Svar: 1 årig datter
Hej med dig
Tak for dit brev, jeg vil besvare dine spørgsmål i den rækkefølge de kommer :)
Det vil være rigtig godt, at din datter nu får rigtige sko, som støtter hendes fødder omkring anklen. Hvis hun kun går inde og kun rejser sig og går ved møblerne, så vil det være fint med små sko med skridsikre såler - det vil ofte være ruskindsåler og der er her tale om små skindsko, sutsko eller kravlesko, som sikrer at hun ikke glider på gulvet.
Hvis hun går mere omkring, kommer udenfor, leger i sandkasse, på græsset osv. så har hun brug for rigtig sko. Det vil sige sko med vandtætte såler og dermed også sko, som naturligt bliver lidt hårdere i sålen - men som dog stadig skal kunne bøjes forholdsvis let mellem tommel og pegefinger.
Skoene skal have en fast hælkappe og bør ikke være så stor at hun risikerer at glide frem i den. Samtidig skal den dog være så bred, at der er plads til tæerne og hele fodens bredde. Det er altså vigtigt at fod og sko passer sammen, hvis foden glider i skoen, er barnet nødt til at krumme tæerne for at holde fast.
Derfor er det en god idé at vælge sko med snørebånd eller velcrolukning, så man har mulighed for at stramme skoen fast om foden, så den netop sidder godt. Skoen må derudover ikke veje for meget, barnet skal let kunne løfte sine fødder.
Med hensyn til rosiner, så bør hun ikke få en lille pakke dagligt, det er for mange. Rosiner indeholder en svampegift, som hedder Ochratoksin A. Dette tåler barnet kun i meget små mængder og derfor er der altså sat en begrænsning på 50g om ugen, når der er tale om børn under 3 år. 50 gram svarer til max 3 af de helt små rosinpakker.
Svampegiften findes også i økologiske rosiner og vejledning er den samme uanset, hvad type rosiner du køber. Så selvom hun er glad for dem så skal du altså holde igen her ... :)
Du må godt holde en pause med havregrøden om morgenen - prøv med flerkornsgrød i stedet, så hun får en anden smag, får noget nyt. Du kan også prøve med almindelige havregryn med lidt mælk og en smule sukker. Og når der så har været en pause så er hun måske klar til havregrynene igen :)
Din datter skal have mælk - mindst 350 ml og max 500ml dagligt og det anbefales at du giver hende letmælk og surmælksprodukter af letmælkstypen nu, hvor hun er blevet et år.
Hun må ikke få ...
... rismælk. Risdrik/rismælk indeholder meget lidt protein og har, i modsætning til almindelig letmælk, ikke noget naturligt indhold af vitaminer og mineraler. Havre- og risdrik beriget med calcium kan tidligst gives fra 3 års alderen.
Soyadrik/soyamælk har nogenlunde samme proteinindhold som komælk, men et langt lavere indhold af mineraler og soyamælk indeholder også fytinsyre og fytoøstrogener, som hun ikke bør få. Sojadrik beriget med calcium kan gives til veganbørn tidligst fra 2 års alderen, hvis barnet spiser varieret (inkl. sojaprodukter, tørrede bønner, korn, frugt og grøntsager) og vokser normalt med tilfredsstillende vægt og højde.
Kokosmælk indeholder meget mættet fedt og frarådes som drik.
Så det er helt almindelig letmælk din datter skal have, og hvis hun har haft problemer med lidt forstoppelse på grund af sødmælken, så vil det ofte hjælpe, at I netop nu skifter til letmælk. Derudover skal hendes mave holdes igang ved at du varierer hendes indtag af mad så meget som muligt og sørger for at hun generelt drikker væske nok. Ofte skyldes forstoppelsesproblemer, forkert sammensætning af maden generelt, at barnet ikke indtager væske nok og at barnet rører sig for lidt :)
Sutteflasken om aftenen må du gerne beholde, den kan I trappe ud af i løbet af den næste måned eller to. Hun bør få mme i sin flaske og når den trappes ud, kan hun få lidt letmælk af en kop i stedet, inden hun skal sove.
Det er meget svært for jeres datter at være adskilt fra jer om dagen. Hun forstår ikke hvor du er, kan ikke forholde sig til at du afleverer hende i dagpleje, ved ikke om du kommer om 5 minutter eller om 5 timer og hun er også så lille at dagplejer ikke kan forklare hende det.
Det er helt naturligt at din datter derfor søger dig/jer ekstra meget, når I er hjemme og det er meget vigtigt at I ikke afviser hende, men giver hende lov til at være i favn og være så meget på skødet som overhovedet muligt. Netop for at hun stadig kan mærke at I er der for hende 100 % selvom I nu er adskilt i dagtimerne :)
Hun er kun 1 år, og det er helt naturligt at hun har svært ved at lege selv, det lærer hun efterhånden, lige nu skal hun bare have den omsorg og nærhed, som hun tydeligt viser behov for :)
Rigtig meget held og lykke fortsat - håber du kan bruge ovenstående videre :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
26. januar 2026 | Diverse | 6 mdr.
Påvirkning af trist mor på baby
Hej Helen Jeg har to overordnede spørgsmål, som jeg brændende ønsker svar og...
11. december 2025 | Diverse | 1 mdr.
Kære Helen. Jeg er blevet mor til en lille dreng for knap 5 uger siden. Det...
Viden om børn:
Strømper
Strømper skal passe til barnets fod og gerne være en lille smule længere.
Til de spæde børn, kan man købe frotté strømper som er dejligt bløde og med næsten ingen elastik og dermed ikke noget, som strammer.
Strømper kan være af uld, bomuld eller af et blandingsprodukt og det kan være en god idé at medtænke, hvad materiale du vælger at købe strømper i. Til børn der sveder meget, kan uld være en fordel. Det samme gælder om vinteren, hvis dit barn f.eks. skal have...
Slik
Vær altid opmærksom på hvad I selv spiser. Barnet lærer af at se på jer og det I gør. Jeres vaner omkring slik, vil således smitte af på jeres barn.
Nogle tilbyder kun slik til festlige lejligheder, andre har en fast ugentlig slikdag. Der er ingen grund til at tilbyde jeres barn slik hver dag.
Babyer har heller ikke behov for slik og interesserer sig måske ligeså gerne for et sundere alternativ, som en brødskorpe eller et dejligt frisk bær.
Ifølge...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.






