Svar: Kan ikke tåle at være adskilt fra min datter

---

Kære Nina

Tak for dit brev og for dine åbne og ærlige tanker om, hvordan du går rundt og har det.

Det er rigtig godt du skriver, for det er første skridt på vejen til at få hjælp og det er vigtigt at du får hjælp.

Det er helt naturligt og rigtig godt at du føler stærk tilknytning til din datter. Der er ingen tvivl om at det er et lille mirakel at I har hende og at du elsker hende højt. Der er heller ingen tvivl om at det værste der kunne ske, var at du mistede hende eller at der skete hende noget og måske er det netop angsten for at miste, der gør at du er nødt til at være hos hende hele tiden.

Det er til en vis grad helt naturligt at have det sådan, at man har det bedst, når man er sammen med sit barn. Hun er fire måneder gammel og har ikke brug for at blive passet af andre, heller ikke et par timer. Det er hverken hendes eller dit behov og det behøver hun slet ikke blive! Til en vis grad er dine følelser altså helt normale og helt okay - men det kammer over, når du ikke kan nyde en kop kaffe, uden at hun er inden for syns vidde, når du ikke kan lægge hende fra dig og nyde at hun kan ligge i sengen ved siden af dig, når du ikke kan anerkende at far og datter har brug for at være sammen og nyde at se dem sammen, men er nødt til at tage over hele ...

---

---

... tiden...

Det lyder for mig som om at du har en efterfødselsreaktion og det er helt okay, det oplever rigtig mange - både mødre og fædre. Og det er vigtigt at du får hjælp.

Når man har en efterfødselsreaktion, så kan man have forskellige symptomer. Vi er alle forskellige og derfor reagerer vi også forskelligt, symptomerne er ikke ens.

---

---

Nogle har det der kaldes tankemæssige forstyrrelser, andre har følelsesmæssige forstyrrelser og man kan også have fysiske forstyrrelser. Rent faktisk kan man godt have lidt af det hele og de fleste kvinder med en efterfødselsreaktion vil opleve at have tanker, der hører til under alle 3 grupper ...

Det er vigtigt at du taler med din læge om, hvordan du har det, fordi det er via egen læge at du får hjælp. Og det er rigtig vigtigt at du ikke føler det pinligt eller negligerer de følelser du har, men at du netop taler med lægen åben og ærligt. Lægen vil kunne tilbyde dig forskellige samtaler og vil også kunne henvise dig til en psykolog, hvis det skønnes nødvendigt.

Tag det brev med som du har sent til mig og lad lægen læse det. Det kan være lettere at vise brevet end at du skal fortælle hvordan du har det ...

Sende dig et stort knus og rigtig meget held og lykke - og du må meget gerne skrive igen og fortælle mig, hvordan du/I har det :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---