Svar: Ændring af adfærd

---

Kære Emilies mor

Tak for dit brev, dine åbne og ærlige tanker :) Jeg vil meget gerne give dig lidt af mine tanker med tilbage :)

Når jeg læser beskrivelsen af jeres datter, så får jeg indtryk af at hun er en rigtig kvik pige, en pige der er god til at håndtere forskellige situationer, som taler godt og er ret god til at sætte ord på sine tanker, en pige som på mange måder måske kan virke ældre end hun reelt er - og derfor også nogle gange måske bliver mødt med krav, som hun ikke helt kan honorere, fordi hun stadig bare er 3 år og derfor stadig er en lille pige på mange områder.

Hun har gået i en god dagplejer og har i en periode været den ældste, hun har været den der "kunne opføre sig som man forventede" og har nydt godt af dette. Nu er hun så begyndt i børnehave og skal pludselig finde ud af at være den lille. Det er svært at følge med de andre børn, det er svært når de store på 5-6 år holder en ude for legen og siger "du er dum" eller "jeg gider ikke lege med dig" og hun har rigtig svært ved at finde ud af, hvordan hun skal håndtere dette. Så når hun hjemme reagerer med disse ord og sætninger så er det fordi hun prøver at finde ud af, hvordan I reagerer. Hun forsøger at finde redskaber til sin egen hverdag, samtidig med at hun også via sin opførsel prøver at fortælle jer, at lige nu er det rigtig svært at være mig og rigtig svært for mig at finde min rolle.

Det er også derfor hun nogle gange leger baby - det er fordi hun derved forsøger at få lidt mere opmærksomhed fra jer. Hun har brug for at I nurser hende lidt mere, ikke stiller for mange krav, men lader hende "være lille", fordi det er så dejligt netop at mærke den omsorg, man naturligt får på en anden måde når man er lille end når man er "en stor pige på 3 år". :)

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn. Alt det I forældre gør sammen med jeres datter, vil påvirke hendes hjerne og hendes udvikling og dermed liv fremover.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, ...

---

---

... lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres datter nogle gange reagerer så voldsomt som hun gør, hvor hun fysisk skriger jer ind i hovedet, kaster sig ned på gulvet, måske prøver at slå ud efter jer og tydeligt er frustreret, så er det fordi der sker en aktivitet i hendes pattedyrhjerne. Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den du/I forældre aktiverer med jeres reaktion. Netop jeres reaktion er vigtig for at skabe forbindelse mellem hjernens dele.

Derfor er det vigtigt at du reagerer med lydhørhed, viser hende, at du forstår hvad hun vil. Det er naturligvis helt fint at sige AV!, Nej! eller lignende og også at flytte hende væk/sætte hende fra dig, hvis hun f.eks. slår ud efter dig - så hun oplever at det her er forkert. Men det er vigtigt at hun ikke bliver bange for dig eller føler sig forkert og at du viser hende, at du godt kan rumme hendes frustrationer og meget stærke følelser.

---

---

Det er vigtigt at hun mærker, at I kan bevare roen, når hun ikke kan. Det er vigtigt at I viser hende, at det er helt okay og at I har forståelse for at hun naturligt nogle gange har rigtig svært ved at overskue verden. Det er rigtig vigtigt at I kan rumme hende og rumme de følelser hun har og at kunne rumme betyder, at I kan holde ud at hun har det som hun har det, at I ikke forsøger at lave det om og at I ikke tager det personligt. Og især det sidste, lyder det som om at I skal arbejde lidt med - det handler ikke om at det er jeres skyld, det er ikke fordi I gør noget forkert, det er fordi hendes hjerne er umoden og I skal med jeres reaktion, hjælpe hende til at få skabt de vigtige forbindelser mellem hjernens dele.

Det er helt naturligt at din efterfødselsreaktion stadig sidder i kroppen og der skal ikke særlig meget til, før ting hun siger eller gør, påvirker dig og du med det samme tvivler og bliver usikker. Men det er stadig rigtig vigtigt at du bevarer roen og prøver at rumme hende, så hun ikke kan puste til dine følelser og så det ikke, præcist som du skriver, får en selvforstærkende virkning.

Hendes adfærd nu handler altså om hjernemæssig umodenhed og det vil naturligt ofte være ting, der i jeres øjne virker som bagateller, kan få hele hendes verden til at bryde sammen og det har hun brug for, at I forstår. Og hun har brug for, at I viser hende, at I forstår det og at hun stadig er okay, som hun er :)

Jeg håber I kan bruge ovenstående lidt videre, fortsat held og lykke med hende :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---