Svar: Meget stædig lille fyr

---

Kære mor til lille stædig fyr

Når man har et barn, der verbalt er rigtig god til at formulere sig, som efterligner storebror og lærer meget hurtigt, som foretrækker at lege med de lidt ældre børn, som virker til at have empati overfor de yngre - så kommer man ofte til at forvente lidt for meget og faktisk tror jeg, at en del af de protester I oplever, er jeres drengs behov for stadig at være lille.

Når han ikke kan gå op af trappen, men vil løftes, hjælpes og bæres hele vejen op, så er det et udtryk for "jeg er så træt, jeg er så lille, jeg kan ikke, I skal hjælpe mig" - så har han brug for at I bare gør det, også selvom du ved at han kan selv.

Når han smatter med maden, ikke vil spise pænt, grisser og roder, så er det på samme måde et udtryk for "se jeg er stadig en lille dreng" og han har brug for at I møder ham der, brug for at I anerkender, at han faktisk ikke er mere end 2 ½ år gammel.

Vi kan alle sammen have brug for at andre gør ting for os. Du kan en masse ting, men det er stadig rigtig dejligt, hvis din mand nogle gange gør det for dig. Der er naturligvis ting som du nogle gange gør, selvom du er træt, ikke har lyst og næsten ikke kan overskue at det skal gøres - det gør du fordi du er voksne og kan tænke, at det er du nødt til, for at hverdagen kan hænge sammen. Men der er også ting, som du gerne ville andre gjorde for dig og hvor du ville ønske at de bare gjorde det, fordi det er du brug for. Og sådan har jeres dreng det, når han skal gå op af trappen - han kan slet ikke overskue det, for ham er det et bjerg at bestige.

Han kan slet ikke forholde sig til at det gør ondt i din ryg. Han kan kun forholde sig til at det for ham er uoverstigeligt og I er kommet ind i en vane, hvor det konsekvent bliver en kamp hver gang. Jeg synes, selvom det er hårdt for din ryg, at du skal prøve at møde ham - så det ikke er en kamp, men så I mødes på halvvejen. Du bærer ham måske noget af vejen og han går selv noget af vejen, så I hjælpes ad, så han føler sig lyttet til og forstået. Hvad er det storebror gør - han lytter jo netop til ham og derfor har storebror bedre held med at få ham op ...?!

Det kunne også tænkes, at lillebror mangler noget at spise og at blodsukkeret er lavt, hvilket gør det endnu mere svært for ham at overskue situationen. Så måske ville det ...

---

---

... hjælpe, hvis du gav ham lidt at spise på nederste trappetrin og så aftalte med ham, at når det er spist, så går I op. Så det starter med at være lidt hyggeligt og der således er mere positiv grobund for at prøve, i stedet for at det lige nu starter med bare at være en kamp.

Det kunne også være en idé at lege en leg, så I kommer helt væk fra at det er svært, men så det bliver sjovt - du/I kunne synge en sang og danse op af trappen. Det kunne f.eks. være "buggi-vuggi" hvor du synger "så tager vi højre ben frem, så tager vi venstre ben frem .. så siger vi buggi-vuggi og så drejer vi omkring og så går vi en to tre op igen" eller lignende. Så I stille og roligt kommer op af trappen, men så det at komme op af den bliver sjovt og noget hvor mor ikke skælder ud, men noget hvor hun pjatter og hvor vi griner ...

---

---

Med hensyn til at spise grimt, så skal I overveje, hvor meget opmærksomhed det giver. Lige nu får det jo en masse opmærksomhed, han får at vide, at han skal spise pænt, I starter sandsynligvis med at tale til ham og appellere til hans "sunde fornuft" og det virker så ikke, så han sviner mere og tilsidst bliver han så sat væk fra bordet. Det lyder for mig som om at en stor del af jeres måltider handler om hvordan lillebror spiser eller ikke spiser og altså - masser af opmærksomhed.

Jeg tænker at I skal prøve at ignorere det, for jo mindre opmærksomhed han får, jo mindre interessant er det at svine. Det er naturligvis en balance, for han skal både have mulighed for at svine, lege med sand, vand osv. som du også skriver så hans lyst til at lege stimuleres uden for bordet. I skal naturligvis også stille nogle regler og i første omgang give ham en advarsel, hvor I f.eks. flytter hans tallerken med besked om at han skal spise pænt - så kan han få tallerkenen igen og gentager det sig, så må han så væk fra bordet. Men prøv om ikke I kan finde en balance hvor han ikke automatisk får en masse opmærksomhed ved at være "rasmus modsat", så det stille og roligt bedre kan svare sig for ham, at gøre de ting som I sætter pris på. Uden at I behøver at sige det direkte til ham, uden at I behøver rose ham direkte - men bare lade ham mærke, at det her synes I er rigtig dejligt, det her nyder I og vil I gerne have mere af :)

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, forsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---