sove selv vel vidende at mor og far er der og passer på mig - netop fordi han jo ikke ved hvor I er og ikke har bevidsthed om at I er i stuen og han på værelset. Han er nødt til at se jer løbende, betrygges og beroliges, for at finde ud af at han ikke er forladt.
Et barn der klynger sig til voksne for at kunne falde i søvn, skal man aldrig gå fra. Børn der klynger sig er inde i en periode, hvor de har behov for dette og kun ved at give dem den kontakt de beder om, får man dem til at slappe af og det giver på sigt langt bedre sovevaner end hvis man går.
I løbet af dagen vil det være rigtig godt, hvis I kan 'træne' lidt uafhængighed med ham, forstået på den måde at det kan være godt at lære ham at I er der, selvom han ikke kan se jer. Det kan han lære ved at I f.eks. leger borte-tit eller gemmeleg og det vil gøre det lettere for ham også på sigt bedre at kunne falde i søvn selv.
Håber I kan bruge dette videre, fortsat held og lykke og rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
30. oktober 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Vil ikke sove lur i barnevognen længere
Kære Helen Jeg håber du kan hjælpe os med at finde en måde at gøre vores...
28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.
Søvnunderskud og lange putninger
Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...
24. oktober 2025 | Sovevaner | 8 mdr.
Hej Helen, Vi har en dreng på 8,5 måned med fuld fart på. Han rejser sig og...
16. oktober 2025 | Sovevaner | 12 mdr.
Hej Helen Min søn er netop fyldt 1 år, og i den forbindelse havde vi tænkt...
9. oktober 2025 | Sovevaner | 12 mdr.
Hej Helen Vil hører hvad du tænker om min søns lurer og om der skal gøres...
Viden om børn:
Zoneterapi
Zoneterapi er en alternativ form for behandling, som bruges i flere situationer.
Nogle oplever, at det virker smertelindrende under fødslen, og andre synes, det hjælper, når deres barn græder meget på grund af mavekneb eller lignende.
Zoneterapeuter findes mange steder. Hvis man ønsker at få zoneterapi under sin fødsel, kan man spørge på fødestedet, om en jordemoder kan tilbyde dette. Hvis man ønsker at bruge zoneterapi til sit barn, så skal man selv finde en...
Vælling
Vælling er en tilskudsblanding, og det minder i sammensætning om en tynd grød. Tilskudsblading adskiller sig fra modermælkserstatning ved at have et højere indhold af protein og visse mineraler. I følge sundhedsstyrelsen er der ikke grund til at give barnet tilskudsblanding fremfor modermælkserstatning. Og børn der bliver ammet har heller ikke ernæringsmæssigt brug for at få vælling. 
Vælling kan tidligst gives til barnet fra 6 mdr.´s alderen, og det anbefales, at man ikke giver...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
det er vist på tide at jeg skriver og siger tusind, tusind tak for alle dine råd og vejledninger! Det er jo super dejligt at have en som dig at henvende sig til med alle de spørgsmål der kommer op i forbindelse med at være forældre. Det har været en fantastisk stor hjælp at læse dine svar, ikke kun til mig, men også til andre forældre. 
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle have gjort uden din brevkasse – bare muligheden for at kunne stille de 'dumme' spørgsmål, er utrolig beroligende, for ikke at nævne at se at der er andre der ude som pusler med de samme problemer som jeg gør.
Så tusind tak for din hjælp!
Bedste hilsner
Mor til pige på 5 måneder
			






