Svar: Opdragelse - hvad kan vi forlange?

---

Kære usikre mor

Tak for din ærlige beskrivelse af, hvordan din dreng og du har det i øjeblikket - jeg er helt sikker på, at mange vil nikke genkendende til det du fortæller :)

Din dreng er lige nu godt igang med at udvikle sin selvstændighed, han viser mere og mere egen vilje og mere og mere personlighed. Man taler om selvstændighedsalderen netop for børn i 1-3 års alderen - det man tidligere kaldte for trodsalder.

Det er en udfordrende alder både for barnet og for de voksne og det er en tid der kræver rigtig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med at der jo også er nødt til at være regler - f.eks. at din dreng skal lære at han ikke må slå dig, når verden går ham imod ...

Det er en tid, hvor barnet kan skifte meget hurtigt mellem voldsom glæde til voldsom vrede, hvor barnet kan være så sprudlende glad og så bund ulykkelig, at det næsten virker som at trykke på en knap, hvor man nogle gange tænker "hvad skete der lige der?" fordi det går så hurtigt, at man som voksen ikke opfatter, hvad der er galt.

Andre gange kan man næsten forudsige, at han vil blive frustreret og ked af det, - det er når du f.eks. siger at han ikke kan få havregryn, fordi I skal have aftensmad og atter andre gange, så ved ingen af jer hvad der sker - så sker det bare - han er heller ikke selv klar over det, han har det bare svært.

Din dreng får det der hedder fortvivlelsesanfald. Når han får disse anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i dine øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

Det har han brug for at du forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at du forstår det, - at det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at du giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan, at det er rigtig dumt at du er nødt til at gå ud at tisse, når han nu heller ville at du skulle noget andet ...

Det er vigtigt at du sætter ord på, så han hører at du forstår ham, at du ved hvad han vil. At blive vred på ham, kalde ham hysterisk, sende ham på værelset eller i seng og hvad forældre nu kan finde på, får ham måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper ham ikke på sigt. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at du sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis du afviser ham og forsøger at gå fra ham, så vil han ganske givet gå grædende efter dig, "gå ikke fra mig mor", fordi han har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

Og nogle gange, som du også har oplevet, så kan han heller ikke kapere at du er der, så kan det være nødvendigt at være i nærheden, uden at røre ved ham. Enten bare sidde der, prøve at nusse hans fødder lidt eller hvad du nu kan få lov til. Tale beroligende og igen sætte ord på "sååå, bliver du bare så ked af det, sååå" eller lignende og invitere ham til at komme op til dig "kom skat, kom op til mor, kom skat" eller lignende. Andre gange er du nødt til at lade ham være lidt for sig selv, ikke tale for meget, men heller ikke afvise ham - du kan f.eks. sige "jeg dækker lige bordet, du må gerne være med" eller lignende - så du laver noget praktisk og samtidig også viser, at ...

---

---

... han kan være en del af det.

Men der også et opdragelsesmæssigt aspekt inde over og det kan være rigtig svært at sætte grænser og svært at holde fast i sit nej, når man ser hvor ulykkelig, frustreret og gal ens barn bliver. Derfor skal man naturligvis altid overveje, hvorfor man siger nej. Nogle gange er det måske fordi man som voksen selv er træt og derfor ikke orker det barnet gerne vil og en dag kan sagtens blive fyldt med "Nej", "Nej", "Nej" og det er træls for alle og hvor det måske ikke er nødvendigt.

Nogle gange kan det være godt at komme med et alternativ. Især når det er ting, som du på forhånd ved vil udløse fortvivlelse hos ham. Det kan være hvis han f.eks. er på vej hen mod skabet, hvor havregrynene ligger og du ved at I skal spise lige om lidt. Du ved også at hvis du flytter ham så bliver han rasende og ulykkelig for han vil have de havregryn. I en sådan situation, kan man sætte ord på, sige "Du kan ikke få havregryn lige nu, men du kan få et stykke agurk" og på den måde være heldig at aflede lidt og indgå kompromis.

Ved at sætte ord på, viser du ham at han er forstået. Du viser ham, at du godt ved hvad han vil, at du har hørt det og forstår det. Men du holder stadig fast i dit nej og tilbyder så et alternativ.

---

---

Andre gange så er det bare nødt til at være som du vil, - det kan være, hvis han protesterer over at skulle i autostol, når I kører eller hvis han ikke vil holde i hånden, når I går over vejen Her er man som voksen nødt til at holde fast også selvom det giver dyb frustration hos din dreng. Den frustration skal man så prøve at rumme, som du også spørger ind til ...

At kunne rumme hans følelser betyder at man kan holde ud at han har det som han har det, uden at ville ændre det og uden at tage det personligt. Han må gerne blive ked af det, gal, frustreret, sur, hidsig osv. ligesåvel som han må blive glad, have det sjovt, være i drillehumør, være charmerende osv. Han har brug for at du kan rumme hans følelser og at du tager det stille og roligt og viser ham at det er okay, at han har det som han har det. Jo mere ro du selv viser i situationen, jo mere du sætter ord på den frustration og de følelser han har, jo mere slapper han af. Og det er vigtigt at han lærer at tackle sin frustration - det er jo en del af livets læring. Vi skal jo alle lære på et tidspunkt, at det ikke nytter noget at skrige for at få sin vilje.

Når man bliver nødt til at tage over og være den der bestemmer og evt. holder fast i barnet, så er det vigtigt at man fortæller barnet at man godt forstår frustrationen og at det er svært. Det er vigtigt at barnet også i denne situation føler sig okay og føler at du forstår det. Igen er det vigtigt at vise barnet det, ved at sætte ord på "Jeg kan godt forstå du bliver sur, det er også rigtig dumt med den jakke, sååå, nu skynder vi os og så er det overstået lige om lidt" ... På den måde vil han stadig føle sig forstået og anerkendt, men du holder stadig fast i at tøjet skal altså på.

Jeg plejer at sammenligne det med, at du går ind til din arbejdsgiver for at sige at du er utilfreds med noget. Der er meget stor forskel på om du bliver mødt med "hold dog op med at være så hysterisk" eller med et "det kan jeg godt forstå". Det betyder ikke at din arbejdsgiver gør som du har bedt om, men det er vigtigt at du føler dig lyttet til og at du har en opfattelse af at din mening også tæller. Så får du det meget bedre og sådan er det også med børn.

Jeg vil anbefale dig at læse min bog "Sådan støtter du dit barns udvikling" - rigtig meget held og lykke fortsat - og det lyder som om at du gør det godt!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---