Svar: Uro i maven - 2 mdr.
Kære udmattede mor
Tillykke med lillebror :)
Det lyder ganske rigtigt som om at jeres lille dreng har problemer med maven - både på grund af luft, ammefrekvens og umodne tarme ...
Der er dog lidt forskellige du kan forsøge, - noget af det gør du allerede:
For det første vil det være rigtig godt at du sørger for at han spiser godt fra et bryst af gangen. Det er sådan at mælken består af flere forskellige dele, hvor den første del af mælken er meget vandholdig. Den er tørstslukkende og ligner lidt skummetmælk, når man malker den ud. Det er sandsynligvis den du mærker, nogle gange sprøjter ud, når nedløbsrefleksen starter :)
Derefter kommer en ere "rigtig" mælk. Det ligner lidt letmælk i konsistensen, det er en mere hvid mælk og den egentlige mad. Og tilsidst i brystet kommer så fløden. Hvis man malker ud, vil fløden lægge sig øverst i flasken, den er tykkere og lidt mere gul i farven.
Hvis barnet f.eks. spiser 10 minutter på det ene bryst og spiser 10 minutter på modsatte bryst, så er der stor risiko for at barnet får for meget af den vandholdige tynde mælk og det giver ekstra uro i maven.
I starten anbefales det ofte at man ammer barnet lige meget fra begge sider, for at stimulere til mælkedannelse både på højre og venstre bryst, men med den alder din dreng har nu, er det rigtig vigtigt at han spiser fra et bryst af gangen, præcist som du også nu forsøger.
Man kan godt gøre det, at man ammer fra det ene bryst og derefter tilbyder toppen fra modsatte side, så barnet "får lidt at drikke" efter at have spist et egentligt hovedmåltid. Men når man som du har rigtig godt med mælk og mælken flyder så let som den gør, så lyder det umiddelbart fint, at du forsøger med kun et bryst af gangen.
Prøv derfor at lægge ham til i den traditionelle stilling, når du ammer, hvor han ligger i din favn. Og når han så har spist rigtig godt der, så bøvser du ham af og giver ham lidt pause og så lægger du ham til samme bryst igen, men i tvillingestilling - hvor han lægges til, så hovedet er ved brystet, men kroppen er ud under din arm.
Det at skifte mellem de to stillinger i løbet af dagen, vil hjælpe ham til at arbejde anderledes og bedre med brystet og dermed få mælkekamre tømt og den federe mælk med ud - og dermed også få mere ro i maven.
Hvis han så har brug for at blive ammet igen, inden han skal sove, så kan du give ham toppen fra modsatte bryst og så derefter putte ham til lur. Når han så vågner op og skal ammes igen, så vil det være rigtig godt at du ammer der, hvor han kun tog toppen sidst, lader ham spise godt i bund der, skifter ammestilling undervejs osv. På den måde får du bedst sikret ham godt med mælk og samtidig sikret ro i maven.
Det vil være rigtig godt, hvis han ikke hopper af og på brystet hele tiden, fordi han naturligt sluger luft hver gang. Jo mere han kan holde vakuum, jo bedre er det. Hvis din nedløbsrefleks er rigtig god og han har svært ved at følge med og er nødt til at slippe brystet, så gør det ikke noget hvis du lader lidt af det sprøjte ud før han så får fat igen - hold en stofble for. Der er masser af mælk at komme efter og igen vil han have lettere vil at spise mere rytmisk og roligt, når lige det første pres er taget af :)
Hvis du er sikker på at han har fået mælk nok og ikke behøver mere, så vil det være rigtig godt, hvis du kunne lære ham at tage imod en sut. Det at sutte virker beroligende og så sætter det gang i tarmperistaltikken. Det betyder at mælken (og den luft der måtte være) hjælpes igennem systemet og det letter i hans mave. Det kan derfor være en rigtig god idé at du efter han har spist, og han har bøvset af, hjælper ham med at finde roen og blive puttet med en sut.
Det vil også være en rigtig god idé at svøbe ham. Når du putter ham, så vil det være rigtig godt, at starte med at du skrifter ham og i forbindelse med skiftning, vil det være rigtig godt, at du svøber ham i et klæde. Det at være svøbt vil gøre ham tryg og rolig og han vil ikke mærket skiftet fra din favn og ned hvor han skal sove, så tydeligt som han gør det nu.
Nogle gange kan det være en fordel at svøbe ham ...
... og så amme ham efterfølgende og derefter flytte ham fra brystet. Se på ham, se på hans øjne og lyt til hans vejrtrækning. Prøv at lægge ham fra dig, når du fornemmer at vejrtrækningen er blevet roligere, langsommere og når du kan se at han er lige ved at falde i søvn og endnu ikke sover tungt. Stille og roligt putte ham fra din favn ned i egen seng eller i sin lift/barnevogn. Han er stadig svøbt og han kan få en sut eller bare have en sutteklud, der dufter af dig, ved sit ansigt. Stå lidt ved ham, hold dine hænder roligt på ham, så han fornemmer at du stadig er der. Lad dine hænder have lidt vægt på hans krop, så der er lidt tyngde, vug ham blidt imens han ligger ned, stille og rolige, rytmiske bevægelser - hvis han ligger i liften så sving liften stille og roligt frem og tilbage.
Stil liften lidt afsides og ikke hvor der er for meget larm af fjernsyn, radio, jer forældre der snakker osv. Gerne i et lidt køligt rum - det er især vigtigt når han er svøbt, at I eropmærksomme på at han ikke bliver for varm. Af risikoen for vuggedød, er det derfor meget vigtigt at I løsner på klædet, så han kan komme af med varmen eller sørger for at han står køligt, når han sover :) Stil ham også gerne til at sove i barnevognen udenfor i løbet af dagen, så han lærer at sove ude. I kan her evt. bruge en voksipose eller lignende at svøbe ham i, så han der hjælpes til fysisk ro. De fås i forskellige prisklasser og hedder også duni-duo, drømme-pose, slee-bee mv.
Derudover tænker jeg, at det vil hjælpe jer at være opmærksomme på hans bevidsthedsstadier. I skal prøve at lægge mærke til hans signaler. Små børn har lidt forskellige måder at vise tegn på træthed og tegn på lyst til at pludre, lege osv. Man taler om forskellige bevidsthedsstadier:
Stille årvågenhed: Er der hvor jeres dreng ligger og kigger. Ganske stille studerer omgivelserne, lyspletten på væggen, dit ansigt og dine bevægelser. Han ligger helt stille, følger med øjnene men uden at dreje sit hoved.
Aktiv årvågenhed: Bevæger sig lidt mere, han kigger mere aktivt rundt, kommer med små lyde, knirker lidt, vægrer sig måske lidt mod kontakt, begynder at virke lidt søgende, sulten eller har behov for hjælp til at koble lidt fra, vender blikket væk og fortæller at han har brug for lidt ro. Det er ikke det samme som at han har behov for at sove.
Gråd: Han begynder at græde, han har været aktiv, er ved at blive træt, er irritabel eller begynder at mærke at han nu er ved at være sulten. Måske vil han gerne løftes lidt op, har brug for hjælp til at skifte stilling, få en ny ble, måske behov for bare at ligge lidt for sig selv og lade alle de indtryk han har fået bundfælle sig.
Døsig: Når han er træt og har brug for at blive puttet. (Døsighed kan man dog også ses lige der, hvor han er ved at vågne lidt op fra en lur). Han bevæger sig, øjnene holder op med at fokusere, virker lidt matte, han rynker panden, smiler måske lidt, spidser munden, smasker, øjenlågene er ved at falde i og han ruller med øjnene. Det er i denne periode at han skal puttes eller gerne lige lidt før. Ved at putte ham på dette tidspunkt, så giver du ham mulighed for at få en længere sammenhængende søvn.
Det er vigtigt at kende til hans bevidsthedstadier, for stille og roligt at kunne komme ind i en rytme, hvor han får mælk, svøbes, puttes og sover, vågner, får mælk igen, svøbes og atter puttes ... :) Det er vigtigt at han i løbet af dagen får sine små afbræk, sine lure så han ikke bliver overtræt om aftenen og dermed mere grædende sidst på dagen :)
Jeg synes bestemt ikke du skal stoppe amning. Børn på mme har mindst ligeså mange maveudfordringer!!
Der er ikke belæg for at du som ammende holder igen med bestemte fødevarer, men ikke desto mindre, så oplever nogle mødre, at visse fødevarer påvirker mælken og giver barnet mavekneb. Hvis du oplever at han reagerer på ting du har spist, så kan du naturligvis prøve at skrue dit indtag af disse fødevarer ned - men som udgangspunkt, burde han kunne tåle at du spiser som du plejer og som du også har gjort da du var gravid...
Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke! :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
23. februar 2026 | Amning | 0 mdr.
Hej Helen Jeg er gravid med vores andet barn, og jeg skriver, fordi jeg gør...
24. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Som du ved, har vi haft svært ved amning og jeg ved ikke, om mit...
21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Opfølgning 2 - dagsrytme og bryst
Kære Helen Tak for at give ro! Sidste spørgsmål i denne omgang: Med...
21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Opfølgning - dagsrytme og bryst
Kære Helen Tak for dine svar. Her lidt opfølgende spørgsmål: 1) Det gør...
20. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Afhængig af brystet til søvn, 3 måneder
Kære Helen Dette er mit første brev til dig, hvorfor du også får lidt...
Viden om børn:
Barselshvile
Førhen i tiden var kvinder som lige havde født indlagt på sygehuset i flere dagen inden de kom hjem. I dag kommer man hjem så snart man har lyst og føler sig parat til det og det sker også at man kommer hjem før man som mor egentlig føler sig helt parat ... Det er mere og mere almindeligt at gå hjem allerede få timer efter fødslen.
Når man går tidligt hjem, så vil det være rigtig godt at den nybagte far har mulighed for at tage nogle dage fri, så den lille nye familie kan lære...
Rosiner
Børn under 3 år må gerne spise rosiner, men ikke i ubegrænsede mængder. Det anbefales at børn under 3 år max spiser 50 gram rosiner om ugen.
Rosiner indeholder en svampegift, som hedder Ochratoksin A. Dette tåler barnet kun i meget små mængder. Det er det totale indtag over en længere periode der betyder noget. Derfor sker der ikke noget ved, hvis barnet spiser mange rosiner en dag og i dagene derefter ikke spiser rosiner.
Svampegiften findes også i økologiske...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for dit tidligere svar, som gav os meget ro omkring vores 4 uger for tidlig fødte datters måltider.
I det hele taget tak for denne brevkasse, den hjælper mange forældre... jeg er taknemmelig helt inde i mit dybeste over den tid du bruger, dine lange og fyldestgørende svar og din evne til at forstå....!!
Mor til pige født 4 uger for tidligt









